Advarsel mod "party"-kosttilskud

Fødevarestyrelsen advarer mod ni sundhedsskadelige kosttilskud, der bliver solgt fra hjemmesiden Partypills.dk samt i kiosker og på diskoteker i Øst- og Midtjylland.
Læs videre... [Advarsel mod "party"-kosttilskud]
 

Din Alternative Portal

Chat på Alterne

We have 19 guests online
Advertisement
Advertisement
Advertisement
Advertisement

Who's Online

Vi har 19 gæster online
Forside
Flygter for voldtægtsmænd PDF Udskriv E-mail
Skrevet af Maryanna Morthensen   
tirsdag 31. marts 2009

Hej Smil

Nu kom jeg tilfældigvis på din side, og sjovt at jeg fandt et brev ligende det, jeg vil spørge dig om.

Jeg har gennem mange år (tror 4-5 år) drømt, at jeg bliver voldtaget. Der er perioder, hvor det gentager sig hele tiden, også kan det gå flere mdr. og måske et helt år før det kommer igen. Altså normalt underkaster jeg mig ikke - jeg står ved min ret. Jeg har aldrig været udsat for direkte overgreb - men jeg har en underlig fornemmelse af, at der engang er sket mig noget. Jeg var væk fra mine forældre i 1 måneds tid, hvor jeg boede hos min onkel.

Jeg var omkring 7 år. Det er som om den tid i mit liv er slettet fra min hukommelse, men jeg har en moster, med en meget skummel mand - jeg ved ikke hvorfor, men jeg har dårlig fornemmelse omkring ham (han boede tæt på min onkel. Der hvor jeg boede i 1 md.) Jeg har ikke set ham siden, og tør heller ikke. Jeg ved, at det virker mærkeligt, når jeg ikke har noget på manden, og at jeg ikke kan huske noget. Jeg har haft de følelser så længe jeg kan huske tilbage (mht. min mosters mand), men jeg har aldrig turdet at fortælle det til nogen. Kun min kæreste kender til det!

Jeg har ikke seksuelle forhold - vil vente til ægteskabet og jeg føler mig overhovdet ikke presset! Men i min drøm bliver jeg altid forfulgt. Nogen gange er det folk, jeg kender, andre gange ukendte ansigter. Jeg er ikke blevet voldtaget i mine drømme, er altid stukket af ... Generelt er jeg også bare bange for mænd. Jeg kan ikke være alene med hvem som helst. Hvad kan dette betyde?

Jeg har også ofte drømme om, at jeg bliver gravid. Jeg er stadig jomfru i min drøm, og ved ikke hvem, der er faderen til barnet. Jeg bliver altid rigtig bange først og vil have abort. Lige inden jeg skal have abort, så finder de (lægerne) ud af, at jeg ikke har været gravid alligevel - også bliver jeg helt knust, fordi jeg alligevel ville have beholdt barnet. Hvad kan det betyde?

VH.
B. Glæder mig til at læse dit svar Smil

Kære B.

Ja - nu har jeg gået og gumlet på din drøm i nogle dage, og er kommet frem til følgende:

I vågen tilstand er bevidstheden ofte i stand til at undgå at beskæftige sig med spørgsmål, der vækker uro og som er spændingsladede. Men om natten, i vore drømme, kommer de op til overfladen og fylder drømmene med spændingsmættede symboler og angstfulde stemninger.

Drømmene om voldtægt har du haft i al den tid, du har været kvinde. Du er endnu i en alder, hvor du ikke har færdigudviklet din kvindelige identitet og du har endnu kun en intellektuel forståelse af, hvad det vil sige at være kvinde, og hvori kvinders kraft består, og hvordan man bruger denne kraft mest konstruktivt. Den fulde forståelse følger først med alderen og når du har gjort krav på din fødselsret som mor til kommende generationer.

