|
Hvordan taber jeg mig?
Kære NN.
Lige så kort: Ved at indtage færre kalorier end du bruger.
Jeg kan ikke give dig nogle specifikke råd her, for jeg mangler oplysninger fra dig om, hvor gammel du er, hvor høj du er, hvad du vejer, knoglebygning, dine spise-, sove- og motionsvaner m.m.
Hvis dit BodyMassIndex (BMI) er over 25 (og du er over 19 år og ikke er gravid), er du overvægtig. Et BMI over 30 gør dig svært overvægtig. I begge tilfælde bør du tabe dig.
Går dit BMI under 18,5 er du undervægtig.
BMI udregnes på denne måde:
Vægt i kilo divideret med din højde gange din højde.
Eks.: 80 kg divideret med 1,75 gange 1,75 = 26,1
Generelt kan jeg sige, at det er vigtigt at undgå slankekure som sådan. Det er min holdning, at slankekure/diæter burde være forbeholdt mennesker, hvor det er af afgørende vigtighed for deres helbred, at de taber sig hurtigt. Det siger sig selv, at dette bør ske i samarbejde med ens læge eller diætist.
For alle andre gælder det, at omlægning af kostvanerne er den eneste holdbare vej til varigt vægttab.
Hvorfor?
Jo - overvægt er et signal fra din krop om, at den mad du indtager ikke kan omsættes ordentligt; at den belaster din krops systemer og at den (kroppen) er ved at bryde sammen! Der er altså noget ved den mad, du putter i munden, der skaber problematiske forhold i din krop. Så alene dette faktum burde være en rigtig god grund til at se nærmere på ens indtag af føde- og drikkevarer og holde vægten indenfor +/- 5 kg fra idealvægten.
At få/have regelmæssige sovevaner, mens man er i gang med et slankeprojekt er også meget vigtigt. Dette skyldes, at kroppen om natten tilpasser sig dagens ændringer og genopretter balancen i kroppens forskellige systemer. Et vægttabsprojekt er til en vis grad en væsentlig stressfaktor, og derfor er det vigtigt at få tilstrækkelig hvile.
Gå senest i seng kl. 23 og sov 7-9 timer, alt efter hvad der føles naturligt for dig.
Ligger dit søvnbehov på et andet tidspunkt af dagen (hvis du fx er B-menneske), og har du mulighed for at imødekomme din krops ønsker, så gå i seng, når du føler dig så træt, at du kan sove. Men sov stadig kun 7-9 timer. Undgå middagslur midt på dagen.
Enkelte mennesker har brug for 10 timers søvn; andre kun 5-6 timer. Jeg kan kun sige: Lyt til din krop.
En anden ting er motion. Det kommer du ikke udenom, hvis du vil undgå at skulle igennem en meget lang slankeproces. Den kan blive lang nok alligevel, da man anbefaler et ugentligt vægttab på ½-1 kg. Ikke mere.
Mine egne erfaringer er, at blodtypekost er en effektiv og ikke for hurtig måde at tabe sig på. Den indeholder retningslinier for både mad- og drikkevarer, kosttilskud samt motionsformer. I min artikel "Blodtypekost og vægttab" har jeg kort gennemgået de forskellige blodtypers væsentligste hjælpere indenfor fødevarerne i forbindelse med vægttab.
Blodtypekost er ikke en slankekur, men en livsstil. Vægttabet er en "bivirkning" til omlægningen af vanerne og det er denne omlægning, der kræver en vis tilvænning. Resultaterne viser sig ofte i løbet af en lille måneds tid i form af bl.a. øget velvære, overskud og energi. Disse ting er væsentlige for den fortsatte motivation til at fortsætte vægttabet, da der altid i en slankeproces kommer et "dødt" punkt, hvor det ser ud som om vægttabet er gået i stå. Det er det ikke, med mindre det er fordi idealvægten er nået. Stoppet skyldes, at der er sket så store ændringer i kroppen, at den en overgang bruger sin energi på at tilpasse sig den nye, lettere tilstand. Når den igen er klar, falder kiloene af igen.
Blodtyperne har også hver især deres egne, individuelle måder at motionere og håndtere stress på, så det kunne være en god ide at sætte sig ind i principperne, hvis du vælger at gå denne vej for at tabe dig.
Men altså: Måden at tabe dig på er sådan set hip som hap, så længe det er en vaneændring (ellers holder det som sagt ikke i længden) og du sørger for at bruge flere kalorier end du indtager.
Held og lykke med vægttabet.
Maryanna Morthensen
Blodtypekostvejleder, Alterne
www.epilepsi-partner.dk
|