|
Jeg er meget ked af det; min mand vil gerne, at vi skal skilles; han er røget psykisk ned pga., at han har haft en dårlig barndom, og for 8 år siden var jeg ham utro med hans bedste kammerat. Han har svært ved at glemme eller komme videre; han siger, at han elsker mig over alt på jorden, men kan ikke rumme det mere. Han mener, at vi må se. Når han har fået arbejdet sig igennem livets besværligheder, vil han gerne være et andet menneske. Han håber ude i fremtiden, at vi kan finde hinanden igen. Han græder meget, men siger, at han må være egoist for at komme på den anden side. Håber du måske kan hjælpe. Er der mulighed for, at jeg kan få det bedste i mit liv tilbage?
Kære Du.
(Læserens rigtige identitet er redaktionen bekendt.)
Tak for dit spørgsmål om din mulighed for at få det bedste i dit liv tilbage.
Jeg kan mærke på dine ord, at det er rigtig hårdt for dig og at du måske mister din mand. Det er fuldt forståeligt at være rørt, ramt og rystet, når vi står til at miste dem vi elsker.
Lad mig begynde med en lille kinesisk historie:
"En ældre kinesisk kvinde havde to store krukker, som hang på hver sin side af en stang, som hun bar over nakken. En af krukkerne havde fået en sprække, mens den anden krukke var perfekt og altid leverede en fuld portion vand. Efter en lang tur fra bækken til huset, var den lækkende krukke kun halvfuld.
I to år skete dette dagligt. Kvinden kom hjem med kun en og en halv krukke vand.
Naturligvis var den perfekte krukke stolt over sit resultat, men den stakkels lækkende krukke skammede sig over sin præstation, og var ulykkelig over, at den kun kunne gøre halvdelen af, hvad den var skabt til at gøre.
Efter to år, som den kaldte en bitter tid, talte den en dag med kvinden nede ved bækken.
"Jeg skammer mig over mig selv, fordi sprækken på min side gør, at vandet lækker hele vejen tilbage til dit hus". Den gamle kvinde lo. "Lagde du mærke til, at der er blomster på din side af stien, men ingen på den anden side? Det er fordi jeg længe har kendt til din læk, så jeg har sået frø på din side af stien. Hver dag når vi går tilbage, har du vandet dem. I to år har jeg kunnet plukke disse smukke blomster til at dekorere bordet med. Hvis du ikke var præcis som du er, så kunne disse skønheder ikke have groet her og smykket huset".
Vi har alle vore egne unikke fejl, men det er sprækkerne og fejlene vi har, som gør vores liv så interessant og givende.
Tag alle mennesker for, hvad de er og søg det gode i dem og husk at dufte til blomsterne på din side af stien.
Du skriver, at du har været din mand utro med hans bedste kammerat for otte år siden og nu vil din mand skilles fra dig. Ydermere er din mand røget ned psykisk på grund af en dårlig barndom, han har haft, og som han stadig sidder fast i.
Din mand mener, at I må se, hvor I er, når han har fået arbejdet sig igennem livets besværligheder og derigennem håber han at blive "et andet menneske". Han håber ude i fremtiden, at I kan finde hinanden igen. Din mand græder meget, men siger han må være egoist for at komme "på den anden side".
Det er rigtig hårdt for os, når vi mister det, vi holder allermest af. Skuffelsen rammer dybt i hjertet og flår meget med sig på sin vej og inden vi ser os om kan vi havne dybt i afgrunden med alle broer brændt, uden lidenskab eller lyst til at beskæftige os med noget som helst af værdi. JA, vejen kan være tung - hvis det er det vi vælger!
Hvis jeg prøver at tænke objektivt over dine vanskeligheder lige nu, er der nogle ting, der kræver en uddybelse som fx :
Har du en fornemmelse af, hvad der har været den udløsende faktor siden din mand først vil skilles nu?
Din mand fortæller dig, at han elsker dig overalt på jorden, men i samme moment vil han skilles fra dig. Hvilket budskab sender han der, tror du?
Der er gået otte år siden din utroskab og med hensyn til barndommen lyder det til, at din mand har slæbt rundt på den negative side af sagen lige siden. At det er de briller din mand vælger at hilse livets mange muligheder velkommen med, er jo en stærkt begrænsende faktor. Det kunne tyde på, at din mand ønsker omsorg, anerkendelse og forståelse og den skal først og fremmest komme fra din mand selv. Der må du muligvis træde et skridt tilbage og lade en professionel samtaleterapeut hjælpe din mand med at brede viften af muligheder ud, så din mand får flere strenge at spille på og derigennem bliver i stand til at slippe taget i "det sårede lille barn" fra fortiden.
Med den smule information jeg har omkring jeres forhold, har jeg ringe kendskab til de "roller" I har haft i forhold til hinanden og det er svært at komme med forslag, men helt indlysende ville det være at forsøge en tur hos parterapeuten. Det ville også være sundt for din mand at opsøge individualterapi. Du kan finde kvalificerede terapeuter/parterapeuter på www.psykoterapeutforeningen.dk. Der kan du være sikker på at finde uddannede samtaleterapeuter og ikke kvaksalvere, som lige er hjemvendt fra et weekendmodul i psykoterapi, klar til at redde hele verden.
Negative omstændigheder eller besværligheder som du beskriver det i dit brev viser sig jo ofte, når vi ser nærmere på det, at være lige netop der hvor vi udvikler os for alvor som mennesker, får mest viden omkring os selv og vores måde at håndtere det, vi udsætter os selv for og udsættes for.
Ved at forstå og blive i smerten, og ja ved gud det kan grænse til det uudholdelige, forandrer vi os, ved at acceptere tingene som de er lige nu ... (lige nu), for der er hele tiden et nyt nu, hele tiden en ny måde, hvor vi får chancen for at lære en ny side af os selv at kende, hvis vi tør slippe kontrollen, slippe de gamle reaktionsmønstre, den gamle måde at se os selv på og være med det der er.
Mange gange er ord blot ord, men forandring kræver handling og som Nietzsche bl.a. påpegede, skal vi passe på med at se for dybt i afgrunden, for afgrunden begynder måske pludselig at se efter os ...
Venlig hilsen
Michael Zinius
Gestaltterapeut
www.zinius.dk
|
