Forsøgspersoner søges i Østjylland

Under afsnittet ”En kunstterapeutisk billedproces” længere nede kan du se og læse om en anonym kvindes tanker om sine billeder. 

Mange mennesker reflekterer bedst over deres egen situation med en blyant i hånden eller på computerens tastatur eller når de taler med nogen, men nogle ting har vi ikke ord for, fordi vi simpelthen ikke er bevidste om dem, og her kan billedlige udtryk være til stor hjælp. Vi kan hente billeder og symboler op fra vores underbevidsthed på en legende ubevidst måde og derefter se på det, vi har frembragt og prøve at forstå det. Først i det øjeblik vi får symbolerne op i bevidsthedens lys, kan vi integrere de hidtil skjulte potentialer vi har haft i os.

Man behøver ikke at kunne noget for at gøre det, blot lysten til at prøve at udtrykke sig i streg og farver er der. Man starter med at give en følelse eller en situation et udtryk. Derefter lader man symbolerne tale til en selv. Her i denne billedfortælling bevæger billedet sig fra et udelukkende ”flydende” udtryk, hvor farverne flyder ind i hinanden, til et mere balanceret udtryk, hvor farven både flyder, men også samler sig i fastere former. Der kommer så at sige ”krop” på billedet. Det er en kvindelig side, der kommer frem i lyset og bevidstheden og er klar til at blive levet ud.

Det feminine og det maskuline udtryk
Min erfaring som kunstterapeut har vist mig, at når et billede hovedsageligt er malet i ”flydende” stil, er det en opfordring til bruge sin kvindelige side noget mere, dvs. den modtagelige, den lyttende, værende, passive side, den side der kan flyde og tilpasse sig, den intuitive og den følelsesmæssige side, den side der følger hjertets behov. Og når et billede er malet i hovedsageligt faste former og farveblokke, så er det en opfordring til at bringe den mandlige side på banen, den udadvendte, handlende, aktive og målrettede side, den rationelle og analytiske side, og den side der manifesterer sig i omgivelserne. Alle mennesker har begge sider i sig, men når vi kalder den ene side den kvindelige (den side, der hovedsageligt er styret af højre hjernehalvdel) og den anden den mandlige (siden styret hovedsageligt af venstre hjernehalvdel), er det fordi kvinder traditionelt af natur har mere kontakt til de feminine værdier og mænd til de maskuline værdier. Når vi er i balance som mennesker, vil vi have kontakt til begge sider i os og det vil man også kunne se i billederne.

Billedtolkning
Man behøver ikke at kende til farver og formers symbolik for at få et billede til at ”tale”. Det er vigtigt at vide, at vi har svarene i os selv og kan komme i kontakt med dem, når vi lytter godt efter i vores hjerte.

Se under ”om at åbne og tolke et billede” andetsteds.

En kunstterapeutisk billedproces
Følgende er skrevet og malet af en kvinde, der ønsker at være anonym.
"Jeg har været deprimeret i nogle dage. Jeg har ingen energi. Er dødtrist til mode. Keder mig, skønt jeg ellers sjældent keder mig. Jeg er vist det, man med et godt gammeldags udtryk kalder melankolsk.

Jeg beslutter mig for at male følelsen. Da den ikke har nogen form for mit indre blik, smører jeg bare farve hen over malepladen med mine bare fingre. Tænker ikke over, hvilke farver, jeg vælger – eller på at det skal ligne noget. Men der er en vis befrielse i at gnatte rundt i malingen. Det er lidt som at gnatte rundt i mudderet i mit sind. På et tidspunkt begynder jeg at få fornemmelsen af hav og kvinde. En kvinde, der stiger op af havet. Jeg maler håret tydeligere, men kan ikke se billedet i mit sind klarere. Noget mørkt skygger for det. Det må ud. Det kommer ud som blåsorte former i venstre hjørne. Jeg stopper for i dag – gladere end før, men stadig ikke helt befriet for den tyngende følelse af tristhed og af at blive udsuget.

Efter at have gået og set på billedet med de sorte former i en lille uges tid, begynder jeg at se dæmoniske udtryk i det sorte. Efter endnu et par dage, hvor jeg har gået lidt omkring mig selv og tænkt på, om jeg turde male, hvad jeg så, tog jeg mod til mig og gjorde det. Pludselig kom der liv og handlekraft i kvinden, der før var meget vag i konturerne. Hun fik krop og ansigt, og lyserøde, blå og grønne energier vældede ud fra hendes krop som for at opsluge dæmonerne. I højre hjørne dukker ildlignende former op samt et gammelmandsansigt. Det ser ud som om slangen er et produkt af ilden, da man kan følge dens gule farver hele vejen rundt i kanten af billedet til den tager form i øverste venstre hjørne. Melankolien er trådt en del i baggrunden og ses blot som en lilla himmel bag kvinden.
 
Efter endnu et par dages pause, hvor billedets følelsesudtryk har ”simret” i min bevidsthed, maler jeg endnu engang på det. Nu mangler der kun detaljer – billedet er færdigt. Dette er, hvad jeg tænker om dette billede:

Arbejdstitlen blev ”Eva tæmmer Dæmoner”. Denne kvinde (mig) er ikke længere nogen Eva-skikkelse. Ikke uskyldig, naiv, depressiv og uvidende, men en kvinde, der er fuldt bevidst om sin egen skønhed og evne til at forføre, elske og skabe liv. En erfaren kvinde udi kærlighedens kunst i alle dens aspekter. Her særligt, hvad kærlighed kan gøre i forhold til det ulegemlige. Hun er en frodig gudindetype, fuld af kærlighed, forførelse og kraft. Måske Freja selv?

Slangen er ikke slangen i paradis. Slangen hjælper transformationen på vej. At slangen er en hjælper ses af, at den er manifestationen af den lutrende ild, som smyger sig langs bunden og højre side af billedet og ender i slangen. En ild, som kvinden helt bevidst har tændt med sin fakkel. Ilden er energi, livskraft, intuition og renselse.

Denne kvinde véd, at den eneste måde at blive sine dæmoner kvit på, er at se dem i øjnene. I det foregående billede kastede hun energi over mod dem for at beskytte sig mod dem. Lyserød kærlighedsenergi; blå visdom og grøn kreativitets- og vækstenergi. Denne energi har nærmest virket som feromoner på dæmonerne, der nu træder nærmere og nærmere, nærmest berusede af hendes kvindelighed, visdom og skaberkraft. Og jo nærmere de kommer hendes skød, jo mere tvinges de til at antage genkendelig form (ansigterne i farverne). Jeg ved, at kvinden tager dæmonerne ind i gennem sit haracenter, hvor hun lader sin livsglæde/livskraft (ilden og (kundalini-)slangen) forvandle dem til nyttige energireserver.

Hele processen superviseres til venstre af en gammel, gammel vismand med helbredende (blå) evner og en underfundig humor. Jeg ”kender” ham godt fra tidligere. Han er en af mine hjælpere. At han ”sidder” på kvindens venstre arm kan måske antyde hans hjælp til mig angående det at modtage og ikke kun give.

Den violette farve i baggrunden er ikke længere melankoli, men krigerens farve. Den er handling uden tøven. Den er hjertelighed uden beregning. Og sådan føler jeg mig også nu. Den pågældende melankoli er bekæmpet og under kraftig forvandling. Jeg føler mig glad, fortrøstningsfuld og stolt. Dette er mit værk. Dette er mig!"

© Anne-Grethe Kousgaard, www.ilegforalvor.dk