|
Hvorfor vælge naturlig og biodynamisk hudpleje? Hvorfor tænke over, hvad det er vi smører på huden? Hvad har huden med maden at gøre? Kan man overdrive hudpleje?
Huden er vores største organ og er halvgennemtrængelig. Dvs. at alt hvad vi smører på den går delvist i blodbanen. Og derfor er det jo indlysende, at vi skal smøre os i naturlige og økologiske/biodynamiske ingredienser. Det er jo blevet klart for de fleste, at parabener virker hormonforandrende. Det kunne de ikke gøre, hvis de bare blev liggende udvendigt på huden!
Lige så vel som det giver mening at spise økologiske/biodynamiske madvarer, giver det mening at give huden det samme, fordi den jo i virkeligheden spiser det, vi smører på den.
Der kører en reklame for tiden, i tv, hvor disse fabelagtige reklamemennesker har billedliggjort huden som nøgne mennesker i konstant bevægelse. Det giver en god ide om, hvor levende huden er. Hudceller skiftes ud konstant, hvilket er meget praktisk, da der hele tiden er slid på den. Kroppen beviser igen sin ubevidste intelligens. Kroppen har alle forudsætninger for at bibeholde sin balance, hvis vi giver den de optimale forhold. Så hvorfor ikke? Nogen gange er det så lidt, der skal ændres og skiftes ud for at gøre det bedste. De fleste af os bruger alligevel hudpleje, så hvorfor ikke skifte det ud til noget rigtig godt?
Hvis vi antager, at kroppen er et spejl af makrokosmos, så er det nok det letteste sted at starte sine ændringer; vi har den lige ved hånden - så at sige.
Og når det så er sagt, er det jo ganske enkelt et spørgsmål om at tage stilling, som altid. Hvad er det vi vil gøre ved os selv, og hvad er det vi med vores energi/penge vil støtte? Er det produktioner, som sælger halvkemiske/halvgiftige substanser? Eller er det produktioner, som sælger os en helt igennem bæredygtig vare? Jeg ved godt, hvad jeg til hver en tid vil vælge. Hvad vil du?
Der er lige pt. to valgmuligheder, når det kommer til bæredygtighed, og det er økologi og biodynamik. Hvad er forskellen egentlig?
Økologi er en metode, hvor man ikke sprøjter med pesticider eller kunstgødning. Biodynamik er en lidt videreudviklet metode, hvor man ud over ikke at gøre noget af ovenstående, også har valgt at sige, at når vi vil høste noget fra jorden, må vi også give noget godt tilbage igen. Så man gøder jorden med mineraler etc. fra naturlige kilder og planter og høster i forhold til planetariske konstellationer.
Hvad er mest tiltalende? I dag skal vi jo huske, at demokratiet ikke altid giver os den indflydelse, man kunne ønske og derfor må man bruge den magt man har, fx at vælge hvad man vil støtte i denne verden. Forbrugerens/den enkeltes eneste magt.
Flere og flere mennesker forstår, at vi skal nære kroppen med sund mad og det er en meget individuel ting. Der findes ikke en standard for sund mad for alle. Men vi kan blive enige om, at den sunde mad skal være fri for giftstoffer. Dernæst tilberedt, så den matcher den spisendes evne til at nedbryde sin mad. Indeholdende ca. 600 g grønt og frugt. Mest grønt. Ca. 2-3 stk. frugt. Proteiner enten som fisk/kød eller bælgfrugter. Og flerumættet/mættet fedt i passende mængder. Til sidst skal nævnes ml 1-3 liter rent vand.
Fælles for os alle er, at alt hvad vi indtager vil ende i blodet og blive transporteret ud i vævene, overalt i kroppen. Også huden. Derfor er det ikke lige meget, hvad vi spiser. Så den gamle talemåde: ”Du er, hvad du spiser!”, når det er nedbrudt holder den stik og vil gøre det altid. Spis levende, lækker mad og du vil føle dig sådan … og prøv at se, hvordan din hud ser ud i løbet af ca. 3 måneder!
Ind imellem har jeg set mennesker, der, i deres forsøg på at gøre det så godt, er kommet til at overdrive. Det kan være sandt at overdrivelse fremmer forståelsen, men ikke i dette tilfælde. Huden er selvforsynende med fedt og talg, så jo mere vi affedter og plejer, jo mere kan vi faktisk fratage huden dens naturlige evne til at opretholde balancen. Her er det vigtigt at få noget hjælp og vejledning, hvis det ikke er åbenlyst. Igen er mennesker forskellige, så det der er naturligt for en selv, er helt anderledes for veninden. Nogen har det fint med, i badet, at rense med en ansigtssæbe og dernæst komme en passende dagcreme på. Andre skal rense og bruge tonic og creme og olie. Her er der én ting at sige, og det er, at du skal gøre det, der virker for dig.
|