Forsøgspersoner søges i Østjylland

Er du kvinde og over 40 år, har du nu chancen for at være med i en undersøgelse af effekten af forskellige kosttilskud på Skejby Sygehus i Århus.
Læs videre... [Forsøgspersoner søges i Østjylland]
 

Din Alternative Portal

Chat på Alterne

We have 20 guests online
Advertisement
Advertisement
Advertisement
Advertisement

Who's Online

Vi har 20 gæster online
Forside
Toget holdt ikke PDF Udskriv E-mail
Skrevet af Maryanna Morthensen   
lørdag 24. april 2010

Til drømmetyder.

Det, der fylder i mit liv lige nu er, at jeg i øjeblikket holder pause i behandling for kræft. Jeg har det godt og er i grunden godt tilfreds.
Det fylder også, at jeg har mistet min hund. Det er en stor sorg, men samtidig en lettelse, for han var ikke rask.

Drømmen:
Jeg og min søn (voksen) skal med toget. Vi står og venter på stationen i min barndomsby, men da toget kommer, sagtner det bare farten; det stopper ikke. Folk hopper af og på i farten, men vi kan ikke nå at komme med, og toget kører igen. Jeg henvender mig til noget personale og protesterer, men de trækker bare på skuldrene og siger, at det er der ikke noget at gøre ved. Jeg bliver gal og forlanger, at de skal ringe til toget og få dem til at stoppe og køre tilbage, men det kan man ikke. Så vil jeg have en taxa, siger jeg. De går rundt og forsøger at finde en telefon og få den til at virke, og efter lang tid kommer der en bil for at hente os. Føreren parkerer bilen helt ude på kanten af perronen, det ene hjul står halvvejs ud over. Jeg tænker, at den tør jeg ikke sætte mig ind i.

Føreren er Cecilie Frøkjær, og hun skal først snakke med en masse veninder. De sidder helt nede på skinnerne og har det sjovt.
Jeg spørger, om jeg kan nå at hente min veninde. Jeg løber hjem (til mit barndomshjem), men jeg kan se i slagterbutikken ved siden af, at hun har travlt med at ekspedere sammen med sine forældre, for butikken er fuld af folk.
Jeg går ind i mit eget hus, for jeg vil lufte hunden. Den er i vaskehuset, som nu er blevet til 2 små rum; den ligger på ryggen og sover i vindueskarmen, hvor der ligger en dyne.
Jeg vil nu skifte min stomipose, men det er besværligt, for jeg står op ude i gården, og hunden er i vejen.
Min søn og en fremmed, ung pige kommer og siger, at vi skal køre nu.

Her vågner jeg, men falder i søvn igen og drømmer videre. I hvert fald er jeg nu kommet til det sted, hvor jeg skulle hen.

Jeg går rundt i byen og tænker, at jeg skulle se på tøj, men jeg kan ikke finde ud af det, ikke overskue det, så jeg opgiver.
Jeg skal til et selskab med gamle kolleger, og der er bl.a. en meget stor kvindelig kollega, som har købt en kjole, som jeg skal hjælpe hende med at se på. Mens jeg gør det, kommer en lille glad pige løbende hen til mig, og jeg griber hende og tager hende op. Så kommer der andre børn, som også vil op, men jeg siger, at jeg ikke kan løfte dem.
Der er mange gamle kolleger, og jeg går rundt og snakker hyggeligt, så tager jeg et glas vand, mens jeg stadig snakker, og derefter tager jeg hjem.

I mine drømme er der næsten altid flere mennesker, gamle bekendte, barndomsvenner og meget tit min eksmand.

Der var en længere beretning, og jeg er meget spændt på, om du kan få noget ud af den.

Venlig hilsen
Karin

 

Kære Karin.

Det er godt at høre, at du har det godt til trods for dine tab. Det er et par store stressfaktorer, du beretter om.

Jung nævnte, at hvis den drømmende i en drøm rejser i et offentligt transportmiddel, betyder det, at han eller hun opfører sig som alle andre i stedet for at finde sin egen vej frem. Tager vi dette udsagn videre til din drøm, kunne den indledende sekvens indikere, at du har et ønske om at identificere dig med (du selv i drømmen) og handle som (den voksne søn) andre mennesker. Det er du tydeligvis afskåret fra i din nuværende situation, og det gør dig gal. Jeg tror, at temaet i denne drøm er, at du insisterer på, at andre skal hjælpe dig, mens virkeligheden faktisk er, at du ikke er ret godt hjulpet ved at forlade dig på andres hjælp. Du kommer for det første til at vente længe på muligheden for at nå frem til dit bestemmelsessted, og for det andet føler du dig slet ikke tryg ved at overlade dit liv til andre.

