Vi nærmer os med hastige skridt den mørke tid af året, og for rigtig mange mennesker en deprimerende tid.
For mange er det modsat en dejlig tid med indendørs hygge og mere ro i tilværelsen. Men for den store gruppe af mennesker, der belastes af mangel på lys, er blot tanken om de mørke måneder ved at drive dem til vanvid. Og efter en våd og solfattig sommer er kroppens tanke måske ikke fyldt helt op med sollys, og problemet bliver derved forstærket.
Hører du til de mennesker, der belastes af lysets fravær, er det vigtigt at du erkender det, dels overfor dig selv og dels overfor dine omgivelser. Læg dit liv til rette efter det, så godt det er muligt. Bliver du sur, så fortæl dine omgivelser, at det ikke drejer sig om dem, men om fravær af lys. Bliver du deprimeret, har du måske brug for alenestunder hver dag. Men igen, fortæl dine omgivelser om dit problem og behov, så dine nærmeste ikke tror der er noget galt med dem.
Og hvad er der så ellers at gøre:
1. Ved Matas kan du købe dagslyspærer fra firmaet Biovita. Det er rigtigt gode lavenergipærer, der giver et lys fra sig, der svarer til solens lys kl. 12 middag. Jeg har brugt disse pærer i mange år og er glad for dem. Jeg har en sådan pære i køkkenet, og det giver langt bedre arbejdslys end en almindelig pære. Vi har også en dagslyspære over sofabordet, og i min lampe, som jeg bruger, når jeg læser, strikker osv. er der sat dagslyspære i. Pærerne holder i tre år, og de får både med stor og lille fatning og i mange styrker. Jeg kender en del, der har købt dagslyspærer og bruger dem ved deres arbejdsplads fx et skrivebord. Undersøgelser viser, at hvis man erstatter alle pærerne i et åbent kontorlandskab med dagslyspærer, så falder sygefraværet i løbet af vinteren og der er større tilfredshed. Via en psykiater kan du henvises til lån af et apparat, der udsender dagslys, men her er det meningen, at du skal sætte dig i en time foran lyset. Det er også i orden hvis man kan sætte en time af hver dag til det, men det kan være vanskeligt i den travle familie. Så er det bedre at få dagslyset fra pærer forskellige steder i hjemmet. Pærerne koster ca. 400 kr.
2. Den daglige vitamin-/mineraltablet er meget vigtig at tage. Vælg et godt produkt og ikke en af de billigste. De billige indeholder hvad de skal, men der kan være problemer med optagelsen i kroppen, fordi de er lavet for syntetiske. Ekstra B-vitaminer gavner mange. Vælger du at tage ekstra B-vitaminer gøres det sådan: Først en daglig vitamin-/mineraltablet, derefter alle B-vitaminerne i en samlet pille og så først derefter de enkelte B-vitaminer hver for sig. Grunden er den, at alle B-vitaminerne er indbyrdes afhængige af hinanden i optagelsen i kroppen, og hvis du indtager en enkelt forskyder du balancen ved de øvrige. Ekstra zink gavner også mange, ligeledes kan ekstra calcium og magnesium også hjælpe. Men igen indtages den daglige
Vitamin-/mineraltablet sammen med. Ekstra A-vitamin evt. i form af betacaroten kan også hjælpe.
3. Produkter med perikum gavner ved modløshed og depressioner af let og middelsvær karakter. Undersøgelser fra danske psykiatere viser perikums gavnlige effekt, men anbefales desværre for sjældent. Perikum er en plante, der kan give interaktioner med lægeordineret medicin, og det bør der tages højde for. Perikum kan - ganske vist sjældent – fjerne effekten af P-piller. Perikum kan igen sjældent øge effekten af blodfortyndende medicin og perikum kan give øget soloverfølsomhed hos personer med meget sart hud. Med disse forbehold i tankerne er perikum en virkelig god plante at bruge i vinterhalvåret. Perikumsnaps var kendt og elsket i det vestlige Jylland for mange år siden, måske også for den gavnlige virkning på humøret og ikke kun for den gode smag.
4. Et akupunkturpunkt kan også lette på
tilstanden: Det befinder sig en håndsbredde
over toppen af den indvendige ankelkno, og
lige bag ved skinnebensknoglen, mellem
knoglen og musklen.
Ens på begge ben. Punktet vil ofte være ret
ømt. Tryk på punktet, der kaldes Milt 6 fem
minutter dagligt på begge ben. Du kan også
sætte en køleskabsmagnet fast med plaster
og sove med dem.
Ankelknoen
Med disse råd håber jeg du kommer godt igennem den mørke tid og kan nyde vinterhalvårets fordele.
|