|
”Man bliver ikke oplyst ved at forestille sig lysende figurer, men ved at gøre sig mørket bevidst.”
C. G. Jung
Trumf nr. XVIII
Det har taget mig mange måneder at formulere teksten til dette kort. Det har den specielle virkning på mig – som på mange andre – at tingene bliver diffuse og svære at formulere klart. Ligesom omgivelsernes konturer i månelys bliver udviskede og mørke; farvede af månens kølige lys. Eller rettere: Affarvede.
Paradoksalt nok er effekten, at i det øjeblik, hvor jeg erkendte denne forvirring og udfordring, så begyndte ordene at strømme.
Således også i livet: Erkendelser sætter ting i skred, fordi de kræver stillingtagen og dermed anviser retningen.
I månelyset er det meget svært at se forskel på rigtigt og forkert, ven eller fjende. Fornuften spilles de mest irrationelle puds af underbevidstheden. Tænk blot på, hvordan man i en nattestille skov kan få træer og grene til at virke som uhyrer – levende og truende. Eller man kan gå gennem mørket, frygtløs og urørlig, netop fordi man har erkendt, at de største farer lurer i kraft af vores egen angst for mørket. Det er netop denne dualitet, tarotkortet Månen handler om. Som i det indledende citat minder Månen os om, at for at forstå lyset i vore liv, er vi nødt til at kende og kunne orientere os i mørket i vore sind. Hvad der ikke umiddelbart fremgår af citatet er, at uden lys, ville vi aldrig få greb om mørket. Fordi der ikke var en modsætning at måle det op imod.
Ligeledes kan man heller ikke forjage mørket ved kun at ville se lyset. Underbevidstheden er netop det: Under bevidsthedsgrænsen. Udenfor fornuftens umiddelbare rækkevidde. Men det er ikke uopnåeligt at få oplysninger derfra. Det kræver blot, at man for en stund med fuldt overlæg afmonterer fornuften/den bevidste tanke og nærmer sig underbevidstheden på dens præmisser. Og siden den på afstand kan spille bevidstheden de forunderligste puds, er man nødt til at gå tæt på. Altså ind i mørket. Føle det. Ånde det ind. Lade sig omslutte af det. I det øjeblik, man lader sig opsluge i følelsen/sansningen af det umålbare, er klarheden parat til at melde sig. Så har man skabt lys i kaos.
En af Månekortets hemmeligheder er, at lyset ikke er godt og mørket ikke ondt – de er helt neutrale. Det er menneskets frygt, der har tildelt lyset og mørket disse værdier. Fra Skaberens side ER alting. Intet ubetinget godt; intet ubetinget ondt. Helt neutrale. Vi har friheden til at værdisætte alting, således at vore værdier skaber vore livsskæbner. Man ser det blandt andet i visse menneskers evne til at trække noget godt ud af selv de mest smertefulde situationer. Og guderne skal vide, at denne jord byder på mange uhyggelige situationer – ud over enhver forestillingsevne. Kernepunktet for det enkelte menneske er, hvordan det håndterer disse livets helt naturlige op- og nedture. Om det falder tilbage i selvdestruktiv bitterhed, sorg, angst og vrede eller ufortrødent lapper de umiddelbare skader og forsøger at lære mest muligt af sine trængsler og oparbejde eller bevare troen på livet og menneskene.
