Samtidig er Eneboeren en lærer/vejleder, der viser dig, hvordan du starter den proces, det er at lære sig selv at kende.
Trumf nr. X
Lykke/Skæbnehjulet symboliserer, at man har nået et gennembrud og tingene kan nu igen begynde at falde i hak for én. Hjulets energi lægger op til heldige dispositioner, udvidede indsigter og selvrealisering samt kreativitet.
Skæbnehjulet er skillelinien mellem den udadrettede udforskning af verden som Narren foretager i sin søgen efter meningen med livet og med ham. Her ved Narren (du) så meget om dig selv, at du nu realistisk kan vurdere, hvor din plads i livet er. Du kan nu tage din belønning for dit tidligere møje. Efter denne korte overgang vil du så være klar til at stifte bekendtskab med de indre faktorer, der bestemmer dit liv, og søge forståelse dér.
Kortet Lykke/Skæbnehjulet viser et kæmpestort hjul – livets hjul. Det symboliserer alle tings skiften – at det går op og ned, aldrig er stillestående. På et tidspunkt vil lykken altid vende, og der kommer tider med mere modgang eller mere medgang. Men lige som på et hjul, sker også de største udsving i hjulets yderkreds, mens de mindste udsving opleves inde ved navet. Med andre ord: Der er mere drama og spænding i dit liv, hvis du vælger at placere dig i yderpositioner. Det trives nogle mennesker med, mens andre skyr det. Det gælder om at vide, hvad man selv trives bedst med. Træder Hjulets energi ind i dit liv, skal du vide, at du selv beslutter dig for, om du vil placere dig længst ude ved kanten, inde ved navet eller et sted derimellem. Hvad du end beslutter dig for, skal du være sikker på, at du har været ærlig overfor dig selv, for kan du ikke stå distancen, dér, hvor du vælger at placere dig, så kastes du af Hjulet igen og må starte om igen. Skæbnehjulets gyldne farve står for de guddommelige kræfter, som du på dette tidspunkt mærker særlig tydeligt. Den violette baggrund står for den spirituelle bevidsthed og værdighed, som du har opnået på din rejse gennem tarottens første trumfer (se øverst i denne beskrivelse).
De kvaliteter, som Lykke/Skæbnehjulet særligt aktiverer i dit liv er visdom, vilje, vovemod og tavshed (sfinksen på toppen af hjulet). Tavsheden kan ses som en opfordring til at lade det ubevidste tale. Sværdet viser ubestikkelighed og en klar evne til at skelne. Aben symboliserer fleksibilitet, og krokodillen kreativitet. I den ene klo holder den livets symbol (Ankh), der signalerer, at enhver skabende handling puster liv i noget nyt. I den anden staven med krogen som symbol på, at enhver er sin egen lykkes smed.
I midten af hjulet ses navet som en sol. Solen er symbolet på livets, kreativitetens oprindelse. Den står her for bevidsthed, erkendelse og oplysning. Som et uforanderligt vidne (er placeret lige i centrum, hvor hjulets bevægelse er minimal) samler den dine erfaringer fra et menneskeligt liv med dets lykke og ulykke, håb og frygt, sundhed og sygdom.
Lykke/Skæbnehjulets energi i dit liv tyder på forandringer – til det bedre. Det er ikke altid, at det er indlysende, at det er til det bedre, for forandringen kan måske være en fyring eller skilsmisse eller lignende. Men på længere sigt vil det vise sig som fordelagtigt. Forandringerne behøver heller ikke at have nogen synlig grund. Du behøver ikke at være ansvarlig for det, der sker – det kan simpelthen ske, fordi ting nu engang forandrer sig og livets hjul drejer.
Det vigtige er, hvordan du tackler situationen. Accepterer du forandringen og prøver at tilpasse dig, finde mening og værdi i situationen, eller kæmper du imod det bedste, du har lært? I sin stærkeste betydning antyder Lykke/Skæbnehjulet, at du trænger igennem begivenhedernes mysterium og derved opnår en større forståelse af livet og dig selv.
I omvendt position antyder Lykke/Skæbnehjulet, at det, der sker mødes med modstand fra dig. Denne modstand er sædvanligvis dømt til at mislykkes, fordi du er oppe imod kræfter i dig selv, som dit ego ikke kan sejre over og fordi ændringen allerede er indtruffet. Som det så ofte er i tarot, har også denne position flere alternative tolkningsmuligheder. Hvilken én det er afgøres af oplægget i sin helhed, da kortene i et oplæg ikke kan stå alene.
Den anden tolkningsmulighed gælder passive mennesker. Hvor ligegyldigheden hersker, antyder tilsynekomsten af Lykke/Skæbnehjulet i omvendt position, at der er en mere skelsættende forandring på vej, som kan være indledningen til en ny bevidsthed om ens eget ansvar for ens liv. En løsrivelse fra traditioner, regler eller andres mening.
Eksempel: En 30-årig kvinde opsøger mig, fordi hun synes hendes liv roder efter en ulykke for 1½ år siden, hvor hun har fået en piskesmældslæsion i nakken. Hun er plaget af smerter og kan ikke klare den samme type og mængde arbejde som før ulykken. Hun har imidlertid ikke kunnet beslutte sig til at indføre ændringer i sit liv, men levet fra dag til dag i håbet om, at det efterhånden ville gå i orden af sig selv. Og det er det altså ikke. Jeg bruger tarotkortene til at se ind på hendes psykologiske energistruktur og her kommer bl.a. Lykke/Skæbnehjulet retvendt op på en plads, der angiver, at andre kan se hendes problemer og føler med hende, men at hun ikke selv vil erkende tingenes tilstand. Med udgangspunkt i dette og et af de andre kort, der understreger nødvendigheden af at vise hende selv omsorg, taler vi alvorligt om hendes situation, hendes ændrede liv, hendes nuværende værdier kontra de værdier, hun havde før ulykken – og ser på hvilke muligheder hun har indenfor sine nuværende rammer for at skabe en ændring, der tilgodeser så mange som muligt, men primært hende selv. Det handler i høj grad om fleksibilitet og erkendelse af nuværende ressourcer.
Det næste jeg har hørt fra hende er, at hun har fundet sig et nyt job, hvor hun ikke sidder så fastlåst i den samme arbejdsstilling dagen igennem. Dette har medført, at hun lider langt mindre under sine smerter end tidligere, selvom de selvfølgelig ikke er forsvundet. Hun selv er blevet gladere og det har smittet af på hendes familie og venner. Hun er ikke længere så bange for forandringer – ”jeg døde jo ikke af at forandre mig, så det tør jeg godt prøve igen”, griner hun.
|