|
Jeg plejer for spøg at sige, at Danmarks nationalsport er misundelse, og misundelse er den lige direkte vej til bitterhed. Nu siger du måske at nationalsporten er fodbold, men jeg ser, at fodbold - som al anden elitesport - udløser mængder af bitterhed.
Den tabende part er så fyldt med undskyldninger over nederlaget. De tabende fans bruger måske vold for at få afløb for deres bitterhed over nederlaget. Og for hver vinder vil der altid være en taber.
Det er OK at være misundelig, men vær det åbent og ærligt, så ved både du selv og omgivelserne, hvad det drejer sig om, og du undgår bitterheden. Bitterhed er den følelse, der opstår, når man føler sig snydt, føler sig forbigået, overset. Bitterheden opstår, når man føler andre har muligheder, man ikke selv har.
Vi ser følelsen hos teenageren i udtrykket: "Alle andre må godt ..." eller "alle de andre har ..."
Ofte vil bitterheden være pakket ind i undskyldninger som: "Det er også fordi han er født med en sølvske i munden at ..." "Det er også fordi hun er så heldig, at hendes forældre betalte en god uddannelse for hende, jeg havde ikke den mulighed." "Jeg kunne ikke bare få den uddannelse, jeg ønskede". "Det er også fordi han er samvittighedsløs, at han bare rager til sig". "Det er også fordi hun har en flot figur og ser godt ud, at hun får alle fordele!"
Kan du høre dig selv i sådanne udsagn? Så er du måske fyldt med bitterhed og misundelse, jalousi. Bitterheden og jalousien blokerer for initiativ og udvikling. Hvis du siger til dig selv: "Ja, nok er jeg bitter over hans eller hendes muligheder, men jeg har også muligheder og dem vil jeg benytte mig af!", ja, så kommer du ud af bitterheden og kommer videre i livet. Du giver netop dig selv muligheden for at komme videre ved at erkende din bitterhed. Måske er din mulighed ikke at opnå det samme som den person, der er genstand for din bitterhed, men det er måske heller ikke dit behov. Bitterheden kan på den måde skjule dit egentlige behov, og få dig til at gå efter det andre har, snarere en det, du inderst inde ønsker. Fordi naboen får et nyt køkken i højglanspoleret stål, er det ikke sikkert, at det samme passer til din stil, eller du overhovedet har behov for et nyt køkken. Dit behov er måske snarere nye fliser på terrassen.
Bitterhed og misundelse skaber ofte en konkurrencementalitet, et ønske om at værre større, bedre osv. Hvorfor dog? Hver gang man går ud i en konkurrence - hvad enten den er skjult eller åbenlys - skabes der en vinder og i lige så høj grad en taber. Altid skabes der en taber i en konkurrence. Ingen har behov for at blive taberen, så derfor er den ofte skjulte konkurrence en stor belastning for rigtig mange mennesker. Og konkurrence starter allerede hos de små drenge: "Min far er større/bedre end din far". Det skaber misundelse, bitterhed og yderligere konkurrence.
Derfor: Vær ærlig overfor dig selv, giv slip på bitterheden og lær dine børn at gøre det samme. Gå efter dine ærlige behov og konkurrer kun med dig selv. Det er meget stressende at lade bitterheden fylde op i hverdagen. Og den har en tendens til at forstærke sig selv, fordi den netop fratager dig muligheder og ikke skaber muligheder. Jo flere muligheder, du føler, der tages fra dig, jo større bitterhed og jo flere muligheder forsvinder op i den blå luft, og skaber endnu mere bitterhed. En ond cirkel er skabt.
Bitterheden kan blive så voldsom at den lyser ud af et gammelt menneskes ansigt, ja nærmest sidder i rynkerne. Forfærdeligt - ikke?
Dette var en lille opsang om Danmarks nationalsport. Jeg håber jeg kan være med til at gøre glæden til Danmarks nationalsport i stedet.
|