|
Hej Maryanna,
Jeg er en kvinde på 50 år, der som 33-årig fik konstateret candida hos en kinesiolog i Ballerup. Jeg var på stenalderkuren i et år, hvorefter jeg droppede det, fordi jeg var blevet slank og følte jeg havde det godt. Dog skal det lige siges, at jeg under hele kuren var meget træt.
Jeg har fået en autoimmum sygdom for ca. 12 år siden, da jeg fik min søn, nemlig for lavt stofskifte. Derudover lider jeg af høfeber, som er blevet værre og værre fra år til år. I starten var det kun bynke og kat jeg ikke kunne tåle. Sidste år vidste det sig, at jeg nu også har fået birkepollenallergi samt allergi overfor hunde.
Jeg er under selvudvikling i øjeblikket og jeg mener selv, at min allergi er kommet efter et overfald, da jeg var 20 år, som aldrig blev anmeldt. Allergien startede småt nogle år efter, hvorfor en speciallist i allergi ikke synes jeg skulle lade mig vaccinere, da det sikkert ville gå væk, når jeg havde fået bearbejdet mine psykiske problemer, hvilket jeg var enig i. Jeg går meget op i alternative behandlingsformer samt helskostprodukter, men har desværre været nødt til at bruge Kerstine antihistaminer.
Jeg har nu igen fået svamp for ca. 4. gang i min mundhule samt svælg og tager derfor noget hømopatisk medicin herfor.
I den anledning har jeg været på læge Carsten Vagn-Hansens hjemmeside og læse om autoimmune sygdomme, candida og proteinintolerance. Han skriver, at man også kan rette sig efter kuren for ens blodtype. Jeg har blodtype B. Når jeg læser om blodtypekost, skal jeg undgå hvede, da B-typen reagerer på gluten, der findes i hvedekim og fuldkornshvedeprodukter. Jeg skal undgå sesam-, solsikke-, og majsolie, fordi de indeholder lektiner, men jeg skal også undgå en masse andre olier - deriblandt tidselsolie som jeg skulle spise på min grød om morgenen, da jeg var på candidakuren. Jeg skal efter blodtypekuren undgå jordnødder, sesamfrø, solsikkefrø, græskarfrø, pinjekerner, caschewnød mv. Da jeg var på candidakur kunne jeg riste sesam, solsikke, og græskarkerner og komme dem på min morgenmad. Gør det, at de bliver ristet nogen forskel i forhold til blodtypediæten?
Jeg er lidt forvirret over kostens sammensætning, når jeg både skal følge blodtypekuren og candidakuren, hvor jeg fx gerne måtte spise fuldkornspasta. Må jeg gerne dette efter begge kure?
I blodtypekosten må jeg ikke få smør, men ghee. Efter candidakuren var det ok, at spise økologisk smør. Kan jeg også gøre det efter blodtypekuren?
Efter blodtypekuren, må jeg gerne drikke mælk, hvilket jeg også før min candidakur gjorde meget, men efter candidakuren har jeg ikke drukket særligt meget. Jeg har haft erstattet komælk med soyamælk eller rismælk. Efter blodtypediæten er soyamælke ikke tilladt.
Efter blodtypekuren er kanel forbudt. Efter candidakuren var det ok med økologisk kanel. Er der forskel på almindelig kanel eller øko-kanel?
I blodtypekuren er tahin forbudt, men i candidakuren var det ok. I candidakuren kunne jeg spise kikærter, men den går ikke efter blodtypekuren.
I blodtypekuren må jeg spise stort set al slags frugt, men på candida måtte jeg ikke få frugt på grund af frugtsukkeret.
I 2005/2006 gik jeg hos en kinesiolog i min egen by. Denne konstaterede følgende: Guvernør, tungmetal og svamp i mund og svælg. Senere var det Guvernør, parasit og tungmetal. Jeg fik en del hømopatiske midler og en masse vitaminer og mineraler, fiskeolie, aloë vera og noni-juice.
I 2008 tog jeg til kinesiologen i Ballerup igen. Han konstaterede følgende: Candida, parsit, lavt blodsukker og katar i maven. Jeg skulle på stenalderkuren igen, ingen hvedemel, ingen frugt, ingen sukker, ingen gær, ingen svampe, eddike, mælkeprodukter, ingen sodavand, vin eller spiritus, ingen hvedepasta, hytteost, fetaost, majs, tomater, ærter, soyaolie, begrænset indtag af gulerødder, ingen madvarer der tilhører natteskyggefamilien (måske pga høfeber/bynke), hvilket vil sige blandt andet kartofler.
Derimod kunne jeg spise piskefløde, økologisk smør, men med måde, æg, rapsolie, bruge soyamælk til bagning, spise vilde ris, oliven, pop corn, spise oliven, spise majsmel samt citron, kylling, kalkun, kalvekød, vildt samt al slags fisk, men en del af disse madvarer er forbudt efter blodtypekuren.
Jeg er i besiddelse af næsten alle bøger, der omhandler candida og har også bogen "Spis efter din Blodtype".
Kan du hjælpe mig lidt på vej med hensyn til en fremtidig diæt? Det er svært at følge begge kure på en gang.