Som man ser ud af ovenstående omhandler disse værdisættelser først og fremmest følelseslivet. Her er det lettest at få øje på. Her ændres de lettest. Ændringer her gør ofte virkningen umiddelbar og meget synlig. Bevidstheden ændrer sig, hvilket får indflydelse på omgivelserne, som ændrer holdning eller på anden måde manifesterer et bevidsthedsskift. En flytning er et meget tydeligt tegn på, at noget har ændret sig på de indre planer. De nye omgivelser kan fortælle noget om i hvilken retning skiftet er sket. Fx flyttede jeg til et sted, hvor der tidligere på naboejendommen var blevet handlet med kvæg. Sådan havde jeg det også på det tidspunkt. Det skulle være slut med at sælge mig selv (= lade andre udnytte mig, fordi jeg ikke respekterede mine instinkter (dyrene)). I tiden efter, at jeg var flyttet ind, blev de gamle bygninger revet ned, og byrådet diskuterede længe, hvad der så skulle bygges. Enden er blevet, at byens retsbygning skal ligge her. Det falder HELT i tråd med, hvordan jeg ønsker mit liv skal forme sig. At hive sandhederne frem i lyset og så vidt muligt lade retfærdigheden ske fyldest. Dette er et meget tydeligt eksempel; tilsyneladende tilfældigheder fandt genlyd i mit sind og lærte mig noget om mig selv. Du kan selv på lignende måde lege med at trække tråde mellem hændelserne i dit dagligliv og dit følelsesliv og den måde, du ser dig selv på. Du bliver måske overrasket over anvendeligheden af dine opdagelser …
Det, jeg vil frem til er, at for at få underbevidstheden til at udtale sig, så er man nødt til at tillade fantasien og kreativiteten at arbejde, for det følelses- og billedskabende sprog er underbevidsthedens. Man er nødt til at acceptere, at fantasien ikke er en underlødig størrelse forbeholdt kunstnere, børn og sindssyge, men en faktor med lige så stor gyldighed som vores såkaldte fornuft. Vi har blot lært at mistro fantasiens budskaber, lært at tillægge dem mindre betydning end det målbare, videnskaben. Lært at frygte den som en samfundsnedbrydende faktor i stedet for en befrier! Men faktisk er bevidstheden styret af underbevidstheden, så vi er mindre herrer over vore liv end vi selv bryder os om. Det er dette, der skaber frygten. En frygt, vi kan enten konfrontere eller stikke af fra. Flest mennesker vælger at flygte fra den; derfor den generelle, nedgørende holdning til fantasiens og kreativitetens transformerende kraft. Dette er tarotrejsens sidste og største udfordring: At gøre sig venner med mørket og trøstesløsheden og blive den, der bærer lyset frem i ens eget liv. ”Før daggry er natten mørkest”, siger et gammelt ordsprog. Dvs. når det ser mest sort ud, er gennembruddet nærmest, selvom det er let i mørket at miste rejsens mål af syne.
Tarotkortet viser månen i centrum øverst på kortet. Den er aftagende, men dens fulde potentiale er angivet ved at indikere fuldmånens omfang. På hver side af den aftagende måne ses to tårne, der markerer indgangen til underverdenen (= underbevidstheden). Denne indgang bevogtes af to vagtposter med sjakalhoveder (dødsguden Anubis i den ægyptiske mytologi). Tårnene (egoet) og deres vogtere symboliserer den magt denne tærskel har over den søgende sjæl. Vover man sig forbi disse vagter og konfronterer det frugtbare mørke, vender man for altid forandret tilbage. I den ene hånd holder de en føniksstav som symbol på genopstandelsen. I den anden symbolerne for Merkur (vejviseren til dødsriget, budbringeren) og Pluto (underverdenens hersker; død og genopstandelse). Dette indikerer, at man ikke skal frygte, for det er en naturlov, at for at noget nyt kan vokse frem, er man nødt til at lade noget dø – gamle holdninger, adfærdsmønstre mv. Der loves forandring – ikke tomhed. Man bevæger sig ikke alene ned i dødsriget; man har altid en ledsager med. I dybdepsykologisk forstand er dette den såkaldte tærskelvogter, en indbygget bremse, som sikrer os imod at gå længere end der er godt for os på ethvert givent tidspunkt. En tryghedsfaktor. Det er bl.a. derfor, at bevidsthedsudvidende stoffer er farlige. De sætter denne tærskelvogter ud af funktion og kan derved frigøre kræfter, som personligheden endnu ikke er i stand til at håndtere.
Sammen med portvogterne er der sjakaler – dyr, der lever af ådsler. Man kan forestille sig, at de symboliserer, at intet går til spilde i den proces, den sjæl der vover sig over tærskelen, gennemlever. Hvad han eller hun end måtte lade bag sig af døde adfærdsmønstre og holdninger, så vil andre kunne bruge dem og transformere dem til næring.
Det er ikke noget tilfælde, at passagen i kortet minder om en kvindes livmoder. Kun ved at trænge igennem denne passage kan nyt liv skabes. Vi ser bort fra alternative metoder til befrugtning, da de alle starter med at hente kimen til livet netop her: I kvindens underliv. Som Jung ganske rigtigt påpeger, så fører vejen til lyset, bevidstheden, gennem mørket, underbevidstheden. Man må have erfaringer med illusionerne og skyggerne, ens følelsesliv bygger på for at kunne blive sit livs dirigent. Kommet så langt har man hentet værdifulde indsigter, som man kan bringe med sig i alle sammenhænge.
