|
Hej!
Jeg har haft en turbulent årrække med to flytninger, skiftende jobs, to komplicerede graviditeter og efterfølgende syge børn med operation til følge samt et rigtig skidt og opslidende forhold som sidste år i januar resulterede i en skilsmisse. Min eksmand og jeg havde været sammen i 15 år - hele mit voksenliv, så det var en stor omvæltning. Vi var enige om skilsmissen og har mestret det meget flot, uden at vores fælles børn har lidt skade (udover tabet af deres forældre sammen). Kort efter bruddet møder jeg min nuværende kæreste, som hurtigt udløser en stormende forelskelse. Tingene udvikler sig meget hurtigt og vi er enormt forelskede og glade for hinanden og beslutter os for at flytte sammen omkring september 2007 i mit hus. I august får jeg desuden et drømmejob, som jeg fortsat er meget glad for. Det hele er fint og godt og der burde være ro i mit sind, men ... til tider får jeg en ubærlig trang til at være alene, finde mig selv. Jeg har det parforhold, jeg ønsker at være i, men er bange for, at hvis jeg ikke prøver at være mig selv, vil trangen til at prøve det dukke op igen og igen. Det er et meget svært dilemma for mig og er naturligvis kraftigt tynget af konsekvenserne for mine børn, hvis de skal opleve en ny "skilsmisse" - min kæreste og børnene er efterhånden meget involverede.
Oveni dette har min chef meddelt, at han er meget forelsket i mig, hvilket gør mig bange for at miste mit job pga. de følelser.
Lige nu føler jeg, at jeg har alt at miste, men kan ikke slippe mine ønsker/trang til at prøve at være alene og kan ikke gøre så meget ved min chefs følelser.
Jeg har brug for et godt råd.
Kære anonyme
Alle de omvæltninger du har været igennem har stresset dig. Når man som du gennemlever så mange skift, også de mere glædelige, vil man nemt komme ud for at føle en tomhed og en trang til at være alene. Du har fået stress og du kan gøre det, at du gennemtænker dit liv. Du skriver, at du har alt, hvad du ønsker dig, men du er åbenbart ikke glad. Parforholdet er som du vil ha’ det, men elsker du din partner? Eller elsker du ideen om det perfekte forhold?
Jobbet er et drømmejob, eller er det? Din chef har forelsket sig i dig og måske er det nødvendigt for dig at finde et andet job. En måde at løse problemet på, kan være at tage væk alene en tid, hvis det kan arrangeres, så du får ro til at mærke dig selv. Der er sket for meget på for kort tid og du har brug for ro til at hvile i dig selv.
Jeg ønsker dig held og lykke og du er velkommen til at skrive igen, hvis du har brug for yderligere råd.
Med venlig hilsen
Anne Hvidberg
Psykolog
|