|
For at kunne skabe balance i omgivelserne i harmoni med naturen, benytter feng shui sig bl.a. af de 5 elementer, yin/yang og symbolik.
Ifølge kineserne er interaktionen mellem de 5 elementer grundlæggende for alt eksisterende.
Når der skal skabes harmoni i boligen eller på arbejdspladsen, skal de 5 elementer være til stede i forskellige livsområder. Hvilket element der hører til hvilket område, kan du læse under “Pakua”.
I hvert livsområde, kan alle 5 elementer godt være repræsenteret, men det element, der naturligt hører til området, skal være det “bærende” element.
Hvis du i et livsområde, hvor elementet er træ, i stedet har masser af ild, vil den energi træet står for – bl.a. igangsættelse, ambitioner, kommunikation etc. blive fortæret af ilden.
De 5 elementer består af:
Vand,
Træ,
Ild,
Jord og
Metal
Elementerne henholdsvis støtter og dræner hinanden.
Den nærende cyklus – med uret:
Vand nærer træ, der vokser, når det vandes.
Træet nærer ilden, så den brænder længere og livligere.
Ilden nærer jorden, ved at asken gøder den.
Jorden nærer metallet, idet metallet opstår ved udskillelse af de mineraler, jorden indeholder.
Metal nærer vand, idet metal bliver til vand ved nedbrydning.
Den drænende cyklus – mod uret:
Vand nedbryder metal.
Metal tager kraften ud af jorden.
Jorden slukker ild.
Ild fortærer træ.
Træ opsuger vand.
Har vi et område, som repræsenteres af træ, må træelementet nødvendigvis være til stede. Vi kan så nære træet med vandelementet, hvis vi ønsker at styrke det; modsat kan ildelementet fortære træet, hvis det er overrepræsenteret.
Hvor meget, der skal være til stede af elementerne i de enkelte områder, kan ikke stilles op i en tabel. Det er noget, man må afgøre i hvert enkelt tilfælde.
Hvert af elementerne har en form en farve og en substans:
Vand består af substans vand, bølgende former samt farverne hvid og blå
Træ består af substans træ, rektangulære, opretstående former samt farven grøn
Ild består af substans ild, spidse former samt farven rød
Jord består af substans jord, kvadratiske og rektangulære, liggende former samt farverne gul, brun og sort
Metal består af substans metal, runde og ovale former samt farverne hvid og sølv
Skal der indføres et vandelement i et område, kan man gøre flere ting.
- man kan male en eller flere vægge blå
- man kan have blåt betræk på møbler
- man kan have blåt gulvtæppe eller blå gardiner
- man kan have noget, der er bølget, det kan være et mønster på gardiner, møbelbetræk eller i et abstrakt billede
- man kan have noget vand – f.eks. et lille springvand eller et maleri af vand
Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan vandelementet indføres iht. ovenstående liste, men husk der skal være balance i tingene (yin/yang).
For meget vand (yin) kan være årsag til fugtighed, som vil resultere i stagnation, for lidt vand udtørrer mulighederne i området.
|