|
Kære NetNaturDoktor.
Mange tak for jeres hurtige svar sidst jeg skrev ind.
Jeg har nu født min anden søn og desværre har han, som vores ældste søn, også problemer med luft i maven og hyppige, tynde, syrelugtende afføringer, som han har svært ved at slippe. Han har svært ved at finde helt ro og ligger størstedelen af tiden (både når han sover og er vågen) og ”presser” og vrider sig, og vågner ofte irriteret af dette. Han vil til brystet med det samme og ”søger” i det hele taget meget.
Vi har været til zoneterapeut og kraniosakral-terapeut med ham, og beskeden er, at han har en del spændinger i nakke og lænd, og at det så småt er ved at sætte sig på nervesystemet også, men umiddelbart er der ikke nogle problemer med tarmsystemet. Til gengæld mener de begge, at hans (og vores store søns) symptomer udover spændingerne i ryggen kan skyldes, at jeg spiser for syreholdig kost. Det skal nævnes, at vores ældste søn med tiden er helt ovre sine problemer med maven. Jeg spiser meget sukker, kød og hvidt brød. Jeg går også selv til zoneterapeut og gjorde det i slutningen af graviditeten, da jeg gerne ville komme min indre uro til livs, samt styrke mine egne energibaner inden fødslen. Jeg har altid været meget i tvivl om, hvor stor en del af vores ældste søns problemer, der skyldes mine bekymringer. Min zoneterapeut siger, at jeg reagerer på min lever, mine lunger og min tyndtarm, og hun arbejder desuden med stress, men synes ikke, at det virker til at være voldsomt.
Kan I give mig et råd?
På forhånd endnu en gang tak for hjælpen.
Med venlig hilsen
MJ
Kære MJ.
Mange tak for din mail. Jeg har tilladt mig at forkorte den lidt og undladt at skrive alle dine spørgsmål, da det ellers kommer til at fylde for meget. Jeg skal dog nok komme ind på dem i mit svar.
Jeg vil starte med at foreslå nogle Bach remedier til dig, da jeg fornemmer, at det er dig, der skal ”behandles”. Din søn er så lille (1 måned), at han stadig er i dyb symbiose med dig, hvilket vil sige, at I er så tæt forbundne, at han kan mærke, hvordan du har det og vil reagere på det. Jeg har fundet seks Bach remedier, som jeg vil beskrive, så kan du se, om du kan genkende dig selv i dem.
Det første remedium er Bævreasp (engelsk: Aspen). Dette remedium bruges, når man har en indre uro, som man ikke kan definere. Man kan måske pludselig blive ængstelig og nervøs, uden at kunne sige, hvad det kommer af. Ved at arbejde med Bævreasp opnås en tilstand af sikkerhed, frygtløshed og indre ro.
Det næste remedium er Cerato (engelsk: Cerato). Cerato bruges, når man tvivler på egen intuition og konstant søger råd og bekræftelse hos andre (det er jo anden gang, at du skriver til NetNaturDoktoren!). Jeg er sikker på, at du og din krop ved, hvad der er godt for dig og dine børn, du skal bare lære at stole på det, du fornemmer. Cerato vil hjælpe dig til at stole på din indre stemme.
Næste remedium i rækken er Lærk (engelsk: Larch). Lærk er for selvtillid. Jeg er lidt i tvivl om du egentlig har brug for den, men nu har jeg taget den med.
Så er der Rød Hestekastanie (engelsk: Red Chestnut). Er man meget bekymret, ja overbekymret for sine nærmeste, så har man brug for Rød Hestekastanie. Man bruger sin energi forkert ved at være så bekymret, det dræner en og gavner ikke dem, man bekymrer sig om. Den positive kvalitet af Rød Hestekastanie er, at man kan have omsorg for andre, men uden bekymringsmomentet.
Valnød (engelsk: Walnut) er rigtig god for en kvinde i din situation, der i løbet af knap 16 måneder er blevet mor to gange. Valnød bruges nemlig, når der sker store forandringer i ens liv, og det er der jo i dit med to små børn, så hurtigt efter hinanden. Valnød bruges til at omstille sig til en ny livssituation, den skaber også balance og beskyttelse, det får en til at justere sig til det nye i livet. Alt i alt et rigtig dejligt remedium at arbejde med.
Det sidste remedium, jeg vil foreslå, er Hestekastanie (engelsk: White Chestnut). Jeg fornemmer, at du bekymrer dig meget om dine drenge og deres helbred, hvilket naturligvis er fint. Du har jo i din mail også skrevet mange spørgsmål om din kost (det kommer jeg ind på senere). Men måske tager det lidt overhånd? Hestekastanie er for tanker, der kører i ring. Det er svært at slippe og kontrollere disse tanker, ja man kan ligefrem ligge søvnløs om natten. Hestekastanie vil give dig sindsro.
Det var de seks Bach remedier, som jeg tror, at du kan få glæde af. Lad det nu synke ind og mærk efter, om det er noget, du kan bruge.
Så er der dine spørgsmål om kost. Jeg er sikker på, at du udmærket ved, at hvidt brød, sukker og for meget kød ikke er godt for dig. Prøv at trappe lidt ned hver dag, så tror jeg, at du og din søn vil få det bedre. At ændre kost på denne måde vil ikke skade hverken dig eller din søn, tværtimod. Og der er bestemt ingen grund til at holde op med at amme.
Du er blevet rådet til at tage NDS probiotic 340, men har reageret negativt på produktet med mavekramper, diarré og hård mave. Her fortæller din krop dig, at dette produkt ikke er noget for dig. Jeg vil foreslå, at du fortsætter med at tage Spectro samt calcium/magnesium, så er du godt dækket ind.
Dit sidste spørgsmål går på, hvordan din store søn på 16 måneder tackler det at være blevet storebror. Du skriver, at han virker glad og veltilpas, men du er bekymret for, om han skjuler sine følelser. Jeg synes, at du skal tage det, du ser hos din ældste søn for gode varer. Børn er så ”rene” og ligetil, så hvis han ikke havde det godt, ville han ikke være i stand til at skjule det, du ville helt sikkert opdage det (i dette spørgsmål ville Rød Hestekastanie være rigtig godt!).
Jeg håber, at jeg har svaret fyldestgørende på din lange mail. Er du i tvivl om noget, så er du velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
Bach- og zoneterapeut Rena Bøgh
|