|
Jeg har to forliste forhold bag mig. I det første var jeg gift med manden; han døde som følge af alkoholmisbrug. Jeg var på daværende tidspunkt 27 år og havde 2 børn på henholdsvis 5 og 7 år. Må sige, det var faktisk en lettelse, at manden døde, så kunne børnene og jeg få en dagligdag til at fungere igen. Mere fred og ro i hverdagen. Men kort tid efter, ca. 3 mdr. efter møder jeg ... hvad jeg troede skulle være manden i mit liv. Et års tid efter flytter vi sammen og efter at have boet sammen godt et års tid, føder jeg endnu et barn. Alt skulle være så godt, men det blev faktisk noget skidt.
Det viste sig, at manden altid havde røget hash. Godt nok skjult for mig. I løbet af nogle år begynder han også at drikke og få alkoholproblemer. Det eskalerer meget og bliver uudholdeligt. (2009 - børnene er 23, 21 og 13 år. Den store er flyttet hjemmefra). Jeg falder om p.g.a. stress i efteråret 2008, får konstateret depression i februar 2009. Og i samråd med min læge, kan jeg mande mig op til at fortælle manden, at jeg flytter fra ham sammen med vores søn.
Det bliver en turbulent og svær periode, indtil jeg fandt lejligheden, hvor jeg bor nu sammen med sønnen. Sønnen vil ikke se sin far; mener han har gjort mig og ham så meget ondt, at han lige så godt kan afskrive ham som sin far. Efter jeg flyttede, har jeg og sønnen virkelig fået ro i tilværelsen, dejligt ... Og så sker der det dejlige, at jeg møder alletiders mand, ung mand på kun 36 år, ikke fordi alderen spiller nogen rolle. Vi snakkede virkelig godt sammen, der er en speciel kemi mellem os. Nogle gange kan vi ligesom fornemme, at den anden tænker på én (vi bor ca. 65 km fra hinanden) eller hvad den anden tænker eller vil sige. Rigtig dejligt at være på bølgelængde.
Men en hage ved det, er at hans eks. åbenbart har løjet for ham med, at hun brugte prævention og han havde haft sex med hende umiddelbart lige omkring, hvor vi lærte hinanden at kende. Hun er nu gravid ca. 3 mdr. henne. Hun ville ikke have en abort, selvom manden inderst inde ikke ønsker et barn mere på den måde (de har et sammen på 3 år, men de har aldrig boet sammen, da han bor på landet og det er ikke noget for hende). Nu er det så, at jeg nogle gange får de pokkers kvaler; kan for mit indre øje se dem sammen. Hvor hun bliver mere og mere gravid.
Han er simpelthen godheden selv og ville hjælpe alle mennesker, hvis han kunne. Nu er det sådan, at han kun ser datteren når det passer moderen, ellers må han ikke. Hun kan ringe og bede ham komme om aftenen og være barnepige, fordi hun pludselig skal noget. Og god som han er, gør han det - for at undgå vrøvl og ballade. Hvis han en enkelt gang siger nej, fordi han ikke kan eller har planlagt noget andet, bryder helvede løs. Og han bliver beskyldt for ikke at elske datteren, hvad der overhovedet ikke passer. Han undgår helst konflikter. Derfor frygter jeg, at når hun bliver mere besværet af graviditeten, vil hun udnytte situationen til, at han skal komme og passe hende (hun blev stiktosset, da hun fik at vide, at han havde mødt mig).
Hvad pokker gør jeg ... tror ikke jeg kan holde ud, hvis han skal tilbringe det meste af sin fritid sammen med eks'en. Han pointerer gang på gang, at det er fuldstændig slut mellem ham og hende. At det er mig han elsker. Jeg elsker ham rigtig meget og vil nødig miste ham p.g.a. dette. Jeg skal selvfølgelig ikke sætte mig på ham, men mener der må være grænser for, hvor meget man skal ofre sig for sin eks-kæreste. Jeg vil så absolut heller ikke have det godt, hvis hun fik ham overtalt til at være med til fødslen. Jeg er glad for hans datter og ville aldrig nægte ham at se hende. Håber vi kan komme til at få hende i nogle flere weekender end de få, der er nu. Hvad stiller jeg op? Hvordan tackler jeg denne situation? Vi har egentlig mange planer for fremtiden, sammen ... men der er lige dette her, der skal overstås. Jeg er virkelig i syv sind. Elsker ham virkelig meget, men kan ikke acceptere hvis han skal være ved hendes side under fødslen. Hjælp ønskes!
På forhånd tusind tak.
Med venlig hilsen
Lene S. N.
Kære Lene.
Det første jeg kommer til at tænke på, når jeg læser dit brev, det er, at det er SÅ vigtigt at følge sit hjerte og ikke lade fornuft eller frygt styre beslutninger. Der findes så mange bitre, gamle mennesker, der ikke turde følge deres hjerte i beslutningerne, men i stedet fulgte frygt eller fornuft og senere fortrød beslutningen. Og dette gælder jer begge.
Din kæreste kan sagtens tage ansvar både for sit nuværende og kommende barn, uden at deltage i fødslen, men på den anden side: Elsker han dig og vil leve sit liv sammen med dig, vil det ikke ændre jeres forhold, at han deltager i fødslen. Så stil ham frit, lad være med at presse ham til at blive væk fra fødslen, men oplev dig selv som værende i stand til at rumme, at han står ved hendes side, når hans barn bliver født. Vi kan alt for let miste det, vi holder af ved at ville tvinge dem til noget, men ved at give dem muligheden for selv at vælge, vinder vi dem. Du er bange for at miste ham, nu du har fundet en god mand; giv slip på den frygt og find i stedet glæden over jeres kærlighed og troen på, at det varer livet ud.
Held og lykke med fremtiden.
Kærlig hilsen Kiirsten
Clairvoyant, kinesiolog og akupunktør
www.kiirsten.dk
|
