|
Jeg var ca. 18 år gammel da jeg begyndte at snuse til den alternative verden.
Jeg var kommet i praktik på et mindre stutteri, hvor jeg selvfølgelig medbragte min eneste ene: En dejlig tyk pony ved navn Prins! Han havde givet mig mange gode tider og jeg påstod hårdnakket, at vi stod hinanden meget nær og var åh - så glade for livet!
Skrevet af:
Sisse Guldager
Indtil den dag min chef sagde til mig, at han ikke var rengående bagtil ... shit! Hvad gør en pige, når hun for sådan noget at vide ... hun indser det hun havde vidst i lang tid: Min stakkels lille pru havde det ikke godt ... den var ked af det ... så hun brugte alle sine penge og andres til alverdens dyrlæger og fik det ene gode råd efter det andet ... Efter 4 dyrlæger, mange måneder på stald, masser af medicin osv. måtte de konstatere, at den nok "bare" var gammel ... men! Det var den ikke; den var 10 år!
Så tog jeg en alvorlig snak med min chef som forsigtigt nævnte en "hokuspokus" dame til heste og eftersom det var mit sidste håb, måtte jeg bare prøve.
På besøg kom den rareste dame og fortalte mig de vildeste ting ... min hest havde fået nyrebetændelse, som var kommet snigende i gennem mange år ... den havde meget ondt og mange smerter, ja den ønskede faktisk ikke at leve mere ... så han fik den store behandling ...: Nåle med strøm, masser af kærlighedstanker og massage, meridianstrygninger og alt hvad hun kunne finde på ... Suk, tak! Historien ender her: Pony Prins er en glad lille pony, der i dag tuller rundt med børn på en dejlig byggelegeplads. Han er tilfreds med livet (det siger han i hvert fald) og er fri for smerter
.
Jeg er glad for, at jeg lærte den alternative verden at kende, for ellers havde jeg ikke min dejlige frække Prins.
|
Fra Læser til Læser
