|
Hej Brevkasse,
har før spurgt om personlige ting herinde - med gode svar - så derfor stiller jeg nu et nysgerrigt spørgsmål:
Hvordan har I det, når I hører om en sag som den om Madeleine McCann? Forsøger I at tune ind/gøre andet for at søge svar? Eller er det sådan en sag, hvor man er nødt til at lukke ned - for ellers kan man blive ved med alle de andre, lignende sager? Eller skal I spørges direkte for at søge svar?
[Her kommer en længere, personlig solstrålehistorie, som vi af pladshensyn har bortredigeret/red.]
Ved ikke, hvorfor jeg ville fortælle denne historie sammen med mit spørgsmål: nok mest ment som en historie, der både taler for og imod at tune ind på ting - eller at give oplysninger videre. Kan fint forstå, hvis I f.eks. ikke har lyst til at fortælle detaljer omkring Madeleine, hvis der er usikkerhed omkring fortolkningen/detaljer: det kan skade mere, end det muligt gavner. Er det sådanne grunde?
Er blot nysgerrig, fordi jeg føler med Madeleine - og fordi jeg f.eks. tror på, at hun stadig er i live, og derfor gerne ser hende fundet snarest.
Mvh.
Birgitte
Kære Birgitte.
Det er ret forskelligt, hvordan forskellige mennesker med forskellige evner til at ”se” tackler et sådant spørgsmål. Nogle specialiserer sig direkte i at finde forsvundne personer; andre ønsker ikke at få den form for information ind og får den ”sorteret fra”. Som du selv siger, er den etiske side af spørgsmålet meget stor og der er vægtige ting, der taler både for og imod.
Jeg vil tro, at flertallet der arbejder professionelt, arbejder efter en ”spørg-mig-og-jeg-søger-dit-svar” etik. Hvis ellers den der spørger har ret til at høre svaret. Er spørgeren i sin gode ret, er det selvfølgelig også vedkommendes afgørelse, om informationerne skal til offentlighedens kendskab. Vi andre – de nysgerrige, de sensationslystne, de medfølende og hvem der ellers har motiver, der kan interessere dem for sagen, men ellers ingen tilknytning har til den – har (ifølge Jordens spilleregler) ingen adkomst til en ”tilfredsstillelses-viden” omkring den tragedie, der har ramt den lille familie. Og dermed heller ikke noget krav på at få svar fra en seer, de selv har opsøgt.
I tilfælde, hvor personen er død, kan det dog være den dødes ønske om politiets/offentlighedens kendskab til sagen, der får den døde til at kontakte et medie eller en anden modtagelig person og prøve at få et budskab igennem. Denne kontakt tror jeg, at de fleste professionelle respekterer og forsøger at imødekomme.
Særligt omkring alt dette med forsvinding gør sig gældende, at hele baggrunden for clairvoyance og lignende discipliner er, at ånden lever videre og at liv og død er 2 sider af samme mønt uden væsentlig følelsesmæssig vægt lagt på de traditionelle tabuer i den fysiske verden. Alt har en årsag, selvom den måske ikke er til at få øje på, og intet inkarneret menneske – med dets begrænsede indblik - har retten til at dømme om, hvad der er ret eller uret. En ting ER bare: Helt neutral indtil den er gået igennem et menneskes bevidsthed. Her farves den af dette menneskes erfaringer og holdninger og også karmiske aftryk i personligheden og er medvirkende til dette menneskes handlinger. Fx at du sætter dig og skriver et brev til en brevkasse om et egentlig meget vigtigt spørgsmål, hvor Madeleine er anledningen, men ikke det egentlige spørgsmål. Spørgsmålene bagved er: Hvad betyder det for dig og dit liv, at Madeleine bliver fundet i live? Hvorfor føler du med hende? I teorien betyder det intet. I praksis alt. Du ”føler med Madeleine”, siger du, dvs. du kan sætte dig i hendes sted. Rystes af de følelser, du forestiller dig, hun må have. Man kunne forestille sig, at større vished ville give dig mere fred i sjælen, mere tryghed. Tænk selv over det.
For hendes forældre har det betydet opbydelsen af helt enorme kraftressourcer, der har sat dem i stand til at rejse rigerne tynde. De har lært noget om andre mennesker, om tragedie, om livet.
Ganske ofte forveksles denne erfaring for (ikke tro på, men erfaring for), at der er en mening med alt, med kynisme og asocial adfærd. Nogle mener, at man skal kunne se, hvor meget man føler med andre menneskers lidelse og at udadrettet handling siger mere om, hvad et andet menneske betyder for et menneske end noget som helst andet. Intet kunne være mere fejlagtigt. Der er andre måder at hjælpe på end de traditionelle. Men alt dette er for omfattende at komme ind på her.
Livet på Jorden er en skole, hvor ufuldstændigt udviklede sjæle uddanner sig. I denne uddannelse er især følelsesstærke og angstprovokerende begivenheder som mord, børnemishandling, krig, at få børn, lykke, rovdrift på naturen m.v. velegnede som læreprocesser. Netop fordi de sætter et menneskes evne til uforbeholden kærlighed og accept på prøve. En sjæl, der stadig lider under manglen på tillid til den orden, der er i kaoset i verden, vil hurtigst muligt forsøge at gennemtvinge en afgørelse, så ”retfærdigheden” kan ske fyldest og det bestående verdensbillede genoprettes. For mangler man tillid, er man ikke meget for at ændre sig eller lade sin verden ændre sig. En type med større tillid til ordenen og sin plads i denne orden vil forsøge at bringe ro i kaos ved at bringe sig selv i balance og lade den ro forplante sig videre ud i verden gennem sine nære omgivelser. Den tillid tillader forandringen at ske, men uden at bringe forstyrrelse - blot tilpasning.
Og nu tror jeg, at jeg skal stoppe, inden mit tastatur begynder at ryge af overophedning  . Jeg håber, at dette har givet noget af svaret på dit spørgsmål.
Mange venlige hilsner,
Maryanna Morthensen
Chefredaktør, NetNaturDoktoren
www.epilepsi-partner.dk
|
