|
Kære brevkasse.
Jeg har været "gået ned med flaget" i en 5 mdr.s periode her i år simpelthen pga., som man siger, "et fyldt bæger". Jeg skriver fordi jeg stadig, efter at være vendt tilbage til mit arbejde, ofte føler at jeg har det skidt med mig selv og mit daglige virke, jeg er rent ud sagt bange for, at jeg skal "dykke" igen. Jeg savner nok mest af alt kærlighed og tryghed. Jeg er ligesom kørt fast i min drøm om en partner som jeg kan føle mig tryg og på bølgelængde med i mange henseender. Selvom jeg har læst diverse bøger med gode råd om ikke at være søgende, men finde ind til mig selv først osv. Ja, så er det altså svært ikke at længes ... det blokerer ligesom for en masse anden aktivitet for mig, bl.a. min fritidsbeskæftigelse, som jeg egentligt gerne vil have noget mere gang i igen og eventuelt supplere med noget behandleruddannelse ... ser det ud som om jeg kan spore mig ind i den rette bane, snart? Med andre ord: Er der håb forude for mig i mine drømme? Jeg vil glæde mig uhyre meget til at læse jeres svar.
P.s. I kan formentlig se/føle, at jeg har en datter, der er opereret for en kræftsvulst, som forhåbentligt ikke vender tilbage. Jeg har fået hende healet af "krisekorpset" som gjorde en KÆMPE forskel på svulsten. Det er vi meget taknemlige for! Det er fantastisk, hvad gode energier fra andre mennesker kan udrette!
De hjerteligste hilsner med længsel og håb fra
Krebsen
Kære Anonym (navnet på spørgeren er redaktionen bekendt)
Dine spørgsmål omkring levevej og kærlighed er store spørgsmål, og for omfattende til en fyldestgørende besvarelse her i brevkassen, da de hver især rummer mange aspekter. Du kan eventuelt vælge at få uddybet dem hos en clairvoyant rådgiver. Jeg har derfor valgt her at trække frem, hvad dine hjælpere fra den åndelige side lægger størst vægt på lige nu.
Dit energi-batteri har gennem lang tid været stærkt overbelastet, og vigtigst af alt for dig lige nu er, at du tager små, men så sikre skridt, som det overhovedet er dig muligt. Selv om du er "i gang igen", så skal du passe på ikke at presse dig selv for hårdt. På den anden side bør du også agere, så du kan vende din situation i den mest gunstige retning.
Dit behov for tryghed og kærlighed er helt naturligt og et alment menneskeligt behov. Der findes rigtig mange gode selvhjælps- og terapeutiske bøger, som kan guide på vej i en personlig udvikling og selvforståelse. Men det er her vigtigt at bemærke, at vejen til at finde ind i sin kerne, og opnå accept af den man er, den går ved at forholde sig til og bearbejde det følelseshav, som man bærer rundt på. Det er mere reglen end undtagelsen, at det er en længere proces, som desværre ikke står med bøgerne alene.
Vær opmærksom på din jordforbindelse og skelneevne, så du er i stand til at mærke, hvad der er godt for dig og trække dine grænser. Vigtige elementer at have på plads, når vi taler om at møde en ny og helst den rigtige partner. Husk på, du har gennemgået en krise i dit liv, som nu giver sig udslag i handlingslammelse, hvor du bl.a. oplever tomhed og manglende overskud. Der er skam håb og du må ikke glemme dine drømme, men forsøg alligevel at mobilisere lidt tålmodighed og sæt lige nu ind på, at forhøje kvaliteten af din dagligdag.
Det er min fornemmelse, at du er opmærksom på og har en interesse for din kost, og det bør du fastholde. Dertil vil du med fordel kunne opbygge en bedre kropsfornemmelse gennem f.eks. yoga.
Du omtaler meget smukt din erfaring med din datters healinger. Du vil selv kunne drage nytte af den kærlige oplevelse det er at modtage healinger. Healing virker nemlig ikke kun på det fysiske plan, men hjælper også på psykisk og mentalt plan. Du har selv healende evner, så det kunne være ekstra interessant for dig, på lidt længere sigt, at tage et healerkursus eller uddannelse f.eks. reiki-uddannelsen, som er opbygget i moduler. I tilgift vil du møde nye mennesker, som kunne være en frisk pust for dig.
Med venlig hilsen
Henriette Albrecht Jensen
Clairvoyant rådgiver, medie og healer
|