|
Jeg har det lidt svært for tiden. Jeg er langtids arbejdsledig og mangler desperat et job. Finder jeg snart ét? Jeg mangler også kærlighed i mit liv. Jeg holder meget af min nabo (han er et par år yngre), men han har mere eller mindre gjort det klart, at han ikke er interesseret i mig. Bliver det til noget mellem os to? Et svar ville give mig den trøst, jeg har brug for i øjeblikket.
Kærligst "Ædelstenen"
Kære "Ædelsten"
Du vil nok have størst udbytte af at jeg samler mig om at tolke dit FØDSELSHOROSKOP. For at være up to date, fremskriver jeg det i tid til i dag og vedføjer desuden de ydre planeter på deres aktuelle plads. På den måde kan jeg danne mig et helt billede af, hvordan din situation er i dag. Det ser således ud:
GENERELLE KARAKTERTRÆK: Jeg tror, at du selv er nogenlunde klar over, at det er og altid har været dig, der sætter dagsordenen i dit liv. Du bestemmer langt hen ad vejen, hvor du kommer hen i dit liv. Samtidigt har du stort behov for at blive set og anerkendt i den ”ydre” verden, altså arbejdet og karrieren. Din barndom kan i en periode have været temmelig stresset pga. én meget ubehagelig eller sørgelig begivenhed, hvorpå du ingen indflydelse havde. Generelt må man dog sige, at du er en, som heldet tilsmiler, navnlig hvad angår relationer til andre mennesker, og også i parforhold. Det ser desuden ud til, at du nyder godt af velvilje ovenfra i systemet: protektion el.lign. MEN du er frygtelig i dine krav til dig selv, og sandsynligvis også til andre. Det er helt i orden at forvente og kræve en del af én selv. Men du har i for høj grad underlagt dig ”flinkeskolen”, der jo forventede af os (ja, jeg er opdraget i den samme ånd), at vi til enhver tid viste os som dygtige små voksne, uden rigtigt at nyde barndommens uskyldige lykkeland. Hertil kommer, at du på samme tid mangler en del følsomhed, der ville kunne have varet dig ad, når du glemte at værne om dig selv og dine drømme.
TEMPERAMENT: Generelt er du let af sind, svinger en del op og ned… inden for samme dag, sågar inden for samme time. Du begejstres let og er allerede på vej ud over stepperne, næsten inden du har fået sadlet hesten færdig. Ofte hører du så inde i dit hoved denne lille, irriterende bagklogskabens stemme, der maner til besindelse. Din far og mor har flittigt samarbejdet om at gøre dig til et fornuftsvæsen og ingen romantisk drømmer. Deres praktiske og uangribelige argumenter for ikke at følge din egen iver har for alvor gjort dig usikker, bl.a. på din egen begavelse, der afgjort ikke fejler noget. Som barn må du tit have følt dig akavet og dum, dvs. en let offer for manipulation og mobning. Jeg håber da, at du har forladt denne ydmygende selvopfattelse og erkendt, at dit hoved er absolut velfungerende.
Desuden er du yderst letbevægelig af sind, og det kan knibe for dig at holde fast over en længere periode i en plan eller en beslutning, du har taget. Et oplagt lederemne er du ikke, selvom du nok har dine egne meninger og dine meningers mod. Heldigvis har du ingen problemer med at blive rigtigt vred, således at du – når du selv mener det væsentligt – formår at give udtryk for, hvor dine grænser går, så du undgår at havne i en lignende situation senere.
Andre mennesker oplever en noget anden kvinde, nemlig et yderst velbegavet – for ikke at sige velorienteret – væsen, der i lige grad hænger fast i sin egen opfattelse af, hvad der sker hende, som hun evner at perspektivere, selvom hun måske ikke har nogen videre jordforbindelse. Samtidigt tiltror de dig mindre potentiale som leder, end du faktisk ejer. De opfatter også i nogen grad din ufattelige sindsmæssige smidighed og bevægelighed.
