|
Isoterapi danner sammen med nosodeterapi en særlig gruppe homøopatiske lægemidler, som kaldes bioterapier. De er som regel fremstillet på basis af mikrober, patologiske sekreter eller reaktionsstoffer. De sidste kaldes overvejende for nosoder, og er ofte fremstillet på basis af stoffer som vi kan blive forgiftet af.
Isoterapi er en form for homøopati, der stammer helt tilbage fra Hippokrates (460 - ca. 377 f. Kr.). Af nyere forskere kan nævnes Herning omkr. 1831, Collet omkr. 1889.
Isopati er baseret på en ætiologisk analogi. Man behandler med de samme virkemidler, som har fremkaldt sygdommen, men i homøopatisk fortynding. Isoterapi kan ikke fremkalde sygdommen, fordi præparatet er homøopatisk fortyndet og ikke indeholder direkte smittekim eller døde bakterier. Dette er i modsætning til vaccination, hvor man indgiver en lille smule levende eller døde bakterier, svampe eller virus.
Disse lægemidler anvendes til at behandle patienter med en lang række forskellige lidelser. F.eks.: Virus- svampe- og bakterieangreb eller/og skader herefter; fx. dannelse af arvæv i leveren efter Epstein Barr virus (kyssesyge). Desuden madforgiftninger og mange andre forgiftninger og forureninger af kroppen. Forgiftninger kan vise sig ved ledsmerter, gigt, eksem m.m.
Denne gruppe lægemidler bruges overvejende af alternative behandlere: biopater, heilpraktikere og nogle homøopater.
|
