|
Hej Brevkasse.
Vi er 3 fyre, der har undret os over, hvad mulm betyder. Mulm, som i "mulm og mørke". Kan I give os et svar?
Julehilsner
De 3 sprognysgerrige
Hej Sprognysgerrige.
I Ordbog over det Danske Sprog, 1933, kan man se, at mulm har flere betydninger. Det er i dag nærmest et dialektord, men sammensætningen "mulm og mørke" kendes vist i alle landsdele.
1) Som navneord: Et mulm, mulmet. Bemærk kendeordet, da det findes i 2 udgaver med forskellig betydning. I denne første betydning betyder mulm "uvejrssky", "tyk, mørk sky" eller "tåge". Mulm og mørke har en tysk pendant, der hedder "Nacht und Nebel" (nat og tåge). I den sammenhæng, I spørger til, betyder mulm "tåge", da de andre betydninger skaber dobbeltkonfekt.
Mulm kan i ovennævnte betydninger også benyttes om sorg, smerte og lignende følelser, der formørker sindet eller om forhold, hvor disse følelser er fremherskende. Fx "modløshedens og afmagtens tyngende og rugende mulm".
Herudover kan det bruges om dødens mørke.
2) Som navneord: En mulm, mulmen. Dette beskriver en mør, kornet masse. Bruges om det smuldrende, pulverformige forvitringsprodukt af malm. Dette ses undertiden som en skorpe på malmens overflade. Mulm bruges også om knust og stærkt pulveriseret malm.
Akvariefolket bruger også ordet mulm i denne betydning, idet mulm (direkte taget fra engelsk: mulm) i et akvarium er den grynede masse, der lægger sig på bunden og som består af rester fra delvist nedbrudt, organisk materiale.
3) Som adjektiv/tillægsord: Her betyder det "mørk" eller "skyfuld". Ex: Det var en mørk og mulm dag.
Jeg håber, at I kan bruge svaret.
Godt nytår til jer alle.
Maryanna Morthensen
www.epilepsi-partner.dk
|