Uddrag fra aromaterapeutisk svar på et spørgsmål om tør hud, hår og negle:
Huden er et stort sanseorgan, så det, at du er ramt her, tyder på, at du er følelsesmæssigt presset så meget, at du udtørrer m.m. ...
- også emotionelt; altså kører på resterne eller bare opbruger dig selv. Huden er et spejl af kroppens tilstand, på linie med at øjnene er et spejl af sjælen/sindet/psyken. Der er nok også mangel på vitaminer, mineraler og umættede fedtsyrer.
Du har brug for fred og ro til at pleje dig selv – til regenerering og styrkelse af dit immunforsvar, og til at være dig selv med det, det nu indebærer. Du har muligvis brug for at styrke selvværdet og jordforbindelsen. Kan du ikke være så rationel, så start med at styrke selvværdet og pleje symptomerne og undgå stress, så vidt muligt.
Til hudplejen kan jeg anbefale flg.:
20 ml vildroseolie, 15 ml natlysolie og 25 ml avocadoolie eller macademiaolie.
Blandingen virker opbyggende, fugtighedsbevarende, mindsker hudspænding, udglatter huden og tilfører den gamma-linolensyrer, nogle vitaminer og mineraler m.m..
Du kan supplere med at komme 6 dr. vetiver æterisk olie i. Vetiver styrker det auriske skjold, skaber jordforbindelse, centrerer, stabiliserer, styrker de røde blodlegemer og blodtilførslen til huden (ilttransport).
Jeg har selv en tendens til, at mine negle bliver skøre. Jeg har lagt mærke til i de perioder, hvor jeg masserer en del, er mine negle langt stærkere. Så her kan du anvende samme blanding til neglene. Dine negle mangler tydeligvis næring af en eller anden slags.
Når huden klør, er det fordi den er tør, men den kan også være angrebet af svamp, ofte candida-svampen:
Candida kommer tit af sukker-narkomani, men ikke altid. Al narkomani er svær at komme af med. Jeg kender én, der kalder det ”en kold tyrker”, når hun går på afvænning fra slik (sukker) fra den ene dag til den anden.
Typiske candida symptomer:
Muskelspændinger, muskeltræthed, dårlig søvnkvalitet grundet muskelspændinger, energimangel, lettere irritabilitet – især når blodsukkeret er på vej ned, uro i kroppen, behov for at putte noget i munden – gerne sukkerholdige ting lige fra slik, chokolade, til kiks, småkager, sodavand (cola), marmelade m.m. På grund af muskelspændingerne er personen ofte kuldskær, der er blokeret for energiflowet. I huden kan der opstå små bitte blærer eller prikker, der klør. Er det rigtig galt, kan de blive til små åbne sår, og huden kan også blive skællet eller ru. Blodsukkeret farer altså op og ned; når det er oppe, er der aktivitet, og når det er nede, er der koncentrationsproblemer/sløvhed/irritation og tit et stærkt behov for at få noget at spise, så blodsukke-ret igen kan komme op. Jo flere søde ting, jo hurtigere forbrænding og efterfølgende dyk, og så startes der forfra i den onde cirkel.
Angelika æterisk olie rehabiliterer, øger dræning og udrensning af affaldsprodukterne, styrker lever, milt og mave, understøtter fordøjelsessystemet, styrker immunforsvar, dæmper svampevækst, lindrer visse hudirritationer, samtidig med at den dulmer abstinens-symptomerne. Den kan også anvendes supplerende til anden narkomaniafvænning.
Candidakur:
100 ml basisolie (eks. ½ mandelolie, ¼ macademiaolie, ¼ jojobaolie) + 50 dr. lavendel, 50 dr. niaouli, 10 dr. palmarosa. Evt. 45 dr. lavendel + 5 dr. angelika. (niaouli til candida og palmarosa til hudpleje).
Da du er ret medtaget, vil jeg anbefale, at du starter med ¼ dosis af de æteriske olier i 2 uger, herefter ½ dosis i 2 uger og såfremt der er god bedring, kan du gå op på fuld dosis 1 - 2 mdr.
Behandlingen kan suppleres med indtagelse af 1 - 3 dr. niaouli og 1 - 3 dr. citron æterisk olie i ½ spsk. honning 1 – 2 gange dgl.
I almindelighed skal du undgå sukkerindhold, mælkeprodukter, hvidt brød, gærede produkter og frugt; min erfaring er at frugt er vældig tilbøjelig til at øge gæring og dermed stimulering af svampevækst.
