|
Hej Ulla.
Jeg tænkte, at jeg ville give min mor en duftsten i julegave, da hun lider af svær KOL (kronisk obstruktiv lungelidelse/red.) og har meget svært ved at trække vejret. Nu skal jeg jo så med omhu vælge olien, hun skal have til duftstenen. Jeg har hørt, at fyr er det rigtige valg til åndedrætsbesvær, men jeg vil meget gerne høre din mening først.
Hej du.
Det er rigtigt, at fyr er god til åndedrætsbesvær - til mange. Måske ville jeg vælge hvidgran i stedet for, den er lidt mildere, og så minder den nogle om duften af julegran/granskov. Det er en positiv indfaldsvinkel for de fleste, og det er vigtigt i svære tilfælde som dette. Citron kan som sådan også hjælpe, og undertiden er det bare det, at det dufter dejligt, for det får os ubevidst til at trække vejret dybere. Vi ønsker at suge duften til os - helt ind i os.
Nogle har glæde af mynte og eukalyptus, dog vil jeg vælge citronmynte og eukalyptus radiata. De renser også lungerne. Men der er nogle, de har den modsatte effekt på - de skaber irritation pga. deres styrke.
Ravintsara kan også rigtig meget her, men den sælges sæsonvist og er udgået i vinterhalvåret.
Skulle din mor få en infektion i lungerne, kan du supplere med cajeput og niaouli i milde doser, men frem for alt: Der må ikke anvendes dufte, som påvirker psyken negativt. De kan blokere. Der må heller ikke anvendes dufte, som får lungerne til at trække sig sammen eller producere slim pga. irritation.
Så vær opmærksom på, hvordan hun reagerer på duften på lidt afstand og så tættere på.
Held og lykke.
Ulla Kvintel
Aromaterapeut og massør
www.aroma-alfen.dk
|