Venlig hilsen
Vædderen
Kære Vædder.
Jeg kan godt forstå, at du er helt rundt på gulvet. Først er jeg nødt til at slå fast: Du kan ikke følge begge kostvejledninger på een gang. Candida-kuren er bygget efter den opskrift, at alle patienter med candida reagerer ens. Det gør de ikke, da mennesker ikke ER ens. Dér er det, at din behandler skal gå ind og finde ud af, hvor du afviger - og hvilke hensyn/forholdsregler, der skal tages i forhold til dit lidelsesforløb. Vær ikke ked af, at du er nødt til at tage Kerstine. De tester til 8,8 på en skala fra 1-10, når jeg kigger ind på dig. Dvs. de er overvejende til gavn for dig.
Blodtypekosten er den kostplan, der kommer tættest på at tage hensyn til individet. Men heller ikke alle kan spise alt, hvad der står på deres lister. Det gennemgående, man kan sige om blodtypekosten er, at den er formet, så den giver kroppen optimale forhold at arbejde under - fordøjelsesmæssigt (og dermed også på de fleste andre områder, da vores fødeindtag i høj grad er med til at styre kroppens kemi).
Om candida vil jeg sige, at vi alle går rundt med candida-bakterierne i tarmsystemet, og at praksis viser, at den er voldsomt overdiagnosticeret som behandlingskrævende lidelse. Den er mest udbredt hos blodtype 0, ikke-udskillere, som er meget modtagelige overfor angreb. Der findes en række urter og andre stoffer, som har vist sig effektive overfor Candida albicans, men det er dog vigtigt at tage din mave-/tarmkanals overordnede helbred med i betragtning, da svampeinfektionen ellers har tendens til at komme igen. Så det bedste middel på sigt, mod candida, er at følge din blodtypekost.
Du er hårdt angrebet af autoimmune sygdomme, som netop er et problem for blodtype B. Derfor er candida-infektionen dit "mindste" problem (formentlig en følge af de andre problemer) og jeg vil foreslå dig, at du omlægger din kost til blodtypekost og indtil infektionen er bekæmpet tilretter blodtypekosten efter de overordnede retningslinier for candida-udsultning: Undgå alle former for sukker, undgå alkohol, ungå alle fødemidler med gærkulturer som fx ost, tørrede frugter, nødder, etc. Undgå mælk og mælkeprodukter (brug fx rismælk i stedet); undgå allergener, undgå stress, undgå al industrielt fremstillet mad og tilsætningsstoffer.
Endvidere:
- Spis mere olivenolie - den er gavnlig for blodtype B - og vil være et bedre valg end både ghee og smør. Spis mindst to spsk. om dagen. Du kan bruge det til at stege i, som salatolie osv.
- Hvis du kan få fat i brændenælderødder (evt. ekstrakt af brændenælderødder), findes der heri et lektin som uskadeliggør Candida albicans ved at klumpe dem sammen, så kroppens immunsystem fjerner dem.
- Probiotiske bakterier har også en vis virkning mod svampen, og store mængder af dem i din tarm vil hjælpe med at beskytte dig mod candida. Her er Lactobacillus acidophilus, Lactobacillus reuterii og Lactobacillus casei de mest effektive. Fx kan du købe kapsler med Lactobacillus acidophilus og tage dem som angivet på etiketten. De skal være "slow release", altså med lang effekt, og skal opbevares i køleskab.
- Og så håber jeg, at du kan lide krydderier. Specifikt tænker jeg på timian, oregano og rosmarin. Disse krydderurter øger modstandskraften mod bakterier og andre mikroorganismer som fx candida. De er i stand til at forhindre, at candidasvampen hægter sig fast på dine celler, og er endda i stand til at skubbe dem væk fra cellerne, hvis de allerede har sat sig fast. Brug dem i maden og lav evt. te af dem.
- Blæretang (Laminaria digitata) fremmer modstandskraften, så svampen ikke kan få fodfæste.
Og så til dine spørgsmål:
- Nej, ristningen af frø gør generelt ikke nogen forskel i blodtypekosten. Det afgørende er, hvordan fødevaren opfører sig, når den bliver fordøjet. Dette gælder også dit spørgsmål om kanel.
- Fuldkornspasta er ikke OK. Men jeg ville da ikke selv være bleg for at prøve speltpasta, hvis jeg var dig.
- Mht. smørelse, skal din prioritering være følgende: Olivenolie, ghee, smør - i nævnte rækkefølge. Ghee er smør, hvor mælkebestanddelene er fjernet, så der kun er smørolie tilbage.
- Mælk vil jeg vente med at introducere i din kost igen til du har fået bugt med den nuværende infektion. Men følger du din blodtypekost, skulle det være muligt for dig at drikke mælk uden problemer.
Desuden skal du sørge for en regelmæssig døgnrytme, og det vil være gavnligt for dig at sætte tid af til en meditativ stund og evt. visualisering.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og vil meget gerne høre, hvordan det går dig.
De bedste hilsner,
Maryanna
Blodtypekostvejleder
www.epilepsi-partner.dk
|