|
Homøopati er et medicinsk system, som blev grundlagt af Dr. Samuel Hahnemann (1755 - 1843) i Tyskland. Homøopati er baseret på det grundlæggende princip om, at lige helbreder lignende.
Homøopati er holistisk årsagsbehandling. Det betyder, at behandlingen tager udgangspunkt i personens samlede og individuelle tilstand, en tilstand, som kan komme til udtryk i fysiske, følelsesmæssige og mentale reaktioner, tegn og symptomer. Det er det hele menneske, som behandles homøopatisk, ikke blot de lokale symptomer eller en given diagnose.
Den homøopatiske behandling bestemmes og tilrettelægges på baggrund af en grundig anamnese (sygehistorie), dvs. en eller flere længere samtaler med patienten. Her afdækkes både tidligere sygdomme og nuværende sygdomme, humør, temperament, styrker og svagheder, søvn- og madvaner. Det er de individuelle udtryk, som anvendes til ordinationen, ikke de generelle og almindelige symptomer ved en sygdom. Dvs. at homøopaten, for at kunne ordinere det korrekte lægemiddel, skal have kendskab til og forståelse for hele patientens tilstand og hvad der adskiller den fra andre. Derfor er det totaliteten af symptomer, som er organismens vejledning om, hvilket lægemiddel der er behov for.
Dr. Samuel Hahnemann, 1755 - 1843
|