Tærsklen til dødsriget er samtidig tærsklen til nyt liv. Fysisk har man et meget rammende udtryk for den tilstand, der sætter gang i det nye liv: Den lille Død (= orgasme). Dybdepsykologisk giver man plads til noget nyt, når man giver slip på noget gammelt og udtjent. Dette er vejen til et højere bevidsthedsniveau. På kortet illustreres det ved den hellige, ægyptiske bille, skarabæen. Symbolet for det evige liv. I sine bidekløer holder den Solen. Prikken i midten af solen er symbolet på selve sjælen. Det lille glimt, der sammen med de andre små glimt bliver et vedvarende, vækstfremmende lys. Skarabæen bærer dette lys som en lygte igennem mørket, og hvor den kommer frem, afsløres sindets sammenhænge utvetydigt af lyset. Mørket afsløres som den illusion, det er. Som et fænomen, der kun synes at eksistere i det omfang solen/bevidstheden holdes borte. Og som svinder i takt med mængden af lys, der bringes ind i mørket. At lære sine skygger at kende er et af de første trin i en personlig, følelsesmæssig forandringsproces.
Dukker Månen op i et oplæg, er det tegn på, at du er klar til at kontakte fortiden, traditionerne, myterne og menneskehedens fælles hukommelse i et forsøg på at gøre op med dem. Herunder sorterer indlærte holdninger til etik og moral; også kaldet samvittigheden. Som tidligere nævnt er alle følelser neutrale indtil de har været en vending omkring bevidstheden og har fået påduttet etiketten ’god’ eller ’dårlig’. Det er derfor i dette psykologiske felt, man har chancen for at ændre sine holdninger ved at sætte spørgsmålstegn ved nødvendigheden af det tidligere lærte. Så længe du føler noget stærkt positivt eller stærkt negativt, er det tegn på, at der er uafklarede illusioner forbundet med det. Her ligger vanskeligheden ofte i at erkende, at også for megen positivitet kan være skadelig, idet den også kan forvride virkeligheden til ukendelighed, lige så vel som negativitet og sortsyn kan. Det er gennem kontakten med dit ubevidste og intuitionen, at du vil kunne aflure underbevidstheden dens hemmeligheder om dig. Det forårsager som regel en forbigående forvirring og humørsyge, men ved at give slip på kontrollen, vil du blive i stand til at se, hvad der er virkelighed og hvad der er illusion. Følg dine indskydelser og lyt til dit hjerte. Selvom fantasien og kreativiteten er ringeagtet af det bestående som unyttigt tidsfordriv, så betyder det ikke, at det er usandt eller ubrugeligt, hvad der kommer frem. Selv så kapitalistisk en ting som aktiekurser er underlagt fantasien, hvilket enhver der har fulgt dem på TV vil have kunnet iagttage: De stiger og falder som udtryk for tillid eller mangel på samme til det børsnoterede selskab. Altså pga. børsmæglernes og aktionærernes frygt. De, der har mest is i maven, vinder oftest.
I omvendt position viser Månen, at der kæmpes imod at give slip på fornuften. Frygten for at miste kontrollen tager over og forsøger måske at bekæmpe den omvendte Månes tilskyndelse til passivitet og tilbagetrækning (hvile i nattens mørke) gennem øget aktivitet. Der kan forekomme stimulation af det ubevidstes billeder, så drømmelivet kan blive meget bizart og påtrængende – endog omfatte mareridt. I vågen tilstand generes man af en udefinerbar frygt. Jo mere man forsøger at undertrykke impulsen til indadvendthed, jo mere vil angsten vokse. Psyken arbejder nemlig efter sine egne love, og når den omvendte Måne er i spil, dikterer den ro og opgivelse af de aktiviteter, man har gang i. Hvis vi giver os selv lov til at give slip på fornuften og surfe på intuitionens og kreativitetens kraftfulde bølge, så vil angsten blive til vidunderlige oplevelser og eventyrlige erkendelser.
Eksempel: Min indledning er denne artikels eksempel på, hvordan en skribents intuitive og kreative udtryk (artiklen her) kan blokeres af manglende erkendelse af Månekortets virkning på hende. Først i det øjeblik, hvor jeg lyttede til den vage fornemmelse af ikke at kunne samle tankerne til noget konstruktivt og fik den sat på papir, kunne der blive plads til at redegøre for kortets mangeartede indflydelser.
|