Din Alternative Portal

Advertisement
Advertisement
Advertisement
Advertisement

Who's Online

Vi har 1 gæst online
Forside arrow Terapiformer arrow Homopati arrow Centrale principper
Centrale principper PDF Udskriv E-mail
Skrevet af Joakim Larsen   
tirsdag 06. maj 2008


diversevaegt1.jpgDe centrale principper i klassisk homøopatisk behandling er:
1.  Lighedsloven
Homøopater ordinerer i henhold til lighedsloven det afprøvede homøopatiske middel, som ”passer” til det totale sygdomsbillede, som patienten har.


Baseret på lighedsloven anvender homøopater de potenserede, dynamiserede  lægemidler, da man anser sygdomme for at være dynamiske, dvs. af energetisk karakter, og derfor kun kan helbredes med et tilsvarende dynamisk lægemiddel.

2.  Modtagelighed
Alle mennesker er forskellige og dermed modtagelige for forskellige sygdomme. Det er dybest set modtageligheden, der behandles homøopatisk. Nogle mennesker er modtagelige for overfladiske lidelser, andre for dyberegående lidelser. Af 10 mennesker, som går ud i regnen, får kun 1 influenza. Dette sker fordi vedkommende er modtagelig for infektionen. Ved at fjerne bakterier med antibiotika gør vi ikke noget for at rette op på ubalancen i livskraften, som skaber denne modtagelighed. Ved homøopatisk behandling er det modtagelighedsområdet, som forskydes udad, så organismen bliver mindre modtagelig for dyberegående og mere livstruende sygdomme og mere modtagelig for de overfladiske, ”lette” sygdomme.

snue11.jpg3.  Ordinationen er individuel
Ordinationen sker som tidligere nævnt i overensstemmelse med lighedsprincippet baseret på hele mennesket. Årsagen er, at enhver lidelse opleves forskelligt fra person til person. Den udløsende årsag vil også variere. Homøopater ordinerer derfor ikke ét middel til én sygdom. Derimod finder homøopaten det lægemiddel, som bedst dækker hele patientens tilstand, dvs. på raske mennesker kan fremkalde de mest lignende symptomer og reaktioner, som dem patienten har. Derfor vil ti patienter, som alle lider af f.eks. halsbetændelse, ofte modtage ti forskellige homøopatiske midler, afhængig af deres individuelle symptomer.

4.  Miasmer
Homøopater arbejder også ud fra den teori, at vi har medfødte prædispositioner til sygdomme. Dette kaldes miasmer. Når den miasmatiske disposition tages med i betragtningen om valg af homøopatisk middel, er det muligt at helbrede på et væsentligt dybere plan.

Miasmen udgør ikke sygdommen, men er snarere udtryk for måden vi reagerer på eller dybden i reaktionen på sygdom. Nogle resignerer, nogle kompenserer. Der er beskrevet en række miasmer i homøopatisk teori og de er et helt studie i sig selv.

5.  Lægemidlerne skal være prøvede på raske mennesker
De homøopatiske midler er alle afprøvede på raske mennesker. Der laves ikke forsøg med dyr. Årsagen er, at dyr ikke kan give udtryk for det enkelte symptoms natur, dvs. dets præcise placering, den eksakte oplevede følelse i symptomet, samt hvad der påvirker det positivt og negativt.

Afprøvning af et middel - kaldet lægemiddelprøvning - foregår i flere omgange over flere år førend man kan være sikker på, at lægemidlets affiniteter (affinitet: et stofs tilbøjelighed til kemisk at knytte sig til et andet) er kendte. Siden Hahnemann’s tid er der lavet prøvninger på mange hundrede midler, og nye kommer til hver dag.

6.  Mindst mulige dosis
Homøopater anvender meget små doser. Årsagen er, at lægemidlerne fungerer som impuls til at sætte livskraften i gang med den selvhelbredende eller harmoniserende proces. Hvis impulsen gentages for ofte virker det forstyrrende og kan medføre ubalance, og det kan derfor have uhensigtsmæssige konsekvenser.

7.  Ét middel ad gangen.
Homøopater ordinerer altid kun ét lægemiddel ad gangen. Årsagen er, at det ifølge grundlæggende homøopatisk teori altid er muligt at finde similimum, dvs. det ene lægemiddel, som bedst dækker hele symptombilledet både fysisk, følelsesmæssigt og mentalt. En anden årsag er, at lægemidlerne er afprøvede ét ad gangen. Derfor kendes deres materia medica billede enkeltvis.

Når der ordineres et enkelt middel ad gangen har homøopaten desuden lettere ved at hjælpe patienten i helbredelsesprocessen, fordi man nøjagtigt ved, hvilke midler patienten reagerer på. Hvis akutte situationer opstår, er det samtidig hurtigere at finde et beslægtet middel.

Men det er ikke altid ukompliceret at finde similimum. Det kræver et godt samarbejde med patienten, stiller krav til homøopatens empatiske og analytiske evner, til hans viden om homøopatisk teori og materia medica og grundighed. Derfor er det oftest lettere for personer, som ikke har modtaget nogen særlig homøopatisk uddannelse at ”skyde med spredehagl” og anvende lægemiddelkombinationer, populært kaldet kompleksmidler, og derigennem opnå en delvis effekt.

8.  Heerings lov.
Når homøopater vurderer effekten af behandlingen benyttes bl.a. Heerings lov. Den siger, at helbredelse sker oppe fra og ned, indefra og ud, og at symptomerne aftager i omvendt rækkefølge af, hvordan de er opstået, dvs. de yngste symptomer forsvinder først. Dog afhænger dette af bl.a. kompleksiteten i tilstanden.

Sidst opdateret ( onsdag 10. december 2008 )
 
< Forrige   Næste >