Metoden er over tusind år gammel og hedder su jok terapi. Den er i de senere år kommet stærkt frem overalt i vesten og alene i lande som Rusland og Indien praktiserer over 40.000 læger den nye metode.
Su jok bygger bl.a. på metoder og viden, som også kendes fra akupunktur. Man kan sige, at metoden bygger på livets grundliggende naturlove og på en ældgammel viden om, hvordan den menneskelige krop fungerer. Det er på samme tid en metode, der sammenkæder den vestlige medicinske viden med den tradition, man kender fra naturbehandling i østen. En behandling, som mange kender i form af akupunktur og zoneterapi. Visse principper er nemlig fælles. I lighed med disse terapier er der heller ingen bivirkninger ved su jok.
At blive su jok terapeut tager tre år. Det er en meget koncentreret uddannelse, som bygger på en blanding af teori og praksis. Selve grunduddannelsen er udviklet af professor Park Jae Woo fra Sydkorea og hans uddannelsesmodel såvel som hans terapi har siden spredt sig over hele verden. I terapien behøver man ikke at bruge nåle. Man kan eksempelvis bruge en særlig diagnosestav for at lokalisere forskellige smerteområder på hænder og fødder - stederne korresponderer med centre i kroppen. Når man har lokaliseret, hvor det gør ondt, sættes et lille plantefrø fast under et plaster. Ved at stimulere frøet med jævne mellemrum bearbejdes smerten og den aftager derefter.
Patienten kan i øvrigt fortsætte behandlingen derhjemme.
Virkningen af en behandling kan holde sig fra nogle få timer og til flere dage - afhængig af hvilke slags smerter, der er tale om. Og der er ikke tale om symptombehandling. Ved at påvirke de centre i hænder og fødder, som korresponderer med bestemte centre i kroppen, får man kroppen til selv at fremskynde sin helbredelsesproces. Helt modsat en medicinsk behandling, hvor man påvirker kroppen ad kemisk vej - og derfor i nogen grad sætter kroppens egen naturlige helbredelsesevne ud af kraft.
|