Din Alternative Portal

Advertisement
Advertisement
Advertisement
Advertisement

Who's Online

Forside arrow Det Alternative arrow Når sorg fylder os
Når sorg fylder os PDF Udskriv E-mail
Skrevet af Anne Søvang   
mandag 08. marts 2010
magtesloeshed1.jpgDe fleste af os har oplevet at bære rundt på sorg over noget. Det er naturligt at sørge, når en tæt på os er syg, dør, eller livet ikke kan være, som vi gerne ville, men vi har brug for at leve det liv, der er os givet, og det kan vi kun, når vi giver slip.

 

Sorg gør os triste, tunge i kroppen, kede af det og ulykkelige. Og at give slip kan opleves svært og nærmest umuligt, men hør hvad en kvinde fandt bag ved sorgens lag.

Hun ringede og fortalte om nogle problemstillinger i sit forhold. Hun oplevede, at de var opstået, fordi hun gennem flere år efter moderens død stadig følte sorgen tynge hende.

Glæden var der ligesom ikke.

Letheden og latteren manglede.

Forholdet til partneren vaklede.

Moderen var død af cancer, og det havde været utroligt hårdt.

Jeg spurgte kvinden, hvordan det ville ændre hendes liv og problemerne i hendes liv, hvis hun ikke længere bar på sorgen.

Tankerne skabte et rum i hende, hvor hun mærkede, at alting ville være lettere at tackle.

Jeg guidede hende med åndedrættet ind i sig selv, til stede i kroppen og sig selv, og her i det indre trygge rum, valgte hun at slippe de traumatiske oplevelser, billeder og fornemmelser, der havde holdt hende fast.

Det begyndte at ændre sig, løsnede sig og forsvandt.  

Da hun nu mærkede ind på sig selv, moderen, og sygdommen, kunne hun mærke, at, som hun selv udtrykte det "kun den rene kærlighed til moderen var der". Det andet var forsvundet. Hun fik fred med sig selv.

Fred er der kun en til at give, og det er os selv.

Andre kan sige nok så meget, trøste, men det først, når vi selv vælger, at trøsten "daler" ned i os.

For mange år siden oplevede jeg selv at bære rundt på min far og hans seks år lange sygdomsforløb, mens han langsomt forsvandt ind i Alzheimer-sygdommens tåger.

Det lange sygdomsforløb, og de få gange, han var klar i hovedet, fik mig til at forstå, at døden var det eneste, han ønskede nu.

Så det var en befrielse, da det skete en decembernat for en del år siden.

Vi var alle sammen hos ham, da det skete. Jeg husker, at det slog mig, da jeg stod og betragtede den døde krop:

- Den far, jeg kendte, var der ikke mere. Sjælen forlod ham, da han døde. Tilbage lå blot en fysisk krop, og den havde ikke noget at gøre med det menneske, jeg elskede så højt.

Begravelsen blev smuk, solens stråler i sneen blev reflekteret, så lyspartikler dansede rundt i luften og på sneen.

Selvom jeg var ked af det, kunne jeg mærke, at alt nu var ok. Han havde fået fred, og jeg havde faktisk også.

Han havde sat sig selv fri. Jeg havde sat mig selv fri.

I mange år havde vi alle båret rundt på ham, sygdommen, fyldt op af sorg, sorg over at han skulle lide, sorg over at han ikke fik fred, sorg over ikke at have den far, vi kendte, sorg over langsomt at miste ham, sorg over at det skulle ende, sorg over at det ikke var anderledes.

Sorgen lå som en trist, tung dyne, og gjorde, at glæden ikke bare var der.

Ved graven gav jeg slip, og kunne bevæge mig videre i mit liv med fred.

Senere havde jeg et smukt sjælemøde med ham, hvor jeg guidede ham til at slippe de sidste jordiske bånd, og han bevægede sig energetisk tilbage gennem de ikke-fysiske riger til blomsterbroen, udenfor de jordiske sfærer, hvor han gik over, til det, vi nok kan kalde hjemme hos gud.

Siden har jeg ikke haft nogen fornemmelse af eller kontakt med ham. 

Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan ændre vor fremtid, hvis vi giver os selv lov til at leve i nuet.

 
Næste >