|
 Gestaltterapien har arvet anvendelsen af paradokser fra den østlige filosofis tænkning. Paradokset er centralt i østerlandsk tænkning og anvendes flittigt i gestaltterapien, for resultatet af forandringen sker, når man vover at blive i det ”som er” og ikke, når man forsøger at blive i det som man ikke er.
Der findes mange måder at anvende paradokser på i gestaltterapien. Når en klient forsøger at undvige en tanke eller en ubehagelig følelse, kan terapeuten opmuntre ham til at gå ind i tanken og overdrive den (derved lærer klienten at acceptere det som er og ikke gå imod naturen). Det kan være nødvendigt at være grov for at være god (undertiden kan det være nødvendigt at frustrere klienten for at fremme klientens vækst). Det kan være nødvendigt at skabe et tomrum indeni sig og blive der for at gøre plads til noget nyt og undgå at fylde tomrummet op med hvad som helst, men turde vente og stole på, at det som skal komme, kommer. Blot det i sig selv er en kæmpe udfordring i vores samfund i dag.
Når en klient henvender sig med et konkret problem, vil det ofte være med den udtalte eller uudtalte forventning om at få hjælp til at få løst problemet. Mange vil gøre sig store anstrengelser for at få terapeuten til at komme med en løsning til deres oplevelse af en situation, tage særlige hensyn til deres helt specielle oplevelse af vanskeligheder, prøve at få terapeuten over på deres side, spørge: ”Hvad skal jeg gøre?”, eller bare se appellerende på terapeuten.
Hvis terapeuten ligger under for disse forventninger og prøver at tilfredsstille klientens behov for hjælp og støtte, fastholder han klienten i uansvarlighed. Det er en fælde, især fordi klienten ofte vil udtrykke taknemmelighed over at få al den opmærksomhed og terapeuten bliver glad og kan opleve sig selv som en succesfuld og kompetent terapeut.
Terapeuten får dækket sit behov for at hjælpe et andet menneske, men klienten ændrer sig ikke det mindste. Klienten vil blive ved med at komme og beskrive sine vanskeligheder i detaljer. Indimellem fortæller klienten terapeuten, hvor dejligt det er at komme hos terapeuten og hvor afhængig vedkommende er af disse timer. Klientens behov for støtte fra omgivelserne bliver tilfredsstillet, men der er ikke nogle tegn på at klienten bliver mere selvstøttende.
Først når klienten begynder at tage skeen i sin egen hånd og tager ordentligt ansvar for sit liv, kan de neurotiske mønstre forsvinde.
Den proces kan ikke finde sted uden frustration. Det kan være nødvendigt at frustrere klienten, når han eller hun prøver at fastholde sine sædvanlige neurotiske manøvrer og støtte ham eller hende i ethvert helhjertet forsøg på selvudtryk, uanset hvor uansvarligt det kan forekomme.
Denne vekselvirkning, denne paradoksbehandling mellem støtte og frustration, mellem sympati og provokation kan også være et grundlag i det gestaltterapeutiske arbejde.
|
