|
Hej.
Jeg har en kæreste, som jeg har været sammen med i ca. en 3 år. Forholdet har været meget on and off. Vi har været fra hinanden ca. 5 gange på de 3 år, men hver gang ender det med, at vi er sammen igen. Vi har det problem som sømanden, der, når han er hjemme, savner han søen, og så omvendt når han endelig kommer derud.
Det er ved at drive mig til vanvid.
Kan i se ud i fremtidens tåger, om det bliver bedre, eller om det er bedst at sige farvel og tak for denne gang.
På forhånd tak for svaret.
Mvh.
Christian
Kære Christian
For god orden skyld vil jeg gøre opmærksom på, at jeg af etiske og moralske grunde ikke kan se på en voksen tredje person, som ikke har bedt om det. Jeg kan dog godt se på situationen fra din vinkel.
Der er ingen tvivl om, at der mellem jer, er en forbundethed og ikke mindst tiltrækning, som gør, at I gang på gang genoptager forholdet. I føler nok, at I "ikke kan lade være". Men problemerne bliver ved med at komme tilbage, hvis I ikke gør noget målrettet for at gøre "tingene" på en anden måde, end I hidtil har gjort. Det handler om jeres indbyrdes kommunikation såvel som spillereglerne for, hvordan I ønsker jeres forhold skal være.
Vælger I at forsætte forholdet, kunne det være hensigtsmæssigt, om I får noget hjælp udefra f.eks. i form af en parterapeut. Han/hun er helt uvildig i forhold til jer, og kan beskrive og vinkle jeres problematikker for jer, så I bedre bliver i stand til at respektere jer selv og hinanden.
Med venlig hilsen
Henriette Albrecht Jensen
Clairvoyant rådgiver, medie og healer
|