|
HEJ.
JEG ER EN UNG KVINDE PÅ 34 ÅR, MED TO BØRN OG FAST ARBEJDE.
JEG HAR I FREDAGS FÅET KONSTATERET BELLS PARESE, OG FÅET AT VIDE, AT DER INTET ER AT GØRE VED DET. MEN KAN DET VÆRE RIGTIGT; HELE MIT LIV ER JO PLUDSELIG VENDT OP OG NED? MIT ANSIGT SER UD SOM HAVDE JEG FÅET EN HJERNEBLØDNING ...
JEG HÅBER OG BEDER TIL AT NOGET KAN GØRES.
MANGE TANKER ... OG PÅ FORHÅND TAK
HEIDI S.
Kære Heidi.
Jeg forstår din frustration. Mere end noget andet er Bells parese hårdest for psyken og det kan være svært at finde støtte, fordi sygdommen er ret ukendt. Bells parese er en forholdsvis godartet tilstand, der skyldes at ansigtsnerven i den ene side af ansigtet i løbet af et døgns tid bliver lammet. Øjet i den angrebne side kan ikke lukkes og løber evt. i vand; man får besvær med at tale og mundvigen hænger. Man kan have besvær med at rynke panden eller næsen. Som du selv siger: Man ligner en, der har fået en hjerneblødning.
Man ved ikke, hvorfor ansigtsnerven pludselig strejker, men det står fast, at der ikke er noget, der kan ”kickstarte” den igen. Det skal have sin tid. De fleste (85 %) oplever bedring i løbet af ca. 3 uger og efter 2-5 måneder er nerven som regel i fuld funktion igen for 80 % vedkommende. Resten kan få mén i en eller anden form resten af livet.
Det bedste du kan gøre er at beskytte dit øje med fx solbriller, når du er ude og forhindre øjet i at tørre ud om natten (tal med lægen), så længe øjet ikke kan lukkes.
Jeg tror desuden på, at det er vigtigt at stimulere nerven, selvom der tilsyneladende ikke er liv. Det gør du ved at massere ansigtsmuskulaturen dagligt og øve dig i at lave grimasser foran et spejl.
Det var nok desværre ikke det svar, du havde håbet på, men jeg håber alligevel, at du kan bruge mit svar til noget. Allerhelst kunne du se, om du ikke kan tage det humoristisk og finde de positive sider frem ved tilstanden. Den er for dig en øvelse i at det ikke er alt, man kan eller skal have kontrol over.
Mange varme julehilsener,
Maryanna Morthensen
Neurofysiologiassistent
www.epilepsi-partner.dk
|