|
Der er jo sket et i skift i politik, tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussen er blevet generalsekretær i NATO og derfor er posten nu givet videre til Lars Løkke Rasmussen.
Rent numerologisk er der tale om to meget forskellige profiler/mennesker.
Jeg har ikke kigget på deres navne, blot taget udgangspunkt i deres fødselstal, samt kigget lidt på deres personlige år (år 2009) og hvad der ligger her til dem i dette år.
Anders Fogh Rasmussen er født d. 26. januar, hvilket gør ham til en 8'er af psyke, men en 8'er som også påvirkes af 2-tallet & 6-tallet.
Dette betyder følgende:
En 8'er er forretningsmennesket.
8'erens planet er Saturn, der kan virke kold, arrogant, styrende, men også sparsommelig og pessimistisk.
Nøgleord om en 8'er er styrke, vilje og bestræbelser. Hvis energierne bruges positivt, kan han være en god leder, fordi han kan se bag om tingene og har en stor disciplin og viljestyrke.
Han er ambitiøs, skarpsindig og stræber efter magt og indflydelse. Store visioner, ambitioner og store armbevægelser.
Han er fanatisk omkring nogle ting, men har også en skabertrang og originalitet.
Hvis han er diplomatisk, vil han nå langt her i livet.
Privat kan han have giftet sig ung, pga. sikkerhed i at have en partner, frem for kærlighed. Han har svært ved at lade folk komme tæt på og se det sande jeg. Han er god til at skjule sine følelser og har svært ved at give efter. Han vil ikke vise sin sårbarhed og styres meget af det materielle, som kan koste ham lykken og kærligheden.
Når han er i sin positive cyklus, er han venlig og ansvarsfuld. Han er diplomatisk, disciplineret, viljefast og udviser stor styrke.
Når han er i sin negative cyklus, er han tyrannisk, dominerende, selvisk, kold og arrogant. Han er faktisk en man bør frygte, da han tager andre med i sit fald.
2-tallet giver ham gaven til at samarbejde og ville noget for fællesskabet. Det giver ham også evnen til at indsamle ideer og viden igennem andre mennesker.
Det giver ham evnen til at se en sag fra 2 sider, hvilket kan være nyttigt for hans medmennesker. Det giver ham også evnen til at formidle ting og budskaber på en behagelig måde.
6-tallet giver ham en skarp opfattelses evne og en sans for retfærdighed. Men også en vis portion stejlhed og stædighed.
Endvidere er hans personlige år i år 2009, et 2'er år.
Dette er et år fyldt med aktiviteter og muligheder for videreudvikling. Det er også året, hvor han bør slutte fred med sig selv og andre omkring sig. Et år hvor han bør søge efter helheden og ikke lade sig forvirre psykisk, fordi året vil være fyldt med en masse forskellige energier, tilbud og muligheder. Han skal træde tilbage og kigge på det store billede, søge bag om helheden og se alle de valgmuligheder, der ligger for ham i det her år. Er han mægleren i året, eller fredstifteren? I år skal bruges på om han vil have magt eller udvise empati. Det er også et år, hvor der er fokus på de spirituelle kræfter, som er stærke omkring intuition og behov, men de skal bruges med omtanke. Det er også vigtigt, at bruge året på indre ro og overblik.
Lars Løkke Rasmussen er født d. 15. maj, hvilket gør ham til en 6'er af psyke, men en 6'er som påvirkes af 1-tallet & 5-tallet.
Dette betyder følgende:
En 6'er er den moderlige energi.
6'erens planet er Venus, der står for idealisme, sanselighed, charme, penge, men også dobbelthed og forfængelighed.
Nøgleord om en 6'er er hygge-menneske, der sætter familie og venner højt.
Mad, kunst, luksus, hygge, harmoni, musik, hjemmet, familien fylder meget i en 6'ers liv.
En skarpsindighed og stor sans for retfærdighed, samt en person folk kommer til ved konfliktløsninger, problemstillinger eller ved andre uoverensstemmelser.
Han er generelt ansvarlig, pligtopfyldende og holder gerne hvad han lover.
I hjemmet holder han af ro, orden og harmoni, han bryder sig ikke om konflikter i sit hjem, han holder derimod af komfort, hygge, samvær og elsker at underholde sine gæster.
Når han er i sin positive cyklus, er han enormt charmerende, generøs, venlig, tålmodig, omsorgsfuld og bringer retfærdighed ind i andres liv.
Når han er i den negative cyklus, er han stædig, stejl, genstridig, hvilket gør at folk udnytter ham. Han vil blive lidt af en martyr, jaloux, bitter og føle stor selvmedlidenhed.
1-tallet giver ham lysten til frihed og til at være uafhængig, men giver ham også viljestyrke og masser af power. Det gør at han måske kan være dominerende og kold. Det gør også at han elsker at møde nye mennesker, opdage nye ting og har en stor nysgerrighed på livet. Han bør passe på sit ego, der ikke tåler kritik og som gør, at han sjældent vil indrømme sine fejl.
5-tallet giver ham evnen for kommunikation og formidling og en lyst til at få informationer, viden og analysere ting. Der er masser af energi i dette tal, så væltes han omkuld, rejser han sig hurtigt igen. Nogle gange gør det ham impulsiv og utålmodig overfor andre og han kan virke rastløs. Men det giver ham lysten til mental vækst, gør ham målrettet og flittig.
Endvidere er hans personlige år i år 2009, et mestertal år, nemlig et 22'er år.
Det er et år, hvor drømme kan gøres til virkelighed og en masse ting kan opbygges. Men også et år, hvor han skal have fokus på sine følelser og sit temperament, da han ellers kan fremstå skrøbelig. Han skal også have fokus på ikke at overanstrenge sig for meget, når nu planer og drømme skal leves ud. Bliver han for udmattet, vil dette medføre konflikter, stress og frustrationer. Det er et år, hvor det er vigtigt han udviser omsorg, meget omkring ham selv, i stedet for kun at have fokus på andres behov. Han skal derfor lytte til sin krop og de signaler den sender ham. Og så er det som sagt året, hvor han kan føre sine drømme og visioner ud i livet og få gjort dem til virkelighed.
|