|
Jeg bliver 50 i år og er blevet skilt sidste år efter eget ønske, men jeg må sige, at jeg er nede i et meget stort, sort hul og kan virkelig ikke se noget positivt. Jeg føler mig meget meget ensom og kan ikke se, hvordan jeg skal møde andre mennesker, når jeg ikke tør gå ud blandt andre. Jo, hvis jeg kunne finde nogen at gå med. Jeg har en rigtig god veninde, N.N., som jeg holder utrolig meget af, men hun er selv nede og får terapeutisk hjælp og jeg er så bange for, at jeg er "for meget" for hende. Vi er så tæt på hinanden og taler sammen dagligt. Det er dog med til at holde modet oppe, så jeg vil ikke kunne bære at miste hende som veninde. Så har jeg 2 andre veninder, men de er gift og har derfor ikke det samme behov som jeg har.
Jeg vil så hjertens gerne møde nogle flere personer, som jeg kan være sammen med i fritiden og foretage mig noget sammen med.
Nu går vi igen sommeren i møde og jeg kan ikke holde ud at tænke på igen at skulle sidde her alene aften efter aften og weekend efter weekend. Jeg søger ikke en anden partner; det er jeg ikke klar til endnu, men hvor jeg dog savner nogle venner og veninder.
Vil jeg overhovedet kunne se noget "lys" og inden for nær fremtid? Jeg kan overhovedet ikke hvile i mig selv mere. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Så vil jeg kontakte lægen for at få lykkepiller, men det er jo heller ikke løsningen.
kan I se noget positivt omkring mig?
Med venlig hilsen
Kirsten M.
Hej Kirsten
Jeg fornemmer mest en opgivende følelse hos dig. Og at du, lige nu, har brug for at give dig selv mere omsorg fysisk, sund kost, vand, frisk luft og ikke mindst solskin for at få mere energi. Angående psykisk omsorg, så har du jo for nylig været igennem et forløb med ophør af parforhold; dette kan i sig selv være en stor mundfuld, også selvom man selv har valgt det. Desuden er det at blive 50 år en slags skillevej og statustid for mange mennesker. Du og din veninde fastholder hinanden i at være triste, men da I jo holder rigtig meget af hinanden, kan I sammen beslutte jer for at komme op til overfladen, ved at tænke og tale om det positive i livet igen. Læs evt. de samme bøger om positiv selvudvikling, eller lyt til bånd og snak om dem bagefter. Der er gode muligheder for at forandre en svær livsperiode. Jeg ved, at du har rigtig meget at give andre mennesker, og du bør prioritere dig selv - også for at kunne hjælpe andre. Du kan være stolt af de kærlige egenskaber du har - øv dig på at vende dine tanker omkring dig selv og din nuværende situation til at være mere ”let om hjertet”. Start med at gå lidt udenfor – find dig en bænk, sæt dig og se på andre mennesker - læg mærke til, at nogle af dem sender dig et smil - og du er jo lys i dig selv. Da du er en positiv person, fornemmer jeg, at du netop bør bygge videre på de egenskaber. Bliv bedre til at holde dig selv med selskab, f.eks. ved at læse eller gå en tur. Jeg fornemmer også, at det kunne er være en god ide at anskaffe hund eller kat. Når du om et lille stykke tid er blevet bedre tilpas og har fundet ud af, at du er unik og vigtig i dig selv, kunne det være en ide, at du tager initiativ til at starte en lille ressource-/hygge-/snakke-gruppe for modne piger op – det vil være godt og styrkende for dig og for andre.
At styrke dig selv vil måske tage 1-3 mdr. så har du det bedre.
Held og lykke fremover, med venlig hilsen
Mona Lindell
www.monalindell.dk
|