Forsøgspersoner søges i Østjylland

Hele kortet Kunst/Mådehold karakteriseres af integrationen af modsætninger og skabelsen af balance.

Trumf nr. XIV 

Kortet beskriver i sin essens skabelsen af De Vises Sten – en krystal eller en eliksir, der (ud over at kunne hjælpe med til at omskabe uædle metaller til guld) kunne rense sjælen og bibringe kroppen sundhed, evigt liv etc. Det er forbindelsen af lys og mørke, ild og vand, mandligt og kvindeligt, død og genfødsel, der lægges op til. Denne integration af modsætninger er forudsætningen for at kunne løfte sin personlighed op i en højere dimension – til selvrealisation – idet det er, hvad der skal til for at give personligheden den nuancering, der gør den rummelig og viis nok til at forene både det materielle og det spirituelle til gavn for både sig selv og omgivelserne.

Som slutningen på 2. række, hvis man lægger kortene op i 3 rækker á 7 kort, repræsenterer Kunst/Mådehold afslutningen på nogle dybe erkendelsesprocesser og begyndelsen på integrationen af de erfaringer, som disse erkendelsesprocesser har givet. Dette er et afgørende skridt på vejen til enhed.

Billedet viser en person med to ansigter, et hvidt og et sort, klædt i kreativitetens grønne kjole, som hælder vand og ild i den gyldne, alkymistiske smeltedigel. En løve og en ørn, som vi tidligere har mødt på kortet De Elskende, fungerer som potente hjælpere i denne forvandlingsproces, idet de er vokset både i størrelse og betydning. Løven, der normalt repræsenterer ildelementet, har antaget vandets farve, og den spirituelle ørn, der er den højeste form af skorpionen, repræsenterer normalt vandelementet, men har her antaget ildens røde farve.

På smeltediglen sidder en ravn på et kranie, hvilket symboliserer den død og genfødsel, som sammensmeltningen i karret medfører.

Bag personen på billedet er en mægtig sol, krydset af 2 måner, med indskriften: ”Visita interiora terrae rectificando inveniens occultum lapidem”, en latinsk sætning, der er et akronym for vitriol som man bl.a. bruger til at rense ædle stene for andre substanser, da de ikke nedbrydes af dette sulfat, og som fortsætter … ”veram medicinam”. Oversat til dansk kan en af betydningerne være: Søg i de indre riger og find gennem renselse den skjulte sten, den sande medicin. Med vitriol (der kan være grøn) blandet ind i ligningen, kommer der en ny dimension til kjolens grønne farve, idet det nu åbenbares, at skikkelsen på billedet er i færd med at fremstille De Vises Sten, og at vandet, der hældes i den alkymistiske gral, ikke er almindeligt vand, men ”paradisvand” og ilden ikke er almindelig ild, men vitriol-olie – rygende svovlsyre, der skal fremdrage juvelen af materien. Oversat til et sprog for almindelige mennesker, der søger en forståelse af sig selv, er meningen, at man ved at stryge lag på lag af gamle oplevelser af sig til sidst vil have fundet ind til sin sande identitet, juvelen. Det kan kræve hårdhændede metoder (svovlsyre), men belønningen venter underneden.

Kunst/Mådehold i en fremtrædende position i et oplæg eller som enkeltkort giver dig derfor en opfordring til at være opmærksom på, hvad der sker i dit indre. Der er en større forvandlingsproces i gang, som du måske vil finde interessant at følge, men som ikke nødvendigvis behøver nogen ydre tilskyndelse. Dette betyder bl.a., at du gør klogt i at lytte til din intuition eller samvittighed og at dine handlinger bør være baseret på beslutninger truffet på baggrund af balance mellem dine følelser og din fornuft. Gør det, der er passende i enhver situation. Det kan tit være ikke at gøre noget som helst. Herved stiller du skarpt på dit liv og de livssituationer, du møder. I kortet Kunst/Mådehold har dine handlinger igen fået forbindelse til virkeligheden efter at have været lidt ude af trit, men denne gang på en mere indholdsrig måde end tidligere. Det er altså et kort for adfærd snarere end for begreber. Regnbuen på alkymistens kjole symboliserer et tegn fra det indre selv, der engang syntes mørkt og kaotisk, forbundet med angst, men som nu er bragt frem i lyset og bringer håb om et nyt og mere tilfredsstillende liv.

Omvendt viser Kunst/Mådehold, at du overdriver. Du svinger fra den ene yderlighed til den anden, og det skyldes, at du ikke har kontakt til dit indre; du hører ikke efter din intuition/samvittighed. Eller også forstår du simpelthen ikke, hvad der bliver sagt til dig indefra. Kunst/Mådehold i omvendt position antyder altså en vis vildskab pga. manglende opmærksomhed på, hvad der sker eller fordi du pga. den manglende opmærksomhed ikke har fornemmelse for, hvad der er passende til situationen. I stedet for helhed antyder positionen, at du har delt dit liv op i fragmenter, der fungerer uafhængigt af hinanden, og at du glider fra den ene yderlighed til den næste. En anden fortolkning kan være, at du ikke magter at give slip på fortidens gamle vaner og frygt. Du opfordres på det kraftigste til at finde din styrke frem og bringe fragmenterne i dit liv sammen til en helhed.

Eksempel: En midaldrende kvinde ringer til mig i stor nød. Hun tænker på at forlade sin mand og har de mest forfærdelige samvittighedskvaler. Jeg lægger et oplæg for hende, hvori der forekommer en overvældende mængde kort fra den store arkana, hvilket kan indikere, at denne situation er dels meget dybtgående og dels muligvis karmisk bestemt. Under alle omstændigheder er situationen noget, der vender op og ned på alle tidligere forestillinger. Intet tyder på, at hun ikke vil gennemføre sit forehavende, men Kunst/Mådehold – hendes samvittigheds stemme – forhindrer hende i at gøre det, der faktisk er hendes lyst. Simpelthen fordi hun er vant til at tænke på andre før sig selv. Derfor har situationen fået lov til at udvikle sig langt ud over rimelighedens grænser og for at skabe en mulighed for helhed, må hun bringe handling ind i situationen. Dvs. hun må dæmpe sin samvittighed og tage springet, da et af hendes adfærdsmønstre er, at hendes samvittighed ikke fungerer til bedste for hende selv, men først og fremmest tager hensyn til andre og dermed tilsidesætter hendes behov – med faldende selvrespekt til følge. Alt dette ikke blot sagt af kortene, men også bekræftet af hende selv gennem dialogen om oplægget.