|
Jeg er en pige 22, som bor sammen med min kæreste igennem 1½ år. Jeg elsker ham utroligt højt. Jeg føler, at han er mit livs kærlighed. Men her for nylig spurgte jeg ham, om han elskede mig, og han svarede, at han ikke elsker mig nær så højt som han gjorde i starten. Jeg blev meget ked af det; jeg føler, at jeg er ved at miste ham og det er min egen skyld. Jeg vil gøre alt for ham, og jeg vil gøre alt for at redde vores forhold.
Kan jeg redde forholdet og hvordan?
Kære, unge kvinde.
Først vil jeg ønske dig til lykke med, at du har et forhold, hvor I kan sige sådanne ting til hinanden. Og med, at du har en kæreste, der tør sige det, han føler, i stedet for det, han tror du vil høre. Det er et meget sundt tegn. Men hvis du i din skræk for at miste ham, begynder at afkræve ham kærlighedserklæringer, der skal være konstante og lige så stærke som dine, så har du lagt grundstenen til jeres forholds afslutning.
Hvad du beskriver her, er nemlig det lykkelige parforholds naturlige udvikling.
Først skal vi gøre op med den gamle myte om, at begge parter skal elske hinanden lige højt. Det kunne lade sig gøre - teoretisk set - hvis kærlighed var en konstant faktor. Men kærlighed bygger på følelser, og vore følelser er afhængige af mange andre ting end partneren. Det kan fx være finanskrisen, arbejdet, udviklingsfaser i livet (fx pubertet eller graviditet), ting, der sker med ens venner osv. Ikke to mennesker føler det samme på samme tidspunkt i en hverdag. Derfor vil der oftest være en part i et parforhold, der elsker mere end den anden. Det er helt normalt og der sker ikke noget ved det, før den højst elskende begynder at stille den anden til regnskab for vedkommendes manglende intensitet i sine følelser ... eller vedkommende selv begynder at synes, at det er forkert, at h.n ikke elsker sin partner lige så højt som h.n bliver elsket. I første tilfælde kan partneren føle sig (og dermed forholdet) kvalt af den andens trang til bekræftelse. I sidste tilfælde er det skyldfølelse, der slår de varme følelser ihjel.
Så først skal du acceptere, at jeres kærlighed til hinanden ikke er konstant, og at det betyder, at jeres forhold er ude over forelskelsesfasens midlertidige sindssyge.
Et forhold udvikler sig nemlig på denne måde: Først forelskes man, kan ikke få nok af den anden, der udskilles stoffer i blodet, der gør en beruset af lykke og lyst til den anden. Det er nærmest umuligt at holde igen, og fornuft er en by i Rusland.
Efter et kortere eller længere stykke tid indtræffer en mere rolig lykke. Man er stadig vilde med hinanden, men verden går ikke under, hvis man ikke har snakket med den anden i telefonen mindst 5 gange i timen, når man ikke kan være sammen. De løse planer, man tidligere havde om en fremtid sammen, bliver mere praktiske. Man begynder at lægge planer, finde de praktiske løsninger på de spørgsmål, der i den sammenhæng melder sig, og begynder at finde frem til, hvordan en hverdag med begge parter kan fungere.
Klart nok kan mennesker ikke holde til at køre på de høje nagler hele tiden, og det gør kroppen i de første faser af parforholdet. Forelskelse er faktisk enormt stressende for kroppen. Derfor kommer der et tidspunkt, hvor de sanseløst berusende og varme kærlighedsfølelser må vige for en dybere, mere venskabelig kærlighed. Nogle kalder det også, at det bliver hverdag igen. Tsk, tsk. Selvfølgelig kan hverdagen da føles grå og trist efter den følelsesmæssige rutsjebanetur forelskelsen har taget jer med på, men det er her at kærligheden modnes og bliver holdbar.
For begge parter gælder, at de har behov for at trække sig ind i sig selv efter en længere periode med udadvendthed. Sådan veksler vores psyke mellem at forholde os til verden og bearbejde indtrykkene fra omverdenen. Det er en måde at bevare den mentale ligevægt på.
Forelskelsens første faser holder os konstant udenfor os selv. Vi tænker hele tiden partneren med ind i vores handlinger og fantasier. Pga. den udadvendthed er der lige pludselig en masse ting at tænke over og få bearbejdet. Kvinder har det jo med at vende den slags med veninderne. Mænd taler sjældent følelser med andre mænd - eller andre i det hele taget.
De vender sig derimod bogstavelig talt indad, og kan i nogle tilfælde forsvinde psykisk helt ud af parforholdet i en periode, mens de får ryddet op i de indre skuffer. Det tror jeg er vigtigt for kvinder at vide, da de ellers er tilbøjelige til at tro, at de har gjort sig skyldige i et eller andet, og at han ikke længere elsker dem.
Det er også vigtigt for kvinder at vide, at når han er færdig med den indre bearbejdning, så melder han sig igen på banen, sandsynligvis mere kærlig end før og meget, meget glad for, at han har en kvinde, der er så forstående, at hun kan se, når han har brug for fred til sig selv.
Det er her i fasen mellem tilbagetrækningen fra partneren og til han "kommer tilbage" igen, at udfordringen for dig som kvinde ligger. Du er nemlig nødt til at stole på, at han er voksen nok til selv at vide, hvad der er godt for ham. Hvilket mange kvinder har svært ved, da de ofte har trang til at kontrollere alting. Men jo mere uforstyrret han får lov til at være i sådan en periode, jo kortere tid tager det ham oftest. Det værste en kvinde kan gøre i den situation er at fortælle ham, at hun føler sig forsømt og ikke kan leve uden ham.
Nogle gange kan det dog hjælpe en del, hvis han lige lader et ord falde om, at det bare er, fordi han er i sin indadvendte fase, at han er distræt eller uopmærksom. Og for kvinder kan det hjælpe en del, hvis de ikke er så nærtagende, at de tror, at det er en personlig kritik af dem, eller at han har fundet en anden og/eller er ved at forlade hende.
Efter 1½ år - afhængigt af hvem man er - bliver "elsker" normalt til "holder af". Jeg tror, at det er det, der er sket med din kæreste, når han siger, at han ikke elsker dig så højt som i starten. Hans følelser for dig bliver noget andet, og ikke nødvendigvis mindre holdbart. Jeg tror også, at det vil være meget sundt for dig, at hans følelser ikke længere er så demonstrative som de ofte er i de første faser af et forhold. Du spørger jo, hvad du kan gøre for at redde jeres forhold. Jeg tror ikke, at der er noget at "redde"; jeres forhold lyder sundt og normalt. Din reaktion er typisk for en ung kvinde, der endnu ikke er sikker på, hvad hendes attråværdighed består i - parforholdsmæssigt. Det, der gør en kvinde tiltrækkende på sigt i en mands øjne er, at hun kan underholde sig selv, hviler i sig selv og ikke er afhængig af ydre bekræftelse hele tiden. Vil du derfor gøre noget for at holde på din inderligt elskede kæreste (heldige asen), så kan du med fordel arbejde på at blive i stand til at blive uafhængig af andres bekræftelse og tage livet - og kærligheden - lidt lettere. Ikke prøve at kontrollere så meget. Lev i nuet. Ikke i skrækken for, hvad der hænder ud i fremtiden.
Lys og lykke til jer begge.
Maryanna Morthensen
Dipl. kunstterapeut
www.epilepsi-partner.dk
|
