|
Hej
Tillader mig at spørge om lidt vejledning ...
Har igennem årene fået god hjælp oppefra, men synes pt. det er rigtig svært at rejse mig og komme på benene.
Igennem snart 2 år har jeg ihærdigt forsøgt rejse mig ovenpå en voldsom arbejdsskade, og det er sgu en hård omgang det her.
Personligt er jeg vist ved at være ok igen, men økonomisk er det kaos ... Jeg ved efterhånden godt, hvad jeg gerne vil med mit liv, og jeg ved i mig, at jeg er god til det også - men hvordan får jeg dog økonomisk mulighed for konkret at kunne gå i gang med det, jeg så gerne vil arbejdsmæssigt?
Har et deltidsjob, men lønnen rækker lige knap til udgifterne, og jeg aner ikke mine levende råd ...
Er der håb om en snarlig erstatning for arbejdsskaden, så jeg med en sådan kan bygge mig op og skabe mit liv?
I håb om hjælp sender jeg mine venlige hilsner.
M
Kære M.
Når jeg kikker ind på dig og dit ønske for fremtiden, ser jeg, at du kan dele ønsket op i mindre enheder og så løse en del af gangen. Tænk meget kreativt, kan du fx låne dig frem, kan du søge fonde, kan du samarbejde med en eller flere andre? Jeg ser ikke løsningerne for dig, men ser, at de findes, når du tænker kreativt.
Jeg ser dig tage papir og blyant frem og skrive ideer og løsningsforslag ned, at du bruger flere dage på det, så alle ideer har mulighed for at komme frem og ned på papiret. Snak med andre om det, både veninder og mere professionelle, som fx din bank. Det er så vigtigt, at du nu fortæller dig selv, at mulighederne for at din drøm går i opfyldelse er til stede, og ikke fortæller dig selv om begrænsningerne, ikke fortæller dig selv, at det ikke kan lade sig gøre. Hav tro og tillid.
Med hensyn til erstatningen ser jeg ikke noget svar, men ser at du ikke må lade den eventuelle udbetaling være afgørende for dit liv. Tag udbetalingen som en gevinst til den tid, men lad den ikke bremse dig nu.
De kærligste ønsker om at dine drømme går i opfyldelse
Kiirsten Pedersen
Kinesiolog, clairvoyant og akupunktør
www.kiirsten.dk
|