Advarsel mod "party"-kosttilskud

Fødevarestyrelsen advarer mod ni sundhedsskadelige kosttilskud, der bliver solgt fra hjemmesiden Partypills.dk samt i kiosker og på diskoteker i Øst- og Midtjylland.
Læs videre... [Advarsel mod "party"-kosttilskud]
 

Din Alternative Portal

Chat på Alterne

We have 21 guests online
Advertisement
Advertisement
Advertisement
Advertisement

Who's Online

Vi har 21 gæster online
Den Hængte PDF Udskriv E-mail
Skrevet af Maryanna Morthensen   
lørdag 17. maj 2008
denhaengte1.jpgDen Hængte er et kort, der peger på en situation, der er stivnet, afsluttet eller ikke kan komme ud af stedet.


 

Trumf nr. XII 

En situation, hvor man ikke kan komme frem eller tilbage uden at blive kvalt. Sådanne situationer betegner ofte vendepunkter i et menneskes liv, for man kan kun komme videre ved at give slip, give sig hen, lære at se tingene på en ny måde eller vedgå sig nødvendigheden af at bryde med de mønstre, der har fået én hængt. Derfor er Den Hængtes positive budskab, at det ikke kan blive værre, og der kun er én vej frem: Erkendelse og overgivelse til selvindsigten. Ved at forholde sig roligt og mærke, hvad der sker indeni og reflektere over det, tage ansvar for sine handlinger og situationen, bliver det muligt at bryde stagnationen og skabe ny forvandling og fremdrift.

Den hængte Mand er et symbol på spirituel opvågning, og der, hvor alle andre ville blive vanvittige, føler du fred; der, hvor andre mennesker tror sig frie, men i virkeligheden drives fra den ene ting til den anden af kræfter, som de ikke selv forstår, vil du opnå en virkelig frihed, hvis du forstår og omfavner disse kræfter.

denhaengte11.jpgBilledet på kortet viser et nøgent menneske, naglet med hovedet nedad over åbent vand og venstre fod i det omvendte ægyptiske kors, ankh’en. Ankh’en er ”livets nøgle”, der omvendt kan symbolisere at livet fornægtes. Den Hængte er ikke i stand til at modtage (venstre) solens energi. Tilmed har forvandlingens slange rullet sig sammen om hans ankel og hjælper ikke til. Den Hængte er blind for det, der sker omkring ham; han har lukket øjnene som symbol på, at han ikke ønsker at se noget, der afviger fra hans egne forestillingers lukkede systemer. Og måske heller ikke har brug for det lige nu. Han har mistet tilliden til verden og han har mistet tilliden til sin egen intuition. Alt forekommer ham håbløst og dømt til fiasko. Den Hængte er et billede på depression, når den er dybest, hvis jeg skal give dig et eksempel fra den fysiske verden på Den Hængtes energi. Men selv i depressionen er der noget positivt: Det er muligheden for at lære sig selv at kende og finde fred med sig selv, idet man ikke magter at forholde sig til omverdenen eller bidrage til livet, men bevæger sig rundt i sin egen sjæls mørke. Her er tilskyndelsen til at holde fast på de sidste rester af sig selv størst – og det, der er med til at fastholde tilstanden. Indadvendtheden optræder, fordi du har brug for at finde fred i dig selv, før du kan konfrontere verden.

Den nøgne mand symboliserer de nøgne kendsgerninger. Se dem i øjnene eller fortsæt dit begrænsede liv. Det er her, at den styrke, du fandt i det foregående kort, Lyst/Styrke, skal stå sin prøve. Du kommer videre ved at overgive dig til din nyfundne tro på dig selv. Trods den nuværende manglende tro, er det ved at opgive kontrollen – og de reb, kontrollen binder én med – at Den Hængtes tro på livet, og hans egen indflydelse på det, vil genopstå. Paradoksalt nok. Han må overgive sig til noget, der er større end han og give afkald på at få sin vilje. Ikke fordi han skal ydmyges, men fordi det er hans vilje, der har bragt ham i den håbløse situation, han hænger i p.t. Belønningen er, at livet igen begynder at strømme igennem ham.