PARTNEREMNE: Du har stort behov for at finde venner og en partner, der er i øjenhøjde med dig. Desværre tror jeg, at du lidt for ofte føler dig fanget i din følelseskolde opdragelsesmønster, sådan at du – muligvis ubevidst – vil beskytte dig imod at blive såret og skuffet! Muligvis mener du, at du ikke rigtigt fortjener at få ubetinget kærlighed. Først må du gøre dig fortjent til at modtage den, ligesom du heller ikke regner med, at det vil vare ret længe. Denne negative forventning har allerede flere gange spillet dig et puds, således at du har vanskeligt ved at tro på, at nogen kan elske dig uden forbehold.
Til hverdag virker du oftest glad og ligetil, men det er langt fra hele sandheden. Inderst inde, tror jeg nok, véd du dette. Men du ved sikkert ikke, hvordan du skal afprogrammere denne adfærd. De venner, du virkelig kan bruge, må være hurtige i hovedet og gode til at udtrykke deres tanker og meninger, så I kan udvikle en givtig og begavet samtale om livets store emner. Som partner gør du klogt i at finde én, der enten rent biologisk eller erfaringsmæssigt er noget ældre end du, og som har gennemgået flere svære oplevelser i sit liv: f.eks. tab, sorg og ensomhed. Desuden er det bydende nødvendigt, at han desuden har solidt fodfæste i sig selv, så han ikke bliver revet med at din til tider lovligt livlige talestrøm.
DE AKTUELLE INDFLYDELSER: Siden 2008 må du have oplevet flere pludselige brud eller skift i dit liv, f.eks. uheld, tab eller fyring, og 2008-2009 må have været ualmindelig tunge at komme igennem med ringe udsigt til nyansættelse. Som aspekterne ser ud, frygter jeg, at du må vente til februar 2011, muligvis helt til anden halvdel af 2011, inden en ny stilling er klar til dig. Og dog, et enkelt aspekt kunne muligvis tyde på en fuldstændig uventet ansættelse allerede fra april-maj i år; men det kan lige så vel betyde, at du kvitter et vanemønster for at ændre på dit udseende og dit image. I mellemtiden gør du klogt i at videreuddanne dig, ikke nødvendigvis til dit hidtidige arbejdsområde, men gerne til noget kreativt, der arbejder hånd i hånd med en god intuition – eller som optræner samme.
RÅDET: Det dér med kærligheden er et problematisk emne, og din søde nabo kan du lige så godt først som sidst skyde en hvid pil efter. Hvorfor kan/vil du ikke høre hans tydelige signal om at lade ham i fred? Kun yderst få mænd kan lide at blive jaget! De foretrækker selv at være jægeren. Dermed være ikke sagt, at du skal lade, som om du allerede har indtil flere andre mulige tilbedere, der kan friste ham til at lade jagten gå ind med dig som muligt bytte. Nej, tværtimod: drop ham og spild ikke mere krudt på ham. Gå i stedet ud i verden og find en anden mere villig mand. Skønt du muligvis ikke bryder dig om tanken, så prøv at finde ham på nettet. Der findes et væld af kontaktbureauer for alle aldersklasser, givetvis af forskellig seriøsitet og til varierende priser. Men brug din sunde fornuft og læs grundigt, hvad disse ukendte mænd skriver – så finder du sikkert en, du kan bruge. Udsigterne ser gunstige ud allerede nu fra april i år og stadigt bedre fra slutningen af 2010, og tendensen forstærkes gennem hele 2011. Husk, at en evt. skuffelse ikke nødvendigvis betyder, at du generelt ikke dur som partner, men udelukkende som partner til ham, der sagde ”pænt nej tak!” Du kan kun blive skuffet, hvis du i forvejen har skruet dine forventninger urealistisk højt op. Hvis du blot glæder dig til at møde et nyt menneske, kan oplevelsen næsten kun give positivt resultat. Jeg sender dig en masse kærlig energi som hjælp til at opnå en lys og dejlig fremtid for dig.
Leena
Fagastrolog
www.astroclaris.dk
|