|
Har efter mange år nu igen haft en oplevelse med søvnlammelse, som gør mig ret så skræmt og angst. Hvad kan man selv gøre for at undgå dette fænomen? Jeg var ret træt, da jeg lagde mig til at sove kl. 23 lørdag aften, men ligesom bare ikke træt nok til at falde i den dybe søvn, og så drømmer jeg vildt og rodet. Der er ikke noget, der påvirker mig synderligt i min hverdag, men oplever altid at have vilde drømme, hvis jeg lægger mig til at sove på "forkerte" tidspunkter.
Kære du.
Søvnlammelse er en ret godartet søvnforstyrrelse, hvor hjernen er lidt ude af "fase", så søvnfænomener sætter ind, før søvnen faktisk er sat ind og har sat den vågne bevidsthed ud af spil.
Du kan reducere søvnlammelserne på følgende måde:
- Reducer kravene i din hverdag. Særligt i perioder med store omvæltninger som eksamen, indgåelse af ægteskab, dødsfald i familien, jobskifte osv.
- Prøv at bryde dit sovemønster ved at sove omvendt af, hvad du gør, når du oplever søvnlammelserne (Fx: Da visse sovestillinger – at sove på ryggen fx – øger episoderne, kan du prøve at sove på maven eller - hvis du selv har observeret, at det især kommer, når du ligger på venstre side – forsøge at vende dig om på højre. Prøv evt. at bytte side i sengen med din evt. partner. Eller sove i fodenden af sengen.)
- Motioner … men ikke senere end sidst på eftermiddagen. Aftenmotion stimulerer hjernen, der så vil have problemer med at producere en dyb nok søvn.
- Vær tryg i visheden om, at der er andre, der har samme problem som dig.
- Slap af! Ikke kun når du skal sove, men når som helst du kan.
- Tal med lægen om, hvad du kan gøre, hvis det bliver et problem, der optræder oftere end du synes om.
- Find en regelmæssig søvnrytme.
Jeg håber, at dette kan være dig til hjælp.
Med venlig hilsen,
Maryanna Morthensen
Neurofysiologiassistent
www.epilepsi-partner.dk
|