Din Alternative Portal

Advertisement
Advertisement
Advertisement
Advertisement

Who's Online

Forside arrow Sundhed i Dagligdagen arrow Arketyper - universelle symboler
Arketyper - universelle symboler PDF Udskriv E-mail
Skrevet af Maryanna Morthensen
mandag 11. januar 2010

De dybeste lag af vores bevidsthed rummer elementer, der er fælles for hele menneskeheden. Det er elementer og symboler, der har den samme værdi for mennesker, uanset kultur, opvækst og alder. De kaldes arketyper (græsk: forbillede).

Billederne, der skabes af arketyper, har rigtig meget til fælles med myter, eventyr, overtro osv. Det er temaer som det godes kamp mod det onde, skabelsen, den magtfulde autoritet osv. Jung sætter dem i forbindelse med større forandringer i bevidstheden hos drømmeren, men som i alle andre teorier er der delte meninger om den sag. Det giver imidlertid mening, når drømmen skal sættes i forbindelse med en drømmers hverdag, da arketyper dukker op i de fleste drømme som elementer. Striden opstår i forhold til drømme, hvis hele indhold er arketypisk. Og jo mere krisen kradser i et menneskes liv – eller jo mere involveret vedkommende er i sin selvudvikling – jo mere arketypiske drømme dukker der op.
Arketyper er symboler og elementer et menneske umiddelbart kan finde en mening med, blot ved at tænke sig om og holde sig til sine egne erfaringer. Derfor giver jeg blot nogle eksempler her. Du er dog velkommen til at spørge i brevkassen om meningen med bestemte arketyper. Så føjer jeg dem efterfølgende til her.


Død: Et kapitel er afsluttet, dødt. Noget nyt kan få plads. Ofte er det en uhensigtsmæssig adfærd, der henvises til – symboliseret af den person, der dør. Er det dig selv, der dør, kan det opfattes i den retning, at dit gamle jeg er afgået ved døden. Dør din far eller mor, kan det pege på en frigørelse fra en binding til den ene eller den anden af dem – drømmen peger på hvem. Drømme med død peger altså i de fleste tilfælde mere på forandring end på fysisk død.


Fødsel: Den modsatte betydning. Noget nyt er kommet ind i dit liv. En ny energi, nyt talent, ny adfærd eller lign.


Bygninger: Symbolet på din personlighed, dit jeg. Husets tilstand fortæller om din tilstand. Etagerne i huset kan henvise til de forskellige lag i din bevidsthed: Kælder fx lig med underbevidstheden eller jordbundetheden; stueplan fx lig dagsbevidsthed eller følelser/krop og øverste etage fx lig overbevidstheden/Selvet eller tanken/intellektet. Resten af drømmen vil pege på, hvilken form der kan bruges.
Befinder du dig i dit barndomshjem kan det betyde, at en del af dig stadig er underkastet de regler og normer, der gjaldt i din barndom og at du er nødt til at gå tilbage i dit følelsesliv til den tid for at forløse dit problem dér.
Specifikke rum i bygningen, fx køkken, soveværelse eller bad/toilet: Køkkenet kan være et symbol på næring af psykologisk eller åndelig art, da det er der maden tilberedes og evt. serveres. Er køkkenet i dårlig stand mangler der næring i dit liv.
Soveværelset er det intime og trygge sted, hvor vi overgiver os til underbevidstheden og får den nødvendige hvile. Eller elsker. Soveværelset i drømmen kan derfor betyde, at du har brug for at overgive dig til det ubevidstes (hvis du fx sover i drømmen) vejledning og ikke styre så meget selv. At følge din intuition. Eller at du har brug for hvile, at du kører dig for hårdt. Eller det kan betyde, at du trænger til at få noget mere kærlighed ind i dit liv. Det afhænger af, hvad der foregår i soveværelset.
Badet kan stå for renselse, da det er den funktion det har i hverdagen. Dvs. renselse for uanvendelige og skadelige holdninger, adfærd og tanker.
Toilettet er det sted, hvor vi skiller os af med kroppens affald. I drømme skiller vi os altså af med psykisk materiale ved at gå på toilettet. Det kan være ideer, tanker, følelser der ikke gør os nogen gavn mere. Har man toiletdrømme er det en god ide at se på, om man bevidst kan gøre noget for at give slip på gamle ideer, holdninger eller følelser. Er toilettet fx stoppet kan man se sig om efter, hvad der stopper det til – ofte gamle normer, man ikke kan/vil give slip på.


Vand: Vands betydning er meget individuel; her skal du være meget opmærksom på, hvad det betyder for dig. Ofte står vand for det ubevidste, følelserne, livet (livets vand) osv. Havet står dog ofte for det samlede følelsesliv/det åndelige liv, det oprindelige. Vandløb/åer/floder kan betyde livets flod – hændelserne i dit liv. At krydse et vandløb/å/flod kan betyde begyndelsen til en ny livsfase eller at bevæge sig over en grænse.
Et akvarium kan henvise til begrænset liv i et kunstigt miljø og et svømmebassin fritid eller et firkantet, begrænset og kunstigt liv.
At svømme ind i en grotte med vand eller en indsø kan stå for livmoderen og trygheden der.


Træ: Vækst, liv, frugtbarhed når det ses i fuldt løv . Hvile i væksten i efterårs- og vintermånederne. Drømmer du om træer med knopper om foråret, kan det betyde, at du står for et gennembrud – er lige ved at springe ud. Skov kan betyde det ukendte/det ubevidste, den instinktive natur. Døende skov kan pege på en uløst situation eller et overvældende problem. Nyudsprungen skov kan vise hen til ny udvikling i en situation.

Sidst opdateret ( mandag 11. januar 2010 )
< Forrige Næste >