"Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg er så træt og øm over det hele", fortalte en af mine bekendte forleden, da jeg løb i hende på gaden. Hun havde svært ved at holde tårerne borte.

Min bekendte er småbørnsmor til tre, har fuldtidsjob, hus, mand. Jeg spurgte lidt ind til hendes hverdag, og kunne nikke genkendende fra min egen tid som travl mor - tidligt op, sørge for at få børn op og klar til dagpleje, af sted til travl dag på jobbet, haste tilbage om eftermiddag for at hente børn, købe ind, hjem med trætte, sultne børn, lave mad, spise, rydde af, vaske tøj, putte børn, og når klokken var ni falde omkuld i sofaen, og alligevel med dårlig samvittighed, for hun syntes ikke, hun gjorde det godt nok. Ikke at manden ikke hjalp til, men han havde også en utrolig travl hverdag. Derfor var der heller ikke tid til at pleje parforholdet.

Mens hun snakkede fortalte hun, at glæden var væk, hun kom let til at vrisse ad børnene og manden, og følte slet ikke, hun havde tid til sig selv.

Overstressede mennesker oplever vi over alt. En overstresset mors verden kan ramle ved at en så lille ting som eksempelvis opvaskemaskinen bryder sammen. Det samme kan små uventede hændelser i hverdagen, og hun vil måske bebrejde opvaskemaskinen eller andet for sin vrede, irritation eller gråd.

Fakta er, det har ikke noget at gøre med opvaskemaskinen eller de andre små hverdagshændelser. Fakta er at shit happens indimellem, og fakta er, at shit sker for at gøre os opmærksomme på noget (se længere nede). Men det bliver de små hændelser i hverdagen, der får skylden. Når en kaput opvaskemaskine eller anden lille hændelse som måske en ”dårlig hårdag”, tøj, som strammer mere end i går m.m., kan forårsage et sandt uvejr i os, er det et klart tegn på en nødvendig forandring.

Jeg husker mig selv fra den samme periode i mit liv. Det var en flænge i en kjole, der vækkede mig – det var bare en rift i et stykke stof, og alligevel stod jeg der med tårerne silende ned ad kinderne Jeg anede ikke, hvad det handlede om, men oplevelsen satte ting i perspektiv for mig. Der var andre hændelser i den periode, som blev igangsættere for en enorm ændring i mig.

Tankevækkende er det, at vi giver ydre omstændigheder skylden for vore emotioner og reaktioner, i stedet for at tage ansvar for dem selv Det er lettere at bebrejde andre, lettere at skælde andre ud samt give nogen eller noget udenfor sig selv skylden, for det er tillært og accepteret. Eksempler kunne være : Hun giver mig røde knopper, han fik mig til at ..., det er hendes skyld etc.

Ofte har vi tårnhøje forventninger til os selv, livet skal være perfekt. Kvinden vil være en god mor, hjemmet skal være pænt og måske gerne fremtræde perfekt udadtil. Listen med krav i vore liv kan være laaaaaang. Farmand går måske også rundt med sine frustrationer, forventninger, måske får han ikke sagt fra, og så kører det derud ad med bebrejdelser, vrede, irritation, frustrationer.

Det giver ikke kun manglende familietrivsel, men også dårlig samvittighed, selvbedømmelser, tvivl, oplevelser af at fejle lige meget, hvor meget der arbejdes for det. Der er kun et at gøre. Stoppe op og omprioritere. Vi kan gøre det som enkeltpersoner, eller par kan gøre det sammen, oprigtigt og ærligt fra hjertet.

På opfordring anbefalede jeg min bekendte at give sig selv noget kvalitetstid (yoga, løbeture, shoppingture, cafebesøg, bare noget, hvor hun holdt fri og kunne nyde sig selv samt om muligt bevæge kroppen fysisk).

Jeg er healer og hypnoseterapeut og kunne selvfølgelig ikke undlade at fortælle, at hun har valget - at bryde de ubevidste mønstre og de små og større gamle sår, der udløser den følelsesmæssige stress. Hun skal ikke sidde timer i terapi og snakke barndom, blot klargøre sig, hvad hun ønsker. Forandring sker, når vi bevidst vælger at ville ændre os.

Husk, vi har som små fået indprentet tusindvis af opfattelser og ideer, som måske passede til en verden for 20-30 år siden (afhængig af din alder). Ord og handlinger aktiverer automatisk de gamle begrænsninger og opfattelser, fortrædeligheder i os.

Men verden er ændret. I dag er det om noget vigtigt ikke at holde fast i det gamle; det smuldrer mellem vore hænder. Det, der synes sandt i dag, gælder ikke i morgen.

Fri for at reagere på de små ting i hverdagen, er der accept af ting, som de er. Vi får mere overskud, energi, kan bedre tackle hverdagen, holder mere af os selv og andre. Hvor hverdagen før var en kamp for at overleve, begynder vi holde af livet, bliver gladere.

Lidt gode råd
1. Giv slip, igen og igen og igen. Alt, hvad der emotionelt trigger os (gør os vrede, kede af det, irriterede, frustrerede, får os til at tvivle, giver dårlig samvittighed), giver modstand og smerte. Hver gang vi løber ind i modstand kan vi spørge os selv: "Hvad handler dette om, hvad afsløres her, hvad er sandt for mig, hvad føler jeg, hvad fortæller det mig om situationen?"

2. Vær til stede i din krop. Stress og travlhed er ikke sundt, vi lytter ikke til kroppen, vi er ofte ikke engang tilstede i kroppen, men kun i hovedet i fuld gang med at søge løsninger og overlevelse. Ved at bruge vort åndedrag bevidst kommer vi ind i vor krop igen, og opbygget stress, kan begynde at flyde ud i stedet for at være låst fast

3. Giv det, som er, lov til at være, som det er, uden modstand. Måske det sværeste, vil du sige, for hvordan giver man slip på alle de tanker og opfattelser? Fakta er, du kan, det er et bevidst valg om at ville forandre sig.

4. Giv dig selv plads, til at have tid, der er din, hvor du gør noget, som gør dig glad.

5. Lær at sige fra, når du ikke orker, eller når du alligevel ved, det ikke er noget for dig. Vi skylder ingen noget. Er du ikke til stede for dig selv, hvem bestemmer så?

6. Bevæg kroppen fysisk (kan være hvad som helst, du synes er sjovt). Det hjælper låst energi i kroppen til at bevæge sig ud.

Vor bevidsthed ændres fundamentalt og voldsomt globalt. I vor inderste ønsker vi alle oprigtig og virkelig forandring i vore liv, vort samfund og i verden. Samtidig er der frygt og tvivl om hvordan og hvilken. Men noget nyt, noget andet. Sandheden er, vi må selv være den forandring vi ønsker, og vi må hver især starte med os selv.