Eksem:
På det psykiske plan kan det omsættes til, at du føler dig angrebet på en måde, så det er svært at reagere mod omgivelserne. Det nedbryder immunforsvaret; du plages af noget, du ikke kan komme af med. Hvad trykker dig?
Blandt de fysiske årsager kan ses allergier, bl.a. nikkelallergi, som efter min erfaring forstærkes af for meget sukker. Obs. nødder m.m. Der er en del måder at behandle eksem på (alt efter arten og personen), jeg vil give nogle eksempler.
Eksembehandling:
4 dr. blå kamille, 4 dr. romersk kamille, 2 dr. lavendel til 10 ml vildroseolie (evt. macademiaolie).
Den blå kamille tager hånd om det fysiske problem og den romerske understøtter med at tage hånd om det psykiske.
Det er vigtigt, at der anvendes så lidt sæbe som muligt (eller en helt neutral sæbe). Sæbe tager hudens fedtstof og udtørrer den, det øger dens følsomhed. Ansigtet kan vaskes i kamillevand, som renser og plejer. Behandlingen skal anvendes om morgenen og til natten. Efter et stykke tid er det forhåbentlig kun nødvendig at pletbehandle.
Supplering med oliebade kan øge helingen. Det letteste er at købe et oliebad evt. Blue Velvet oliebad eller Blue Velvet Dushbalsam.
Nogle har haft glæde udelukkende af sheabutter/sheasmør til indgnidning af de ramte områder.
Andre har haft behov for en kombinationsbehandling med kamillefrø-oliekapsler og sheabutter eller Cocobalsam.
Oliekapslen åbnes og duppes på de irriterede områder, og efter ca. 15 min indgnides områderne med sheabutter eller cocobalsam 2-3 gage dgl. Overskud fra kapslen kan selvfølgelig gnides ind i huden.
Skælagtig eksem kan have lighed med psoriasis:
15 ml jojobaolie og 15 ml macademiaolie, 12 dr. rosengeranium, 7 dr. cajeput og 16 dr. bergamot. Huden indsmøres 2 – 3 x dgl.
Det kan suppleres med sortkommenolie indvortes, 1- 2 spsk. 2 x dgl. Sortkommenolien øger immunforsvaret, og flere allergikere anvender den inden pollensæsonen for at styrke immunforsvaret og derved mindske reaktionerne.
Hårpleje: skæl, spaltet og tørt hår:
Prøv om du kan få en helt naturlig shampo, ellers en babyshampo, for de gængse er alt for hårdhændede ved dit sarte hår.
I en neutral shampoo blandes 15 dr. patchouli for hver 50 ml. Patchouli er god til hovedbundsproblemer og gør det nye hår blankt.
En oliekur 1 x dgl. i en uge og herefter 1 x ugentlig i 2 – 3 mdr. Du skal nok forvente en oliekur til håret 1 x mdl. i lang tid.
Kuren kan bestå af 10 dr. eukalyptus, 15 dr. rosmarin eller tetræ – (som candidakur) i 45 ml macademiaolie og 5 ml jojobaolie.
Når kuren er overstået, kan der tilsættes 10 ml macademiaolie til 250 ml shampo. Mængden kan variere alt efter, hvor meget håret kommer til at ”indfedte” sig selv naturligt, så det ikke ser tørt ud, men heller ikke fedtet.
Mavetarmproblemerne tyder på, at du ikke kan fordøje det, du udsættes for. Du må i gang med en bearbejdning af det, der sker rundt omkring dig. Det er nok lettere sagt end gjort, for det er ikke altid til at få øje på det konkrete problem. Ordsproget siger, at det er svært at se skoven for bare træer.
Ingefær æterisk olie virker især på stofskiftet og er god til overspændte muskler. Indgnid maveregionen om morgenen rundt om navlen og i en spiral helt ud til siderne, og derefter tilbage igen rundt om navlen 2-3 gange: blanding 4 dr. ingefær i 25 ml basisolie evt. macademiaolie. Evt. supplering: 1 dr. pebermynteolie rørt i ½ tsk. honning opløst i ½ kop vand, der drikkes morgen og inden aftensmad, dog ikke på helt tom mave. Tidspunktet er ikke alfa og omega.
Obs.:
Rygning svækker blodlegemernes evne til at transportere ilt, idet visse af indholdsstofferne optager iltens plads.
