Din Alternative Portal

Advertisement
Advertisement
Advertisement
Advertisement

Who's Online

Vi har 2 gæster online
Farvel til Rosie PDF Udskriv E-mail
Skrevet af Paulette Vivian Topsøe-Jensen   
lørdag 24. maj 2008

Kære alle sammen,

Her er en lille historie fra det virkelige liv.

Der er mange, der mener det værste i en dyrlæges liv er at aflive dyr og hvordan kan man det, når man er så glad for dyr.

Jeg har elsket dyr hele mit liv og besluttede mig, da jeg var 7 år, for at jeg gerne ville være dyrlæge.

Dagen før jeg traf min beslutning var der sket en sørgelig ting på den gård jeg boede.

Koen, Maren, var blevet syg og dyrlægen var blevet tilkaldt. Jeg kan huske, at vi fik at vide, at alle vi børn skulle gå ind i soveværelset og vente der sammen. Så lød der pludseligt et højt skud.

Næste dag hang Maren i laden som en stor uhyggelig slagtekrop som fyldte begge ladeporte.

 

Den dag besluttede jeg mig til at blive dyrlæge, så jeg kunne redde de andre køer, der blev syge.

 

Det at aflive et dyr er dog mange gange en befrielse for dyret og for mig. Min opgave er at gøre det på en tryg, smertefri og god måde og være en støtte for dyret og mennesket bag som er ved at gå i opløsning af sorg.

Jeg har selv været i den situation at være ejer af et elsket kæledyr, som måtte aflives og kender smerten, så jeg føler virkelig med de mennesker, jeg prøver at hjælpe igennem dette.

 

I tirsdags var jeg i den situation igen.

Min øjesten over alle øjesten, Rosie, min gamle basset hound, som jeg havde reddet, da hun var et år gammel fra aflivning, havde udviklet en kræftsvulst i næsen.

 

Der var ikke rigtigt noget at se udefra, udover at hun fik lidt flåd fra næsen, som ikke ville gå væk med penicillin og hvis man så op i næsen, kunne man se lidt rødt hævet væv.

 

Jeg havde gået og holdt øje med næsen i nogle måneder, givet hende lidt akupressur og en hel del flere griseører og havde endelig fået taget mig sammen til at få laver en kikkert undersøgelse af næsen på Landbohøjskolen.

 

To dage før denne undersøgelse lå hun fredsommeligt og sov på sofaen (ja, ja det gør dyrene altså her i huset).

På et tidspunkt kunne jeg høre, at hun slikkede sine poter meget og da jeg så til hende, var der blod overalt – det fossede ud af næsen. Stortudende og med hjælp fra min mand fik vi bedøvet hende og aflivet hende og derefter begravet hende i haven.

 

Jeg var naturligvis helt knust, men takkede Gud for, at jeg var hjemme, da det skete, så hun ikke skulle lide, at hun fik fred på sin elskede sofa, at hun slap for den store undersøgelse og for den tid, vi trods alt fik sammen.

 

Selv om jeg stadig savner Rosie meget har jeg nu fået travlt, for vi har fået en ny basset, Nessie, som holder os travlt beskæftiget og vores gamle labrador synes det er herligt igen at have en legekammerat.

 

Til alle jer, der har mistet: Jeg forstår jer, og man skal have lov at sørge over dyr, man elskede højt.

 

Med mange varme hilsner fra

Paulette

Sidst opdateret ( torsdag 05. juni 2008 )
 
< Forrige   Næste >