På kortet har manden krydset benene som et omvendt 4-tal. Da 4 repræsenterer helheden i det jordiske (verden og bevidstheden), symboliserer det her en person, der har vendt værdierne på hovedet, dvs. at det ubevidste ikke anses for værd at beskæftige sig med og derfor underudvikles. Dermed bliver det ubevidste en kraft, der styrer fra det skjulte og dermed er svær at gøre noget ved. Dette symboliseres ved vandet, som Den Hængte hænger over – vand symboliserer i alle kulturer ofte underbevidstheden. Denne skjulte kraft slipper man kun fra med sindsligevægten i behold, hvis man er kreativ på en eller anden måde: Kunstner, forfatter, danser eller lign. Ellers kan det vise sig i typer som landstrygeren, rockeren, landsbytossen. Det er også her i underbevidstheden den største slange – mester for forvandling og udvikling – ligger til hvile. Kortet viser en tilstand af tilbagetrækning – og den udvikling, der ligger i at være passivt afventende, indtil der er samlet energi nok til en transformation, der kan lade de uhensigtsmæssige mønstre dø for at noget nyt kan fødes. Se næste kort – Døden.

Har Den Hængte en fremtrædende plads i dit oplæg, opfordres du til at vende dig indad og se på nogle dybe sandheder. Du opfordres til at gøre dig uafhængig af de ydre krav og bruge noget tid på at udforske dig selv og reflektere over det, du finder. Strip for dig selv og se, hvad det er for kendsgerninger din (psykiske) nøgenhed lader dig se. Det kan være hårdt at være vidne til, men det bringer fred med sig på sigt. Din indsigt fejler ikke noget, du har bare mistet kontakten til den og skal have den genoprettet, så den går ud i verden med autoritet. Hav tålmodighed og se til uden at give efter for trangen til handling, der overdøver det, du ser. Se og lær. I det øjeblik, du føler, at du er ved at briste af energi – så er tiden til at finde udtryk for det sete. Det hjælpes godt på vej ved kreativitet i processen.

Den Hængte er et af de kort, der omvendt i en vis grad umiddelbart signalerer større positivitet, hvis man ikke ser vækstmulighederne i modgangen i livet. Du ser nu, at tingene sker som du gerne vil have det – falder i hak – og du kan føle en stor glæde ved livet. De bekymringer, der har været, er det slut med og det er nu dig, der er på! Du har tillid til dig selv og til livet. Du føler, at du har så meget at give, og at dine medmennesker så gerne vil modtage det. Dette blændværk kan let fange dig i en følelse af forpligtelse overfor omgivelserne, som kan dræne dig for energi, for samtidig finder der – på et dybere plan af kortets symbolik – en kamp sted i dit indre. Ved at være så udadvendt og levende, kan du komme til at fornægte en grundlæggende del af dig selv – eller du kan have svært ved at acceptere virkeligheden – og på den måde konstant komme til at cykle mellem vild glæde og dyb fortvivlelse. Den Hængte i omvendt betydning betyder, at egoet får den plads, det vil have. Dette betyder til gengæld også, at du let kommer til at tage livet for givet – fordi det er så let … – og dermed ikke lever helt i dette ords dybeste betydning. Den Hængtes energi, retvendt eller omvendt, fjerner sig først fra dit liv, når du mestrer balancen mellem det åndeliges totale egoløshed og det fysiskes egocentrerethed. Ingen af delene er hensigtsmæssige i en overvejende fysisk dimension som den jordiske; derfor gælder det om at finde en balance. Denne balance har du opnået, når du er glad og tilfreds i din hverdag – som noget, du kan føle kommer helt inde fra din inderste kerne.

Eksempel: En 19-årig mor kommer for at få afklaring af, hvad der sker i hendes liv og hvad hun kan gøre. Pga. fysiske og psykiske overgreb igennem hele hendes liv, har hun udviklet en personlighed, der i høj grad tilpasser sig omstændighederne på bekostning af hende selv. Det har hendes barn lavet om på. Som mor føler hun et ansvar for sit barns velfærd, og vil beskytte det mod de ting, hun selv var udsat for. Dette har bragt hende i konflikt med familien. Den Hængte træder ind omvendt som det gode råd til den unge mor. Ud fra sammenhængen med resten af oplægget, er rådet til hende, at hun skal stå fast på sit. At det er på tide, at hun siger, hvad hun mener og inderst inde føler. Omgivelserne vil nu forstå, hvad det er, hun siger og være positive overfor det. Samtidig skal hun passe på ikke at falde i den fælde at binde sig hjemme af sit barn, men sørge for også at komme ud med jævnaldrende. Kortet opfordrer hende til at udvikle den følelsesmæssige ægthed, hun så længe har fornægtet, gennem kreativitet og leg.

Sidst opdateret ( søndag 18. maj 2008 )
 
< Forrige   Næste >