Forsøgspersoner søges i Østjylland

I juni måned har danske og udenlandske forskere offentliggjort en artikel om deres forskning omkring sukkerstoffers indflydelse på bestemte hjerneceller, der har forbindelse til søvn. (Neuron, nr. 50 2006, 711-722).

Det drejer sig om proteinstoffet orexin, der produceres i nogle celler i den del af hjernen, der kaldes hypothalamus (en meget oprindelig del af hjernen, der er beskæftiget med de ting vi skal bruge for at overleve – mad, husly, varme/kulde, sex, aggression, frygt). Dette stof har afgørende indflydelse på menneskets bevidsthedstilstand, dvs. vågenhed. Om aftenen stiger blodets indhold af søvnsignalstoffet melatonin. Hen ad morgenstunden skal virkningen af melatonin ophæves; derfor falder produktionen af dette og et nyt stof – orexin – tager over og vækker os. Er stoffet af en eller anden grund fraværende eller fungerer det ikke som det skal, falder man konstant i søvn – dette ses fx hos mennesker, der lider af søvnsygdommen narkolepsi – eller man kommer til at lide under fedme, hvis der er for meget af det pga. stoffets appetitregulerende virkning (mæthedsfornemmelsen nedsættes pga. orexins indflydelse på stofskiftet og hormonudskillelse). Orexin spiller også en rolle for indlæring, belønningsadfærd og afhængighed.

De orexinproducende celler sender som alle andre celler små elektriske signaler til hinanden via nervetråde. Selv små forskelle i sukkerstofindholdet i de væsker, der omgiver orexincellerne, påvirker cellernes signaler. Når sukkerkoncentrationen stiger, lukker cellerne simpelthen ned, slukker. Og så bliver vi trætte, fordi det bombardement af signaler, der normalt holder os aktive, ikke længere gør det. Når så sukkerkoncentrationen igen falder, åbner cellerne deres små porer og bombarderer igen kroppen med deres signaler, så vi bliver opmærksomme overfor evt. spiseligt bytte, der måtte komme på vores vej. Moderne mennesker går på jagt i supermarkederne. Og pga. det faldende sukkerindholds sult- og vagtsomhedsfremkaldende virkning er det svært at falde i søvn, når man er sulten. Man bliver også lidt mere klarttænkende og produktiv, når man er en anelse sulten (men ikke for meget, for så tænker man ikke på andet end at skaffe mad). Det er bl.a. derfor, at det er en dårlig ide at handle ind, når man er sulten. Det, der kommer i kurven er ofte ”hurtig mad”, dvs. noget der kan stille sulten nu og her, men hurtigt er omsat, så man på ny trænger til mad.

Derfor er det en meget god ide i vore dages præstationssamfund, at sørge for at spise lidt men hyppigt – 5-6 x om dagen og senest kl. 21 (undersøgelser har vist, at omkring kl. 23 er det sundeste tidspunkt at sove på, da der her er lettest adgang til søvnen. Dette sker igen omkring kl. 04). Mængden skal være afpasset således, at man lige når at få en sultfornemmelse inden næste måltid. Det bevirker et minimum af træthed og et maksimum af tænkeevne. Det gør også en person mere velafbalanceret og bedre til at indlære. Men selvfølgelig forudsætter det, at det er kvalitetsmad, man indtager. Det forklarer også, hvorfor det er en rigtig, rigtig dårlig ide at tanke op med læskedrikke, franskbrød og andre hurtige kulhydrater. Det giver nemlig et sukkerboost, der øjeblikkeligt kræver afslapning. Muligvis kan dette forklare, hvorfor vi kaster os over søde sager, når vi er bekymrede og stressede: Det får os til at falde til ro.

At hjernen trækker stikket ud til kroppen er en overlevelsesmekanisme, der har til hensigt at spare energi, når kroppen – pga. tilstrækkelig fødeforsyning – ikke har brug for at søge efter mad, men tværtimod har brug for at få føden til at slå til så længe som muligt. Lidt ligesom en bjørn, der går i hi.

Cellerne er mindre aktive om natten – hvilket gør det muligt at få en sund nattesøvn. Først når hjernens andre bevidsthedsregulerende stoffer (fx melatonin) gennem deres døgnrytme signalerer, at det nu fx ved at være morgen, stiger aktivitetsniveauet igen. En del af kroppens funktioner går på vågeblus om natten (fx udskillelse af affaldsstoffer) – eller bliver omvendt mere aktive (fx produktion af væksthormon).