|
Mange mennesker oplever en tilværelse fyldt med stadig stigende angst. Angst ligger som noget underliggende i det menneskelige system og kommer til udtryk, når vi føler os pressede af ydre omstændigheder.
Det kan være arbejdspres, byrder der pga. manglende selvværd forekommer os for store eller vi er blevet forskrækkede/bange over hændelser tidligere i livet som vi har svært ved at ”ryste” af os.
Angst kan komme til udtryk på mange måder; nogle føler ikke, at de ”er gode nok”, at de ikke har evner eller ressourcer til at klare bestemte ting i deres liv. Nogle bliver depressive – nervøse – urolige – bekymrede - søvnløse – får spiseproblemer eller er bange for at tage nye tiltag i livet.
Andre stresses til at flygte fra angsten – sidder sjældent stille - kaster sig ud i den ene opgave efter den anden – dyrker måske overdreven sport eller arbejde – er nærmest konstant aktive og kan have meget svært ved at være i ro og alene med sig selv.
Angst for ikke at være god nok kan gøre, at mange ikke får sat deres egne grænser – både over for andre men også over for deres egne krav. Deres grænser overskrides kraftigt, de ”tør” ikke sige ordentligt fra overfor andre – finder sig i dårlig behandling eller forlanger meget af sig selv – føler at de gør tingene forkert – irritation/vrede opstår og de kører en indre dialog, hvor de skælder ud på sig selv.
Derudover sidder angst som spændinger i kroppen og herved kan der opstår symptomer i form at forstoppelse, diarré, mavesmerter, eksem, hovedpine, migræne, vægtforstyrrelser, muskelspændinger m.m.
Angst er en naturlig følelse som hører til det at være menneske, men i disse tilfælde har den fået ”overtaget” og der bør derfor sættes ind overfor den. Dette kan være svært at gøre ved egen hjælp og derfor kan det være ganske effektivt at hente hjælp hos en erfaren behandler/terapeut.
Kinesiologi er en af de metoder, som har vist sig at have stor effekt på afbalancering af angst.
Kinesiologi er en behandlingsmetode, der ved påvirkning af energipunkter kan teste kroppen for dens ubalancer. Herigennem er det muligt at teste hvornår og hvordan denne angst er opstået – fx fra oplevelser tidligere i livet, ulykkelig barndom, overfald, ulykker, sygdom eller dødsfald. Disse oplevelser er ofte ikke blevet bearbejdet, de sidder som spændinger - skaber angst/ubalance og hæmmer det enkelte menneske i at finde fred og glæde i sig selv.
Kinesiologi afstresser og afbalancerer angsten, der over en individuel periode vil kunne stabiliseres og håndteres, så ro og livsglæde kan komme ind i sin rette mængde.
Under alle omstændigheder er der masser af hjælp at hente til at sætte ind over for angst. Hvilken form for hjælp der vælges, må være op til den enkelte, da der altid findes mange ”veje” og aldrig kun én mulighed, det vigtigste er dog at turde gøre noget og ikke blot lade stå til.
|