|
Kære Brevkasse.
Jeg har før fået et godt råd fra jer, nu prøver jeg med et nyt problem. Kort om mig: Jeg har været meget syg med lungebetændelse og halsbetændelse indtil jeg var 7 år gammel. Så har jeg ikke været meget syg siden. I de seneste 20-30 år har jeg måske haft en influenza hver 3.-4. år og forkølelse, overstået på et par dage. MEN NU, nu er det ligesom om, at efter jeg er holdt op på arbejde og blevet folkepensionist, kommer alt til mig. Jeg føler, at den ene virus efter den anden rammer mig og det tærer på kræfter og energi. Jeg kommer mig lige over en forkølelse, før det næste problem kommer. Jeg går hele tiden og har det dårligt. Jeg har også flyttet bolig for 2 år siden (flyttet tilbage til, hvor jeg før har boet i 32 år), så jeg vil gerne spørge, om det er lys forud, så jeg kan få det bedre. PS. Skulle der mon også være en ven til mig derude. Tosomheden er bedre en ensomheden.
Med venlig hilsen
Bente
Kære Bente.
Tak for din henvendelse. Det fulde navn er redaktionen bekendt. Når du beskriver sygdomsforløbet handler det om åndedrættet, som meget hænger sammen med strubecenteret. Det vil sige halsen. Udgangspunktet er de ting, som dukker op nu, hvor din krop har mulighed for at give efter eller hverdagen tillader, at kroppen "giver efter". Kroppen husker gamle mønstre og gør dette mange år tilbage. Temaet i denne situation handler om at lytte og følge sine inderste behov. Lyt indad. Du kan selv pege på tre grundlæggende egenskaber, du ikke helt vil acceptere ved dig selv og begynde at arbejde med dem. Hypnoterapi/hypnose ville kunne hjælpe dig på dette felt, kombineret med healing. Læs gerne uddybende om dette. Kærligheden får vente lidt endnu. Det vil kræve et større overskud af dig selv end du har pt. Ikke give op - på med vanten, Bente.
Med venlig hilsen
Erlinng Chriistensen
Internationalt medie, clairvoyant og healer
www.erlinngchriistensen.dk
Et tillægssvar fra chefredaktøren:
Jeg har desuden taget mig den frihed - når du nu har opgivet dine fødselsdata - at tjekke dit vediske (indiske) horoskop mhp. sygdom. Et indisk horoskop er ofte meget mere konkret end et vestligt. Således også her. I dit vediske horoskop står Saturn (indikatoren for langt liv) i huset for langt liv. Mht. din livslængde er det meget fint, men det giver dig også et liv fuldt af modgang/op- og nedture eller store ansvar. Når du bliver syg, vil det oftest være dine luftveje, der rammes - ligesom du kan have problemer med/ved endetarmen samt gigt, tandproblemer og/eller svagt syn. Desuden indikerer Saturn på dette sted, at dine kostvaner kan være mindre sunde end ønskeligt, så det kunne være et godt sted at sætte ind, hvis ens immunforsvar er svækket. Jupiter, hersker over dit sygdomshus, står i det heldige 9. hus og sørger derved for, at du trods alt har et gennemgående godt helbred.
De igangværende indflydelser viser Merkur (lunger bl.a.) klemt af to ondartede indflydelser (Mars (feber, forsvar) og nordlig måneknude (vira, det underbevidste og usund mad). Erlinngs udsagn om, at det er "gamle" mønstre, der virker her, understøttes derfor. Ligeledes healing og hypnoterapi som redskaber. Jeg vil føje til, at du kunne have fordel af at styrke dit immunforsvar gennem en sundere kost. Planeterne mødes i dit hus for gevinst og fremgang, hvilket vil sige, at hvis du lægger en indsats her, så vil du kunne bedre tilstanden. Da Merkur er herskeren over 12. hus (frigørelse), fortæller denne sammenstilling yderligere, at dine nuværende helbredsproblemer er til for, at du bør lære noget af dem. At du gennem egen indsats kan hæve dig over dem. Jeg vil tro, at denne tiltrækning af vira m.m. letter i foråret/sommeren 2010, når føromtalte Jupiter aktiveres i dit horoskop, så du derefter kan trække vejret lidt lettere . Det handler også om at vænne sig til ikke at have så store ansvar længere. At kunne nyde livet. Eller om at overføre de ansvar, du tidligere har haft for andre, til dig selv og dit velbefindende. Det er derfor væsentligt, at du ikke blot slår dig til tåls med, at der er udsigt til, at det lysner forude, men rent faktisk også leverer den indsats, der er nødvendig. Så jeg siger som Erlinng: På med vanten, Bente.
Kærlig hilsen
Maryanna Morthensen
Chefredaktør, Alterne
|