Små ord som betyder en verden til forskel!
"Kommunikation er en svær ting", siger vi ofte, og hvor tit sker det ikke, at vores kommunikation slår fejl og der kommer andre udfald end det vi ønskede?
Lad mig komme med nogle enkelte, små ord som kan gøre en verden til forskel:
Hvorfor er hvorfor ... et følsomt spørgsmål?
Hvorfor får os til at tænke på fortid og de begrænsende regler og overbevisninger, som omverdenen har givet os og som vi har taget til os.
Hvorfor-spørgsmål vil oftest irritere eller blot udløse en bevisførelse i henhold til personens interne regler og overbevisninger.
Der er manglende retning og fremdrift og det lyder ofte om en anklage, til fordel for analysering af tidligere hændelser.
Det kan måske være godt nok for en stund. Det vigtigste er dog at komme videre - finde nye muligheder og ressourcer.
Her bruger vi blandt andet hvordan- eller hvad-spørgsmål - som appellerer til at tænke frem og opdage nye valgmuligheder.
Et eksempel kunne være:
"Hvordan kan det være det ikke lykkedes denne gang?" eller "Hvad er årsagen til, at det ikke lykkedes denne gang"?
Ja, der er mange muligheder og det er da et godt spørgsmål som jeg vil analysere lidt på.
Hvorimod "Hvorfor lykkedes det ikke denne gang?" lyder anklagende og jeg bliver nødt til at undskylde og finde fejlene frem for nye muligheder.
Prøv selv at fornemme forskellen!
Fokus på MEN og OG
MEN er et andet pudsigt ord, hvis funktion de færreste spekulerer over og kalkulerer med.
MEN har en tendens til at slette det der siges forud for ... MEN ...
Eks.: "Flot bil du har fået, MEN grim farve". De fleste vil her fokusere på det der følger efter MEN'et - på den grimme farve, frem for den flotte bil.
Det sker forbløffende ofte i det daglige, at vi mod vores vilje får drejet fokus væk fra det essentielle.
Som beskrevet omkring HVORFOR, er MEN et ord at være varsom med, frem for at udelade det af sit sprog. Med træning kan man lære sig at benytte MEN for at dreje fokus bevidst, f.eks. i retning af noget mere værdifuldt.
Eks.: Vurder i følgende eksempel, hvilket af de to udsagn, der henholdsvis "løfter" og "dykker":
"Du klarer det godt, MEN der er lang vej igen."
"Der er lang vej igen, MEN du klarer det godt."
Fokus på OG (erstatte MEN med OG)
Ved brug af MEN er det som om ansvaret og dermed valg/muligheder lægges væk.
Eks.: "Jeg vil gerne til Thailand, MEN det koster mange penge."
Tendensen her er at slippe sin "personlige power" - at lægge ansvaret fra sig. Hvis man erstatter MEN med OG inkluderes det, der går forud, og ansvaret og den personlige power bibeholdes.
Eks.: "Jeg vil gerne til Thailand OG det koster mange penge."
Det koster stadig mange penge MEN, nu kan der træffes et valg; vil jeg bruge de penge eller er der andet jeg prioriterer højere lige nu?
Fokus på IKKE
Negationer er umiddelbart ord, der virker benægtende. Et ord som IKKE flyver gennem luften tusindvis af gange i løbet af en dag.
Det pudsige er, at vores fokus ryger direkte hen på det der benægtes. Siger man: "Du må IKKE tænke på blå", vil 98% starte med at tænke på blå, for så at finde noget andet at tænke på. Nogle gange med held og andre gange uden.
Det er overordentligt almindeligt for langt de fleste af os at fortælle andre, hvad de IKKE skal, må, bør, kan.
"Du må IKKE lyve." fremfor "Du bør tale sandt."
"Nu må du IKKE grine." fremfor "Dette er alvorligt."
Hjernen opfatter IKKE som en opfordring til at fokusere på det, der følger efter, på samme måde som MEN opfordrer til at fokusere på det der kommer efter.
Sagt på en anden måde; hjernen forstår IKKE ikke! Så vær bevidst om at udtale, hvad du ønsker frem for, hvad du IKKE ønsker!
Ingen regel uden undtagelse! Når IKKE sættes sidst i en sætning, virker det bekræftende - gør det IKKE?
|