|
Vil I være søde at afklare et spørgsmål, som går ud på følgende:
Hvordan kan det være at ordet "møggreb" hedder EN MØGGREB og ikke som det grammatisk ville være mere korrekt ET MØGGREB? Det hedder jo ET GREB og det er altid sidste ord der bestemmer kønnet?
Ville blive meget glad for et svar.
M.v.h.
Annelie Rose
Kære Annelie Rose.
Det er et af de rigtig sjove spørgsmål at svare på. For du har både ret og ikke ret. Det hedder EN møggreb, fordi GREB er et af de ord på dansk, der har flere betydninger. Det kan enten, som du forstår det, være ET greb (i noget eller et håndgreb) eller det kan referere til redskabet EN greb. I dette tilfælde er det sidste fortolkning, der skal bruges. En greb er et let, forklignende redskab med fire runde, lange spidse ”tænder”, der bruges til at muge ud med i stalde o.l., fordi den er eminent god til bearbejdning og sortering af lette materialer som fx møg (strøelse blandet med husdyrekskrementer), halm og sten. Med andre ord: Møget. Deraf grebens navn. En greb kan fås i flere forskellige udgaver afhængigt af, hvad den skal bruges til: Havegreb/gravegreb, entreprenørgreb, stengreb. Det er derfor helt korrekt sætte EN foran møggreb, da du har helt ret i, at det er sidste led, der bestemmer kønnet.
Glædelig jul fra NetNaturDoktoren.
Maryanna Morthensen
Chefredaktør
www.epilepsi-partner.dk
|