|
Billederne har altid et positivt budskab til os uanset hvordan de ser ud.
1. Når dit billede er færdigt, så sæt dig ned og kig på det. Prøv at se på det lidt distanceret i starten, som om det ikke er dig, der har lavet det.
Hav en spørgende og lyttede attitude overfor billedet snarere end forklarende.
Prøv at spørge interesseret til billedet som var det en person, fx ”Hvad har du brug for?” eller ”Hvad føler du?”
2. Giv billedet en titel. Det er en hjælp til at begynde at få ord på det, du har lavet.
3. Hvad udstråler billedet, hvordan er energien? Fx kraftfuld, let, dynamisk, meditativ osv.
Hvad har det med dig at gøre? Bruger du din kraft? Og når du gør det, hvordan har du det med det og hvordan bliver det opfattet af andre?
4. Lad elementerne og figurerne ”tale” i dit billede. Alt kan tale i et billede og udtrykke følelser.
Du kan se alle billedelementerne som aktører i en teaterforestilling. Hvis den blå klat kunne tale, hvad ville den så sige? Og hvad ville den fortælle til den gule streg ved siden af? Og den grønne, klemt mellem den hvide og den sorte?
Hvis der er et træ på dit billede, hvad står det så for? Og hvordan ser træet ud? Hvordan har træet det? Lyt ind i dig selv.
Din opgave er at nedskrive replikkerne og få en dialog i gang, som måske går hen og bliver til et helt stykke. Til denne del skal du ikke bruge hovedet så meget, men mere din intuitive fornemmelse.
Det at åbne et billede kan være svært at gøre alene, så for at få en dybere tolkning af dit billede, kan du have glæde af at konsultere en kunstterapeut.
© Anne-Grethe Kousgaard, www.ilegforalvor.dk
|