Forsøgspersoner søges i Østjylland

Kiromanti vidner om kunsten at beskrive begivenhederne i et menneskes liv (både fortid og fremtid) ud fra hånden og dens linier.

Af håndlæser Anitta Annet Lykke Olsen

Navnet stammer fra det græske ord chiros, der betyder hånd, og manteia der betyder spå/evne at beskrive. 

Kunsten, at kunne læse i hænder, menes at være opstået i Østen, hvor man den dag i dag har hindu-skrifter, der menes at være fra det andet årtusind før Kristus og den kendsgerning, at de egentlige regler for læsning af hænder allerede på dette tidspunkt var nedskrevet, må vidne om, at denne praksis allerede havde eksisteret i længere tid.

Fra Østen bredte kiromantien sig til oldtidens Grækenland, hvor det omtales udførligt af Aristoteles ca. 300 år f.Kr. Her bør nævnes, at en af Aristoteles' dygtige elever indenfor kiromantien var Alexander Den Store.

Fra oldtidens Grækenland blev kendskabet til kiromanti bragt til Romerriget og herfra videre til resten af Europa. Julius Cæsar og kejser Augustus siges at have haft et meget solidt kendskab til håndlæsningens mysterier.

Endvidere står der skrevet i biblen: ”At længden af vore dage står skrevet i vor højre hånd og i vor venstre hånd er vor rigdom og stolthed”.

I den tidlige periode af vores tidsregning var håndlæsning meget velanset og der blev undervist i emnet på de store læreanstalter – og den blev i vid udstrækning benyttet af læger, filosoffer og lærde. Den dag i dag sættes håndlæsning  stadig meget højt i Østen, men i den mørke middelalder kolliderede håndlæsningen med den kristne kirke og blev følgelig drevet under jorden.

Vandrer vi videre langs tidslinien forsvinder kiromantien næsten sporløst – for en tid – pga. kirkens forfølgelser – men bliver for alvor bragt til live i 1800-tallet. På dette tidspunkt begynder kiromantien at blive brugt til underholdning og dette i de fine herskaber – når de ”keder” sig. Dog hjælper sigøjnerne til med at skabe fascination og interesse omkring emnet i blandt de almene mennesker.

Omkring skiftet imellem det 18. og det 19. århundrede finder vi en af de store og epokegørende mestre, nemlig greve Louis Harnon – der er bedre kendt som Chiro, forfatter af "Skæbnens Bod”. Han var på dette tidspunkt en meget kendt udøver og blev regnet for at være forbløffende præcis. Han skulle have forudsagt Edward den Ottendes forelskelse og abdikation 5 år før begivenheden. Chiros omfattende arbejde og studier danner grundlagt for den type håndlæsning der findes i dag.

Ved dette århundredeskifte blev et andet område af håndlæsningen – nemlig fingeraftrykkene – godkendt og taget i brug af Skotland Yard til retsvidenskabelige formål. Dermatoglyfik (som er det medicinske navn for analyse af fingeraftryk) blev indgående studeret i første halvdel af det tyvende århundrede – og man opdagede herved sammenhængen mellem genetiske faktorer og hudmønstrene i vores hænder.
I samme tidsperiode begyndte den mere psykologiske del af kiromantien at udvikle sig og den berømte schweiziske psykolog C. G Jung skulle have udtalt, at kiromantisk teknik var ”af afgørende betydning for psykologer, læger og pædagoger” og han understregede dens ”værdifulde bidrag” til karakteranalysen.

Håndlæsning, som vi kender den i dag, er en kombination af flere faktorer. Disse faktorer repræsenteres ved:

Konstitutionslæsning: 
Håndtype, muskulatur
 
Dermatoglyfi:  
Fingeraftryk
 
Linietydnig:
Tydning af linierne
 
Bevægelser:
Reaktioner under læsningen
 
Kinesiologisk:   
Farver etc.
 
Billedlæsningen:
Psykisk tolkning/læsning
 
I vor tid har kiromantien atter vundet megen anerkendelse og bruges nu ikke alene som underholdning og til personlig udvikling, men bruges også af videnskaben. Men har den dag i dag håndlæsere, der er ansat på hospitaler til at hjælpe med diagnosticering af eksempelvis børn. Desuden som hjælp til at fastlægge en karakteristik af forbrydere. På nuværende tidspunkt er dette dog mest brugt i Amerika, men hvem ved, måske når det også engang til Danmark?

Håndlæsningens kamp for overlevelse igennem tiden er måske en hyldest til dens gyldighed – trods forsøg fra enten kirker eller parlamenter på at undertrykke dens anvendelse, praktiserer vi ikke alene håndlæsningen – men den blomstrer og har det bedre end nogen side.