Nu ved jeg ikke, hvad du forbinder med Cecilie Frøkjær, men hun optræder som en ikonisk egenskab hos dig i din drøm. Jeg kunne derfor få den tanke, at det drejer sig om hendes rolle som TV-værtinde i et talkshow. Altså en relativt overfladisk og glamourøs side af dig, som du pt. ikke kan vedkende dig. Især fordi drømmen projicerer det overfladiske og ubekymrede i sekvensen omkring hende. Og man kan jo ikke ligefrem påstå, at dit liv omhandler overfladiske og ubekymrede emner lige for tiden.

Dilemmaet mellem, hvad du ønsker og har brug for, og andres tilsyneladende ubekymrede liv, får dig til at vende tilbage til barndommens erindringer for at hente nogle egenskaber, der symboliseres af din veninde. Forretninger repræsenterer generelt de muligheder og belønninger, som vi præsenteres for i livet. Her drejer det sig om en slagterforretning, og din veninde ekspederer. Det vil sige, at ideen med at "hente" veninden frem er god, for "hun" (og "forældrene") kan give dig de muligheder, du har brug for. At spise kød forbindes i visse kulturer med at tilegne sig dyrets styrke og energi. I vores del af verden kan det også betyde at få adgang til egne, instinktive energier, som tidligere har været fortrængt eller fornægtet. Der er dog en hage ved både veninden og kødet: Du kan ikke komme til det; veninden har for travlt, og der er for mange mennesker før dig, der vil købe denne styrke og energi (kødet).

Så du går tilbage til din egen personlighed (dit hus), fordi nu vil du lufte trofastheden overfor dig selv - hunde forbindes ofte med hengivenhed og trofasthed, men også med den destruktive kraft i oversete instinkter (kan fx komme til udtryk som kræft). Denne trofasthed (hunden) har ligget og sovet sødt et stykke tid. Man kan sige, at din hund måske symboliserer, at du holder pause i kræftbehandlingen (hunden sover i vaskehuset; stedet, hvor noget bliver/er blevet renset for snavs). Jeg kan forestille mig, at den aggressive behandling som iværksættes mod kræft, MÅ få en til at tilsidesætte egne principper om, hvad der er godt for én. Det gælder jo liv eller død. Nu er der en væsentlig ting med din hund fra virkeligheden: Han er "død [...] for han var ikke rask" og sorgen "fylder meget". I drømmen er han i vejen for dig - han fylder og gør det besværligt for dig at holde dig ren (skiftet af stomiposen). Jeg tror derfor, at der ligger et budskab her om at holde fast i glade og positive tanker. At du bliver opmærksom på, hvor vigtigt det er for din psykiske - og dermed fysiske - sundhed at tillade sorgen plads uden, at den får lov til at trække dig ned humørmæssigt. Vær opmærksom på, at det kan dreje sig om andre sorger end bare tabet af en hengiven livsledsager.
I drømmen bliver du direkte opfordret til at "køre nu", dvs. at komme videre. Og det er din egen handlekraft samt en ny, ung kvindelig side af dig selv, der kommer med opfordringen. Et nyt selvbillede/identitet er ved at vokse op ... en identitet, der er i stand til at tage vare på sig selv.

Hvis vi behandler den anden drøm som en fortsættelse - for det er jo din fornemmelse - så handler den om at finde en ny rolle, du kan iklæde dig. Det kan du bare ikke overskue lige nu, så det opgiver du. Bl.a. lægger du særlig vægt på en omfangsrig kollega af samme køn som du selv. Hvilket sædvanligvis betyder, at drømmeren har problemer med at se de egenskaber i sig selv som repræsenteres af denne person (skygge). Jeg kan ikke afgøre, hvilken betydning, hun har. Det kan du måske selv udlede ved at se på, hvad du forbinder med denne person. Nu og her kan vi i stedet se på handlingen i forbindelse med hende. Du hjælper hende med at se på en kjole (dvs. en ny rolle). Dette forårsager, at der dukker nye, uerkendte, spirende sider af dig selv op (børnene). Du kan tage en ad gangen op, men ikke dem alle på en gang. Vand er det væsentligste symbol på det ubevidste, kreativitetens og livets kilde. At drikke det, er at tage det ind. Så hvis du ikke kommer så meget ud for tiden, så var det måske en god ide at dyrke det sociale i højere grad ... have det hyggeligt for en tid - og derefter tage hjem til dig selv og reflektere over, hvad du har set og oplevet. Du kan bruge samværet som en inspiration til, hvilken slags tøj (dvs. rolle) du selv skal købe til dig selv (dvs. der passer til dig). Hvad fungerer for andre? Hvad fungerer for dig? Hvordan kan du strikke denne viden sammen til en ny, moden identitet? I denne proces tror jeg så, at du vil få øje på nye, livsglade sider af dig selv (børnene).

Ja, det var mit bud på, hvad din drøm kan betyde. Jeg ønsker dig alt det bedste mht. din sundhed og gennemlevelse af denne stressende tid.

Kærlige tanker og hilsner,
Maryanna Morthensen
Dipl. kunstterapeut

www.epilepsi-partner.dk

Sidst opdateret ( søndag 02. januar 2011 )
 
< Forrige   Næste >