|
Jeg har et spørgsmål angående psykiske lidelser og homøpati.
Jeg har omkring 2004 været medicineret for forskellige psykiske lidelser såsom: Angst, depression, tvangstanker. Af medicin har jeg først fået Cipramil, som blev erstattet af Seroxat, som jeg får nu, men er ved at trappe ned i. Medicinen har været en virkelig stor hjælp og støtte, dog er der en ret grum bivirkning og det er vægtøgning, som jeg desværre døjer meget med. Heldigvis er jeg nu gået i gang med en nedtrapning fra 60 mg til 40 mg daglig, da jeg i de sidste 2 år har opnået en væsentlig bedring. Jeg går hos en helt fantastisk psykiater som jeg har et godt samarbejde med min tilstand om. På længere sigt vil jeg meget gerne trappe helt ud af medicinen, og her vil gerne høre lidt om hvad homøpatien kan tilbyde, når man er psykisk ustabil som mig. Da jeg godt kunne tænke mig at få homøpatisk hjælp, når jeg er færdig med nedtrapningen. Hertil skal siges, at jeg er i stand til at leve et normalt liv med en meget sød kæreste; jeg studerer på universitetet, har mange venner.
Håber I kan dele lidt af jeres viden ud til mig.
Venligst
Christina
Kære Christina
Tak for dit brev og dine spørgsmål som jeg her vil prøve at besvare.
Jeg behandler mange, der gerne vil trappe ned og ud af anti-depressiv medicin, så mit svar er baseret på egen erfaring samt de seneste forskningsresultater på området.
Det er min erfaring, at homøopatisk behandling er en god støtte i nedtrapningsfasen, da homøopatiske midler stimulerer din krop til at genetablere og opretholde homeostase (indre harmoni). Når man tager anti-depressiv medicin manipulerer man med de symptomer, din krop og dine følelser udtrykker, og dermed undertrykkes du, hvilket er hvorfor det kan være vanskeligt at trappe ud af traditionel medicinsk behandling. I den homøopatiske forståelse af mennesket og sundhed, er symptomer vigtige signaler på en grundlæggende ubalance og homøopater bruger dine symptomer til at kortlægge dine individuelle reaktionsmønstre – både på det fysiske, emotionelle og psykiske plan og ordinerer homøopatisk medicin udfra denne sammenhæng. Som mennesker fungerer vi jo i en sammenhæng og derfor er det vigtigt at alle aspekter tages i betragtning når man behandles for uhensigtsmæssige symptomer som angst, depression og tvangstanker jo er.
Dog er det vigtigt at vide, at disse symptomer ikke opstår af ingenting, men kan have rod i mange årsager og disse årsager kigger homøopaten også på. Homøopatisk behandling adskiller sig fra de fleste andre behandlingsformer ved at lægge vægt på individualiteten i symptomer og årsager, og derfor er det aldrig ”samlebåndsbehandling”. Målet med homøopatisk behandling er først og fremmest at blive symptomfri, men personlig udvikling og dybere selvforståelse er også vigtige elementer i behandlingen. For at kunne forstå den enkelte persons individualitet afsættes der til den første konsultation mellem 2-3 timer og efterfølgende konsultationer ca. 1 time. Du vil tale med homøopaten om dine umiddelbare symptomer, men også om hvordan du sover, om du sveder, hvilken mad du kan lide, dine menstruationer etc. Dine præferencer og symptomer indenfor disse områder er også med til at give et indtryk af, hvem du er som den hele person, du er.
Som du kan se tilhører de homøopatiske principper et helt andet paradigme (forbillede) end konventionelle principper og det kan derfor være svært at lave forskning indenfor de konventionelle rammer. Heldigvis er der er alligevel flere forskere, der har taget udfordringen op og resultaterne er meget positive med signifikant evidens (overbevisende klarhed) for at homøopati virker i behandlingen af depression.
Så med andre ord: Der er rigtig mange gode resultater med homøopatisk behandling af depression og angst og de fleste af de patienter, jeg ser, er meget glade for den proces de gennemgår i behandlingen og specielt den store hensyntagen til individualiteten.
Jeg håber ovenstående gav dig svar på dit spørgsmål. Hvis du gerne vil læse mere om de homøopatiske principper og behandling, så kan du læse mere på Alternes sider om homøopati, min egen hjemmeside, www.homoeopati.com, eller Dansk Selskab for Klassisk Homøopati www.homeopati.dk
Kærligst
Malene Vestergaard
Bsc. Hom. Med.
www.homoeopati.com
|