Din Alternative Portal

Advertisement
Advertisement
Advertisement
Advertisement

Who's Online

Forside
Drøm om barnefødsel PDF Udskriv E-mail
Skrevet af Maryanna Morthensen   
mandag 18. februar 2008

 

Hej!

Jeg skrev sidste gang om en drøm, jeg havde i slutningen af maj, og jeg fik en god drømmetydning, som jeg virkelig følte, at jeg kunne bruge til noget. Det siger jeg mange tak for! Det drejede sig om en drøm "i helvede".
Nu har jeg haft en drøm igen, som jeg vil bede om at få tydet:

Jeg sidder ved siden af et ungt par, som sidder kærligt sammen. Jeg kender dem ikke, men jeg kan se, at kvinden venter et barn.
Hendes mave er dog ikke ret stor, men jeg føler instinktivt, at hun kan føde når som helst. Jeg siger til hende: "Du er ikke ret stor, min datter, som også venter sig, er meget større og skal først føde om ca. 2 måneder".
"Hvad mener du?" siger hun, "Jeg skal da først føde om næsten 4 måneder". "Nå," svarer jeg "men du kommer altså til at føde lige om lidt". Efter ganske få minutter begynder hun at få veer, og jeg, som egentlig ventede det ville ske, bliver lidt febrilsk.
Jeg rejser mig og går ud til venstre side for at finde en mobiltelefon; jeg spekulerer på tlf.nummer, vand, fad, rene håndklæder og alt det, som hører til en fødsel.

Jeg kan dog heller ikke lide, at være væk fra det unge par; jeg har behov for at vide, hvordan det står til.
Derfor skynder jeg mig tilbage, men ser så det mest fredfyldte foran mig. Parret ligger afslappet ved siden af hinanden og midt imellem sig har de den prægtigste store baby, jeg nogensinde har set. Allerede mindst på 5 kg - ligger han afslappet dér imellem far og mor, men stadig med en meget tyk navlesnor forbundet til sin mor.

Jeg bliver helt rolig og tænker: "Nå, men så er det blot en saks, der mangler, men det haster jo ikke, så godt som de har det".

Lene

Kære Lene.

Tak for rosen. Jeg bliver altid glad indeni, når nogen føler, at de i deres daglige liv kan bruge, hvad jeg ser om deres liv ud fra det, de tillader sig at vise mig af deres indre liv. Helt ind i mit inderste føler jeg, at det er en ære at blive betroet et andet menneskes drømme, hvad enten det er gennem kunsten eller selve drømmelivet. Så det er mig, der takker Smil.

Du skriver, at din datter også i virkeligheden er gravid, så dette er formentlig den dagsrest, som aktiverer denne drømmesekvens. Budskabet er dog ikke til hende, men til dig og fortæller, at noget tilsvarende nu sker for dig – på et andet plan. Drømmen siger dig (det er faktisk ganske sjældent, at en drømmedialog er så nuanceret som her, og når den er bør man lytte godt efter, for der bliver bogstavelig talt sagt det, der skal lægges mærke til), at det godt kan være, at du troede, at det fulde omfang først ville gå op for dig et par måneder efter dit barnebarns fødsel. Men dit underbevidste jeg ved allerede nu, at du faktisk er ved at afklare det i disse dage. Det gør dig lidt febrilsk, for kan du klare denne rolle (som jordemoder i drømmen; som mormor i den virkelige verden – og dermed ”den, der har erfaringerne” at øse af)?

Du skal nu være mors mor, så en ny status er på vej ind i dit liv (kvindens graviditet). Denne status er ikke udelukkende forbundet med forventning, da frugtbarheden vises dig gennem billedet af en kvinde (hvilket antyder, at omfanget af denne statusændring stadig ligger i skygge – ”maven er ikke ret stor”.) Jeg skrev sidst til dig om, at kvinder i kvinders drømme viser sider af dem, som de har det svært med (mænd i mænds drømme viser det samme). Dog er det ikke noget ubehageligt, du forventer dig, alt i alt, for parret ”sidder kærligt sammen”. Kun i forbindelse med handling og ansvar viser du nervøsitet: Har du nu det hele, du skal bruge ved en fødsel/når du tager denne status og dermed ansvaret på dig? Kontakter (mobiltelefon + numre) så også andre kan få lov til at tage del i udvidelsen af familien. Følelser med den rette temperatur (vand), evnen til at rumme dem (fadet), så de ikke oversvømmer dit barnebarns forældre samt evnen til at opsuge (håndklæder) overdrevne/umodne følelsesmæssige udbrud (fostervand), der skyldes tilpasning til den nye hierarkiske struktur i jeres familie, så atmosfæren kan forblive harmonisk (ren).

Du adskiller dig fra udfordringen (går) for at trække dig tilbage og finde det, du skal bruge (de ovenstående ting). Helt jordnært betyder det, at der i disse dage finder nogle overvejelser (venstre side = indadvendt, reflekterende og modtagende) sted i dit ubevidste med hensyn til dine kompetencer på dette område. Det tager dog ikke lang tid, for ”du har behov for at vide, hvordan det står til;” du ønsker at konfrontere ansvaret. Og det, du ser, er at ansvaret allerede har manifesteret sig i form af en spirende handlekraft og muligheder (den nyfødte dreng). Dette medfører i dit liv en helt ny frihed og forandring (tallet 5) for dig i familien, hvilket er helt i overensstemmelse med ændringen i status. Det eneste, du så mangler, er at få frigjort dig fra din egen mor (klippet navlestrengen, og den er åbenbart tyk Smil), men ”ded haster itt’ mer’ end ded jawer”. Og alligevel mindes du om, at du ikke alt for længe kan ignorere at gøre dette, da det er nødvendigt for barnets (din) fremtidige udvikling for at kunne udfylde din mors tidligere plads, at du adskiller dig fra hendes måder at gøre tingene på osv.

En rigtig dejlig drøm, synes jeg. Held og lykke med din nye status og udvidelsen i familien.

De bedste hilsner til jer alle,
Maryanna Morthensen
Dipl. kunstterapeut
www.epilepsi-partner.dk

Sidst opdateret ( søndag 02. januar 2011 )
 
< Forrige   Næste >