Min følelse er, at dine oplevelser i 7-års alderen og de sidste 4-5 års drømme ikke umiddelbart har noget at gøre med hinanden. Dette føler jeg, fordi min erfaring er, at fortrængte problemer af den karakter, du beskriver ikke vil være så let tilgængelige og ligge så tæt op ad temaet som dine drømme om voldtægt og graviditeter gør. Indholdet fra den alder i din barndom vil være meget, meget mere symbolsk - nærmest som et folkeeventyr, fortalt for børn: Beregnet på at lære dem om måder at løse konflikter på, men uden at forskrække dem.
Så derfor vil jeg sige, at hvis du føler, at der er noget fra 7-års alderen, der bør tages hånd om eller afdækkes, så skal du finde en professionel terapeut at undersøge det sammen med. En brevkasse har hverken plads eller tæt nok kontakt med dig til at kunne gå ind i det.

Se, nu er vores indre, biologiske ur nogenlunde ligeglad med, hvilken kultur vi lever i og hvilke normer denne kultur foreskriver. Så når man bliver kønsmoden, så er det urkræfter, der er på spil og sætter dagsordenen - både fysisk, psykisk, spirituelt og mentalt. I mange kulturer har man overgangsritualer til at hjælpe de unge med at finde den nye identitet som mand eller kvinde efter årene som barn, kun med barnets rettigheder og pligter. Nu får man en helt anden status. Også i vores kultur, selvom de eneste "overgangsritualer" vi nærmest kan tale om herhjemme er at kaste sig umådeholdent over de nyvundne rettigheder: Sex, alkohol og arbejde. Der er ikke så meget hjælp at hente. Midt i hormonernes svirren - der driver lysten og værket - er man selv nødt til at finde sin vej til den nye identitet. Forbløffende, at det så ofte går godt!

I dine drømme gøres der opmærksom på en ubalance mellem det mandlige og kvindelige aspekt af dig - en ubalance mellem fornuft og følelse. I modsætning til den anden læser, hvis spørgsmål du læste svaret på, er du aldrig blevet voldtaget. Temaet i dine drømme er forfølgelse. Og forfølgelse angiver oftest, at der er sider af dig, der har behov for at blive indarbejdet. I dette tilfælde har du brug for at indarbejde mandlige karaktertræk som autoritet og handlekraft i din kvindelige identitet. Det er det, du prøver ved at "stå ved din ret". I drømme er den mest almindelige måde at vise, at en indarbejdelse af polerne 'mandligt' og 'kvindeligt' finder eller umiddelbart har fundet sted at drømme om samleje (eller tæt dans) ... noget ved den maskuline kraft forkommer dig altså så overvældende, at du indtil nu har valgt at flygte fra den - med det resultat, at du også har svært ved at omgås mænd i kød og blod. Mit gæt er, at siden din foretrukne løsning på voldtægtsproblemet i drømmene er at flygte fra voldtægtspersonerne, så handler det om, at du har brug for at blive mindre konfliktsky og tage mere ansvar. Ikke blot at stå ved din ret for enhver pris og kæmpe for at få den, men at du FÅR din ret alene på grund af den hvilen-i-dig-selv og autoritet, du udstråler.

Rødstrømperne tilbage i 70'erne stod ved det, som de syntes var deres ret. Det blev de ikke mere respekterede eller mindre undertrykte af. Snarere betragtet som "hysteriske". De fleste af dem opdagede nemlig aldrig "hemmeligheden": At det er balancen mellem det kvindelige og mandlige i personen selv, der afgør om man aftvinger andre respekt. At vide, hvornår man skal bruge sin mandlige kraft, og være aktivt udadfarende, og hvornår man skal bruge sin kvindelige kraft og tålmodigt bøje af og vente på et bedre tidspunkt, er kendetegnet for denne balance.

