Advarsel mod "party"-kosttilskud

Jeg er så gammel, at jeg har oplevet ungdomsoprøret i 60’erne, men så ung, at det foregik fra barne- og klapvogn.

I en ellers – syntes jeg – lykkelig barndom, var de eneste skyer på min himmel, at jeg 8 år gammel fik diagnosen epilepsi. Fra da af måtte jeg tage medicin, som jeg hele livet igennem har haft svært ved at tåle. Hver gang man prøvede at omstille mig til nyere/bedre medicin, oplevede jeg stadig voldsommere reaktioner på ændringerne. Hvorfor – forstod jeg ikke dengang. I dag ved jeg, at det skyldes, at min krop er særdeles følsom overfor kemiske ændringer i dens skrøbelige balance.
 

En healer hjalp mig efter 24 år som epileptiker til at blive så meget bedre, at jeg kunne nedsætte mit medicinforbrug ganske meget. Og sådan levede jeg i nogle år. Jeg havde stadig ca. 1 dag om året, hvor jeg fik flere større krampeanfald – en alvorlig tilstand – og havde dagligt hyppige (> 10-20 registrerede) småanfald, der bestod i ½-4 sekunders trækninger ved venstre øje. Disse generede mig ikke på nogen måde, hverken kosmetisk eller opfattelsesmæssigt. Så jeg passede mit arbejde i sygehusvæsenet, min familie og min fritid. Jeg havde stort set et meget tilfredsstillende liv, med et arbejde, jeg virkeligt elskede og mulighed for at pleje mine alternative interesser i fritiden.
I 2001 – efter nogle måneder med meget grov mobning på min arbejdsplads, måtte jeg i 2002 sige farvel til mit dejlige og meget tilfredsstillende arbejde der. Pga. stressbelastningen havde jeg pådraget mig en psykisk arbejdsskade og jeg fik tillige svær fødevareintolerance.

(Fødevareintolerance er, til forskel fra fødevareallergi, en fordøjelsesreaktion. Fødevareallergi er immunforsvarets forsøg på at skille sig af med det, kroppen opfatter som en fjende. Det kan i yderste konsekvens være livstruende. Fødevareintolerance er fordøjelsessystemets reaktion på et svært fordøjeligt fødeemne. Det kan være særdeles smertefuldt og ubehageligt og i sidste ende udløse egentlig sygdom efter kortere eller længere tid.)
 

Således gik det op for mig, at jeg ikke længere frit kunne putte mad i munden, hvis jeg ville opretholde et almindeligt godt velbefindende. En terapeut fortalte mig om blodtypekosten, jeg læste bøgerne og syntes det lød så fornuftigt, at jeg ville give det en chance. Jeg syntes dog, at det ville føre for vidt at blive næsten-vegetar fra den ene dag til den anden, så jeg fulgte planen i moderat grad.
Resultatet var over al forventning: I løbet af 3 uger steg mit energiniveau til uanede højder, jeg blev klar i hovedet (noget, jeg ikke havde oplevet i årevis), min træthed forsvandt, jeg døjede ikke mere med slim i luftvejene, oppustethed, hovedpiner og kvalme hørte ikke mere til dagens orden og – bedst af alt – mine daglige anfald faldt til ca. 0-5 registrerede anfald om dagen. I skrivende stund har jeg slået en mere end 30 år gammel rekord: Jeg har ikke haft større epileptiske anfald siden jeg startede på blodtypekosten i marts 2002! Og min medicindosis svarer nu til, hvad man giver et barn på 30 kg!

Inden jeg giver nogle mennesker et falskt håb om at kurere epilepsi med kostændringer, skal jeg lige skynde mig at sige, at dels er jeg ikke kureret og dels er jeg overbevist om, at grunden til min succes med kosten i den retning skyldes, at hjernen er meget påvirkelig for kemiske ændringer. Og det vi indtager/optager er den letteste måde at ændre denne kemi på. Desuden kopieres hver eneste celle med styrker og svagheder ved hver celledeling pga. genstrengene, der ligger i cellerne, DNA'et. Det betyder bl.a., at "hukommelsen" for epilepsi bliver givet videre fra generation til generation af celler. Disse celler er også højst påvirkelige af kemi, og da koden for de typer epilepsi, jeg lider af, ligger tæt op ad det gen, der koder for blodtypen, vil blodtypen have en vis indflydelse på sygdommen, fx gennem stress - der igen udløser kemiske forandringer i kroppen. Et sygdomsgen skal hele tiden holdes aktiveret, for at kunne opretholde sygdommen. Og kan man holde aktiveringen på et minimum over længere tid, vil "hukommelsen" om sværhedsgraden formentlig også aftage. Ligesom de skadede hjernecellers følsomhed - og dermed deres evne til at iværksætte epileptiske anfald - også falder til ro. Disse ting kan man fx få på plads ved hjælp af kosten. Da blodtypekost ikke skader, kan jeg kun anbefale at afprøve den selv, hvis du slås med sygdom – resultatet vil sandsynligvis vise sig i løbet af 3-4 uger. Følg bøgernes anvisninger og gør det i samråd med din læge. Jeg hører meget gerne fra alle, der har en historie at berette.

Jeg mener, at det giver mening, at en ændring af kropskemien kan have en gavnlig indflydelse på kommunikationen hjernens celler imellem; den kommunikation, som ved epileptiske anfald går grassat. Cellerne i hjernen og kroppen kommunikerer med biokemiske signaler, der skaber en meget svag elektrisk strøm. Skævheder i kommunikationen medfører forskellige former for konsekvenser, der i alvorligste fald kan vise sig som sygdomme, bl.a. epilepsi. Den mad, vi indtager, er kroppens grundlag for at opretholde det optimale miljø i og med, at vi ikke kan putte noget i munden uden at kroppens vagtværn tager stilling til, om det er en ven eller en fjende. Langt hen ad vejen er det muligt for vores krop – der er en fantastisk skabning – at kompensere for uheldige indflydelser, men er kroppen hårdt belastet af fx medicin, et belastende ydre miljø, sygdom eller lignende, er det en mulighed, at man selv hjælper den ved at spise på en måde, der ikke belaster den yderligere.