Allergi: Nødder, nikkel m.fl., graviditet, ubehandlet epilepsi (eukalyptus), diabetes, lysfølsomhed (angelika (små doser))
Konklusion:
Man kan sige, at vi består af et ”indre jeg” og et ”ydre jeg”.
Det ”indre jeg” er sansning, drømme, forestillinger, følelser, tænkning, motivation, reaktion m.m. ~ det gode liv.
Det ”ydre jeg” er kroppen med dens 2 hovedfunktioner, hvor den ene stort set kører sit eget selvstyrende liv, især hvis vores ”indre jeg” har det godt – blodtryk, regulering af hormoner, fornyelse af celler, stofskifte m.m. Den anden funktion er at servicere det ”indre jeg” ~ at udføre det vi ønsker – at gå, sidde, elske, spise, læse osv.
Hvis det ”indre jeg” er tilstrækkelig overbelastet, ses det som forstyrrelser i det ”ydre jeg”, og senere bliver det til sygdom. Kroppen kan have arvet nogle genetiske svagheder eller tendenser.
Når det ”indre jeg” er ude af balance, påvirkes det ”ydre jeg” efter en tid. Når det ”indre jeg” ser sit ”ydre jeg” skæmmet, svækkes det ”indre jeg” yderligere. Så kører rouletten. Det gælder altså om, at kunne bryde den onde cirkel. Et svagt ”indre jeg” påvirkes i høj grad af omgivelserne, hvorimod et stærkt ”indre jeg” ikke sådan lader sig manipulere imod sine behov.
Billedligt set:
Vi kører i karrusel, som vi selv eller andre styrer i et andet tempo, end det der passer til os. Vi må have et ben ud, så farten kan stoppes eller sættes ned, så vi kan komme af. Først da kan vi for alvor gøre noget fundamentalt ved problemerne.
Tankens kraft er stor, så det at tænke positivt kan hjælpe. Skriv på dit spejl med en tuchpen: Min hud bliver smuk.
I starten vil du ryste på hovedet og tænke, vel gør den ej - og så bliver den det heller ikke. Du kan måske sætte en tidsfrist på.
Behandlingens udgangspunkt:
Jeg vil tage udgangspunkt i, at din svækkede hudtilstand også er påvirket af candida. Er den det ikke, gør det ikke noget.
Selvom angelika er en af de dyre æteriske olier, vil jeg vælge den som den bærende æteriske olie, da den ser ud til at kunne bedre mange af dine problemer. Dens indhold af furucumarin øger dog hudens lysfølsomhed, så jeg vil anvende den i en sesamolie, som går ind og underbygger angelikas virkning godt, samtidig med at den også beskytter mod lysfølsomhed. Jeg vil også anbefale, at du drikker gulerods-juice hver dag; det øger hudens tolerance over for lys og giver A-vitamin, som også er godt for øjnene. Et stort forbrug af gulerødder kan give en gullig toning af huden og en modreaktion af ubehag.
Hudpleje
Oliebad eller dushbalsam Blue Velvet (indeholder bl.a. lavendel og iris + plejende basisolier) morgen og aften, dog ikke om morgenen, hvis du er en langsom starter. Senere skal den måske erstattes af Harmony Oliebad eller dushbalsam (rose + plejende basisolier). De er på det nærmeste økologisk og indeholder ingen petrokemiske eller syntetiske stoffer.
Til serien hører også en kropsolie og lotion, som også kan anbefales til den forhåbentlig kommende normalfase.
Hud- og negleplejeolie:
100 ml basisolie (sesamolie + 15 ml natlysolie + 20 ml vildroseolie) + 8 dr. angelika, 40 dr. lavendel, 40 dr. niaouli, 12 dr. palmarosa., 8 dr. vetiver. Anvendes som beskrevet under hudpleje. I første omgang og for ikke at forvirre med for meget, vil jeg håbe på at angelika og sesamolien tager hånd om dit fordøjelsessystem.
Find ud af, hvad du bør undgå at spise.
Hårpleje:
I en neutral shampoo blandes 15 dr. patchouli for hver 50 ml. Er det ikke nok så se yderligere under hårpleje.
Får angelika og sesamolie ikke fat i fordøjelsessystemet, kan du også spise lidt revet ingefær. Overdreven brug fortynder blodet. En olie til indgnidning af maven kan også anvendes, hvis rå ingefær er for stærk for dig.
|