Dette er, hvad dine drømme om graviditet handler om. De hænger direkte sammen med dine drømme om voldtægt. At være gravid i drømme signalerer, at der er noget nyt på vej ind i personligheden. Igen bliver du angst og reagerer ved at flygte fra ansvaret - du ønsker abort. Lægerne, der er til stede, indikerer, at denne udvidelse af din personlighed som en graviditet forkynder, er indenfor din rækkevidde i en ikke for fjern fremtid. Men indtil videre har din egen uvilje mod forandring, og holden fast i det bestående, forhindret dette. Til trods for, at du inderst inde brændende ønsker at finde den balance, jeg har talt om (få barnet). Din underbevidsthed signalerer, at ønsket er så stærkt, at det svarer til en virkelig, falsk graviditet - som også udløses af et enormt ønske om at få et barn. Igen er det mandligt og kvindeligt, der 'slås' i dig. Du ønsker at give liv (kvinde), men du ønsker ikke at tage ansvar (mand). Du er splittet imellem ønsket om fuldstændigt herredømme over dit eget liv og ønsket om at udfylde den traditionelle kvinderolle. Den moderne kvinde finder balancen et sted derimellem, og det er dét, der har været dit tema i de senere år: Hvor går grænsen mellem for megen og for lidt frihed? Hvad kan jeg føle mig tilfreds med?

Vi skal lige holde fast i, at her hverken er tale om, at du indlader dig på samleje før ægteskab eller ægteskab nu med henblik på at blive gravid. Her er udelukkende tale om en udviklingsmæssig udvidelse af din personlighed, og belysning af de problematikker, der kommer op til overfladen omkring denne udvidelse og den frygt for det ukendte den bringer med sig. Herfra kommer alle billederne om voldtægtsintentioner, flugt og falske graviditeter.

Så hvad kan du gøre ved det? Jah, det bedste du nok kan gøre er at tage en mandlig tilgang til problemet og øve dig i at have det godt med at tage ansvar. Ansvar for, hvad du føler, hvad du siger, tænker og gør. Ikke at lede i omgivelserne efter folk, du kan give ansvaret for DINE problemer. Det er SÅ almindeligt at gøre dette, at ingen af os faktisk kan sige os fri for det (i psykologien har man givet det navnet 'projektion'). Selv ikke selvom vi bevidst arbejder på at undgå det. Pointen er, at jo mindre du gør det, jo mindre spredes din energi og jo stærkere bliver du. Tolerance bliver et fremtrædende træk hos dig.

Spørg dig selv, når tingene går enten godt eller skidt: Hvilken andel havde jeg i, at det gik som det gjorde? Identificér, hvad du gjorde i de situationer, hvor du var på toppen af alting og ros dig selv. Med mindre, at du finder frem til, at det der fik situationen til at gå godt var manipulation eller noget lignende, for så er det på sin plads at spørge sig selv, hvorfor der skulle sådanne midler til og hvad det gjorde ved de andre.

Går situationen dårligt, gælder det samme: Identifikation af, hvad du gjorde eller sagde der ikke var heldigt og anerkendelse af, at OK, så havde du altså også en del af skylden for, hvad der skete. Du kan ikke ændre, hvad den anden/de andre fremover gør, men du kan beslutte dig for at prøve at undgå at reagere på samme måde en anden gang. Det er ikke sikkert, at det lykkes de første mange gange, men hvis du bliver ved med at øve dig, bliver du til sidst god til det. Vær overbærende overfor dig selv, når du ikke lykkes. Der er ingen skam i at mislykkes. Men det er en skam ikke at forsøge igen ... og igen, indtil det lykkes. Tit og ofte er det et spørgsmål om at dressere sin tankegang, og vænne sig til at se positive såvel som negative følger af en given adfærd.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget. Som du kan se, er det ret forskelligt fra svaret til den anden spørger, så det understreger bare endnu engang, hvor forskelligt det er, hvad drømmesymboler betyder fra drømmer til drømmer.


De bedste ønsker for fremtiden og et liv i balance,
Maryanna Morthensen
Dipl. kunstterapeut
www.epilepsi-partner.dk

Sidst opdateret ( søndag 02. januar 2011 )
 
< Forrige   Næste >